Læsetid: 4 min.

Turkmenistans livstidsleder er død

Uklart hvem der skal efterfølge Saparmurat Nijazov som leder af et af verdens mest lukkede lande
23. december 2006

Det var et hjerteslag, som afsluttede 'Turkmenbasji' (Den Store Turkmenerleder eller Alle Turkmeneres Fader) Saparmurat Nijazovs liv tidligt torsdag morgen den 21. december. Han havde tidligere haft vrøvl med helbredet og gennemgik i 1997 en større hjerteoperation i Tyskland, hvorefter han holdt op med at ryge - og forbød rygning for alle andre på offentlige steder!

For Nijazovs ord var lov i den tyndtbefolkede ørkenstat øst for Det Kaspiske Hav, et land på størrelse med Spanien med et befolkning som Danmarks. Turkmenerne, et tyrkisk folkeslag, oprindeligt nomader, som udgør 85 procent af befolkningen, findes som spredte mindretal i Afghanistan, Iran, Irak og Tyrkiet. Deres kendteste produkt har traditionelt været pragtfulde ægte tæpper.

I Sovjetunionens dage var der ambitiøse planer om at vende en af Sibiriens floder, så Turkmenistans ørken kunne forvandles til blomstrende bomuldsmarker. Men den monstrøse plan strandede. Og i dag kunne den synes overflødig, for landet viser sig at rumme verdens fjerdestørste beholdning af naturgas.

At der også kunne føres politik med denne ressource viste Nijazov, da han for nylig var i Ukraine og tilbød landet gas fra Turkmenistan. Næppe til Moskvas udelte begejstring. Faktisk har den turkmenske opposition, som hovedsagelig befinder sig i eksil, vundet gehør i russisk presse, og dens henvendelse til industristormagternes G8 i 2005 gav godt nok ikke anledning til nogen reaktioner ved topmødet, men hensatte i følge den russiske avis Nezavisimaja Gazeta præsidenten i en tilstand af panik, hvor han indkaldte den amerikanske ambassadør og forsøgte at overbevise hende om de store demokratiske fremskridt, der skulle være sket under hans lederskab.

Niyazov havde selvfølgelig læst skriften på væggen fra lande som Ukraine og Kirgisistan med deres stærke demokratibevægelser. Noget sådant er der slet ikke tale om i Turkmenistan. Derfor mener de russiske iagttagere, at faren langt snarere truer fra præsidentens egen inderkreds. Men medmindre hjerteslaget skulle vise sig at være 'tilvejebragt' eller dække over en anden dødsårsag, blev denne mulighed altså ikke aktuel.

Udrensninger

Det er heller ikke nemt at se, hvem der vil efterfølge ham. Nijazov har omhyggeligt renset ud også blandt regimets egne folk. Så sent som i begyndelsen af december fyrede han to ministre og alle regionsguvernører for falske rapporter om hvedehøsten.

Anledningen var mangel på hvedemel i hovedstaden Asjkhabat, der førte til hamstring og voldsomme prisstigninger, men præsidenten anklagede også ministrene for, at de ville være skyld i knaphed på mel i hele 2007, foruden at man kun ville nå 38 procent af målene for landets bomuldsproduktion. At nødssituationen på brødmarkedet måske allermest skyldes præsidentens hårdnakkede modstand mod import af hvede - han var fanatisk tilhænger af selvforsyning - er en helt anden sag. Præsidentens foreløbige skridt, udover fyringerne, blev at genoplive brødrationeringen.

Nijazov havde ellers i august i en fjernsynsudsendelse lovet hver af sine ministre en Mercedes i gave for at markere 15-årsdagen for uafhængigheden af Sovjetunionen 27. oktober 2006. De fem regionalguvernører fik samtidig løfte om en jeep, der dog kunne opgraderes til en Mercedes, hvis bomuldshøsten blev bragt i hus tidligt. Det vides ikke, om præsidenten nåede at kræve køretøjerne tilbage inden sin død.

Turkmenistans økonomi har indtil nu været en klassisk kommandoøkonomi af sovjetisk type, hvor præsidenten konsekvent har tørret skylden for manglende opfyldelse af planer af på andre, mens han ind- og udadtil har rost sig af de fantatiske fremskridt, der er gjort på alle punkter under hans ledelse.

Persondyrkelse

Nijazov blev født i februar 1940, mistede sin far under Anden Verdenskrig og resten af familien ved det voldsomme jordskælv i 1948, som lagde hele hovedstaden Asjkhabad øde.

Derefter voksede han op på et børnehjem og hos fjerne slægtninge. Han blev medlem af kommunistpartiet i 1962 og færdig som energiingeniør fra det Polytekniske Institut i Leningrad i 1966, hvorefter han blev ansat ved et kraftværk nær Asjkhabad. 1985 blev han udnævnt til den turkmenske sovjetrepubliks ministerpræsident og til førstesekretær, d.v.s. leder, for kommunistpartiet. 27. oktober 1990 lod han sig vælge til Turkmenistans første præsident.

Nijazov havde først støttet kuppet mod Sovjetunionens præsident Gorbatjov i august 1991, men da det slog fejl, svingede han over og udråbte på årsdagen for sit valg til præsident Turmenistan som uafhængig republik. 22. oktober 1993 dannede han en organisation af turkmenere over hele verden og lod sig ikke blot vælge til formand for den, men fik den også til at give ham titlen 'Turkmenbasji'.

Denne titel er siden indgået i republikkens officielle sprog, landets havneby Krasnovodsk hedder således i dag Turkmenbasji, og måneden januar er blevet omdøbt til det samme. 1999 valgtes han til præsident på ubestemt tid, og en persondyrkelse af mere end nordkoreanske dimensioner er blevet yderligere styrket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her