Læsetid: 4 min.

Tusinde og en nat

15. februar 1997

HVIS DET ELLERS KAN interessere nogen, går det stort set ufatteligt ad helvede til. Men da de fleste godt ved det i forvejen og for længst har vænnet sig til, at det nok går alligevel, kan man spørge, hvorfor læserne skal ulejliges med en leder om Verdens tilstand 1997? Et værk på 228 sider, der herhjemme blev udgivet i går af forlaget Munksgaard/ Rosinante. Svaret er, at det svar, vi gerne ville give, kender vi ikke.
Vi ville gerne begrunde vores ulejlighed, så lederen ikke alene blev læst, men statsminister Poul Nyrup Rasmussen, finansminister Mogens Lykketoft, økonomiminister Marianne Jelved og Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen (med Det konservative Folkepartis formand Hans Engell på slæb) spang op som glade trolde af æske for at indbyde Danmarks korporative klo, bestående af Dansk Industri og Dansk Metal samt de toneangivende embedsmænd, medier og såkaldte eksperter til at tænke det utænkelige:
1997 skal blive bedre end 1996, hvad naturmiljøet angår. Og vi skal nok udtænke, hvordan det kan ske i praksis og ikke blot som kunstens virtual reality.
Hidtil har dette forløsende ord ikke lydt. Hvert år er blevet værre end det foregående, og ifølge "verdens mest læste miljørapport", Verdens Tilstand 1997, adskilte 1996 sig i så henseende ikke fra de foregående.
For 25 år siden fandt den første store miljøkonference sted. Det skete i Stockholm i FN-regi. For 10 år siden fremlagde Brundtlandkommissionen sin slutrapport om Vores Fælles Fremtid. For fem år siden holdt FN sin næste og endnu større miljø- og udviklingskonference i Rio de Janeiro. I år skal det foreløbige bo efter Rio gøres op på en ny konference.
Men boopgørelsen er allerede foretaget af Worldwatch Institute i Washington i USA og dets leder, Lester R. Brown, der i 14 år har udarbejdet de årlige udgaver af State of the World, som nu udkommer på 27 sprog:
"Fem år er ikke tilstrækkeligt til fuldt ud at bedømme arven fra Rio, men én ting står klar: Selv om der er sket betydelige fremskridt hvad angår visse specifikke miljøproblemer (især hvad udslippet af de ozonlags-nedbrydende CFC-gasser angår, el), så har det internationale samfund indtil nu svigtet den overordnede udfordring, der drejer sig om at integrere miljøstrategierne i den økonomiske udvikling. Så længe finansministre - og statsministre - ikke tager disse problemer lige så alvorligt som miljøministre, vil vi fortsætte med at undergrave det ressourcegrundlag og de økosystemer, som den menneskelige økonomi baserer sig på."

IFALD Nyrup, Lykketoft, Jelved og Ellemann (for ikke at tale om Engell) overhovedet skulle være nået så langt i denne leder, er det i hvert fald givet, at stedet nu er nået, hvor den med en livstræt mine bliver lagt til side. De gode mænd og den enkelte kvinde gør jo hver for sig og tilsammen, hvad der overhovedet kan gøres. Når der skal tage hensyn til beskæftigelsen. Og til vælgernes ønsker om fortsat økonomisk vækst. Og til danske eksportvirksomheders konkurrenceevne. Og til EU's konvergenskriterier. Og til samarbejdet i EU i det hele taget. Og til WTO. Og til de danske bilister. Og til de næste opinionstal. Og til de teknologiske fremskridt. Og til de hysteriske kællinger på valutamarkederne. Og til
København som nyt økonomisk krafcenter for Øresundsregionen og helst hele Østersøen. Og til fanden og hans Ole Opfinder og Prins Pilfinger og alle de andre grænsesprængende fornyere af vores tilværelse, som ikke sådan lader sig standse af 25 års gentagelser af, at det bliver værre og værre:
Med adgangen til rent vand, med dyrkbar jord, med fisk i havet, med CO2-udslippets dannelse af drivhustag over hele kloden, med de levende arters antal og overlevelse, med stadig stigende uligheder mellem fattige lande og rige lande og mellem fattige og rige i både de fattige og de rige lande og med befolkningstilvæksten.
For bare at nævne de vigtigste kendsgerninger bag konstateringen af, at det stort set går ad helvede til.
Og at dét efterhånden er blevet så trættende, at der vel ikke er andet at gøre, end at lade det fortsætte.

PÅ DETTE TIDSPUNKT er det vel på tide at røbe for den udholdende, om en sådan findes, at når lederen alligevel gør sin ulejlighed, er det af samme grund, som Sheherazade fortsatte med at fortælle i tusinde og en nat:
Hun havde ikke andet at gøre, hvis hun ville overleve.
Viden og moral kan ikke adskilles trods alle tendenser i moderne filosofi og kunst og både natur- og samfundsvidenskab, der enten desperate leder efter moralen eller er ligeglad med den, fordi alt jo går ufatteligt godt, som det går. Viden og moral kan ikke adskilles for dem, der véd, at hvis ikke de fortsætter, er det døden.
I vores interview med Lester R. Brown i går kunne både det frygteligste sortsyn og det naiveste lyssyn optræde side om side. Begge begrundet af, at statsministre og finansministre med flere (selv Engell) jo godt véd, hvad de fleste af os véd. Sortsynet opstår af, at hvert eneste år alligevel bliver værre end det foregående. Lyssynet tændes, når det viser sig at de afmægtigt mægtige godt véd, at det kan ikke blive ved med at fortsætte.
Derfor må Sheherazade fortælle, hvad hun véd.
Om tre uger udsender det danske Økologiske Råd sin årsrapport Livet i drivhuset og i går tog dets 67-årige sekretariatsleder Uffe Geertsen afsked med
sine mere administrative pligter.
"For nu skal jeg til at bestille noget," sagde han.

el (Ejvind Larsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu