Læsetid: 1 min.

TV 2 var partisk i Triple A-indslaget

Radio- og TV-nævnet finder, at TV 2 overtrådte vilkårene om upartiskhed og saglighed i public service-forpligtigelsen i indslag om den fiktive indvandrerbande Triple A
29. september 2005

TV 2 overtrådte vilkårene om upartiskhed og saglighed i sin forpligtigelse som seriøs public service-kanal i indslaget om den påståede 'indvandrerbande' Triple A. Den afgørelse traf Radio- og TV-nævnet tirsdag, og det blev i går offentliggjort.

Nævnet finder, at der var en lang række fejl og mangler i indslaget, og at TV 2 ikke har været omhyggelig nok i researchen: "Kravet om saglighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen indebærer også en forpligtigelse til at udvise omhu, særligt når det er om præsentationen af indslag om et væsentligt samfundsproblem," siger nævnets formand, Christian Scherfig.

Kritikpunkterne af indslaget om den påståede bande Triple A går på, at det ikke var klart, hvornår der blev sendt klip fra den musikvideo, der var i produktion, og hvornår det var indslag optaget af TV 2.

Krav om garanti fra TV 2

Et interview med chefpoliti-inspektør Per Larsen fremstår for seerne, som om det havde direkte relation til Triple A. Det havde det ikke.

Nævnet mener også, at der hersker tvivl om antallet af organiserede kriminelle indvandrere, og TV 2 søger ikke at afklare det for seerne. TV 2 hverken kommenterer eller forholder sig til Per Larsens anslåede antal, som ikke stemmer med TV 2's egne oplysninger. Endelig har stationen et særligt ansvar som public service-station, når den bruger eksterne leverandører, som i Triple A-indslaget.

"Stationen skal også udvise omtanke ved præsentationen af indslaget. Dette gælder med større vægt, når der som i den foreliggende sag er tale om en hovednyhed," siger Christian Scherfig.

Nævnet har end ikke overvejet at give TV 2 en bod, som det ellers er bemyndiget til. Men stationen skal senest den 1. november redegøre for, hvorledes den fremover vil sikre saglighed og upartiskhed. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her