Læsetid: 4 min.

En tv-debat, vi aldrig vil se

En livetransmitteret tv-debat mellem George Bush og Irans præsident Ahmadinejad kunne have været en ubarmhjertig blotlæggelse af lighedspunkterne i deres fundamentalistiske hovmod og historiske uvidenhed
7. september 2006

Da Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i sidste uge inviterede USA's præsident, George Bush, til at deltage i en direkte, livetransmitteret tv-debat, reagerede Det Hvide Hus selvfølgelig fuldkommen forudsigeligt - man afviste tilbuddet som en "afledningsmanøvre". Men selv om en sådan debat aldrig nogensinde kommer til at finde sted, er det fristende at forsøge at forestille sig, hvordan den ville forløbe.

Begge præsidenter er propagandajunkier - eller rettere; propagandapushere - så der er ingen tvivl om, at en sådan debat ville forme sig som en overdosis i selvretfærdig arrogance. Dertil ligner de to præsidenter hinanden alt for meget.

Fundamentalister er de jo begge, om end fra hver sit udgangspunkt: Så sikre er hver af dem på deres egen moralske overlegenhed, at de er rede til at kaste deres land ud i militær konfrontation. Denne vurdering er dog muligvis en kende unfair over for Ahmadinejad, som endnu ikke har præsteret at lyve sin nation i krig - den amerikanske præsident er mere fuldbefaren i så henseende.

USA bag kup i Iran

Ved sine ideligt gentagne påstande om, at det er åbent spørgsmål, hvorvidt Nazityskland virkelig gennemførte "det såkaldte Holocaust", efterlader den iranske præsident ingen tvivl om, at han er komplet ignorant, når det gælder historisk viden. Bushs uvidenhed om historie er måske mere subtil - men at dømme efter hans fem et halvt år i Det Ovale Værelse næppe mindre farlig.

Ahmadinejad gør en dyd af at lufte offentlig tvivl om, hvorvidt en omfattende og skelsættende historisk begivenhed overhovedet fandt sted. Bush ulejliger sig ikke med at så tvivl om væsentlige historiske kendsgerninger. Han ignorerer dem bare - tilsyneladende i sikker tiltro til, at kun de færreste i den amerikanske offentlighed vil have nogen særlige indvendinger herimod.

Generelt vier amerikanske medier kun historien en højest selektiv opmærksomhed. Som regel er de alt for travlt beskæftiget med at berede grunden for USA's næste krigsindsats.

Så derfor hører vi kun meget sjældent om den direkte rolle, CIA spillede i at tilrettelægge det kup, som væltede Irans demokratisk valgte præsident, Mohammed Mossadeqh i 1953. Eller om den udbredte tortur og utallige mord, som den amerikansk indsatte shah lod gennemføre imod iranske dissidenter i det over kvarte århundrede, der forløb til han selv blev væltet i 1979.

Da jeg var i Teheran sidste år under den præsidentvalgkamp, der endte med Ahmadinejads sejr, var spøgelserne fra det kup, der ødelagde Irans demokrati, til stede overalt. Shah-regimets mareridt blev erstattet af Den Islamiske Republiks mareridt, og den sørgelige sandhed er, at begge mareridt blev konsekvenser af det kup, som Washington iscenesatte.

Men USA's præsident omgår slig ubekvem historisk viden ved simpelt hen at nægte at anerkende den. Og det er ikke de amerikanske medier, der finder det nødvendigt at minde offentligheden om denne fortielse, selv om undladelsen af at gøre det får den stærke iranske fjendtlighed over for amerikanske regeringer til at fremstå temmelig irrationel.

Samtidig fortsætter kommentatorer fra de større amerikanske medier med at gøre sig til ekkoer af Washingtons påstande, som havde disse status af kendsgerninger. Selv seriøse publikationer, der har været kendt for et vist kritisk sindelag, deltager heri. New York Times' lederskribent skrev således forleden (den 25. august, red.):

"Irans fundamentalistiske regime og nukleare ambitioner udgør en strategisk trussel for USA." Lederen tilføjede: "Det er indlysende, at Iran har atomvåbenambitioner, har løjet om sit atomprogam og anser USA for dets fjende." Men burde det ikke være lige så indlysende, at USA og dets allierede, Israel - der begge utallige gange har løjet om deres egne militære intentioner - både har atomarsenaler og betragter Iran som deres fjende?

Tavs presse

Endnu mere høgeagtig end New York Times er Washington Post, som i en nylig leder om samme spørgsmål advarede Rusland og Kina imod at "forpurre vestlige bestræbelser for at løse Iran-krisen med fredelige midler" Med en sælsomt truende forvrængning proklamerer lederskribenten: "Ingen ansvarlig magt har noget at vinde ved yderligere splittelse i Mellemøsten og endnu mindre ved en krig udløst af Irans nukleare ambitioner."

Vi må ikke glemme, hvordan selv samme avis' lederskribent håndterede sin gesjæft den forrige gang, Det Hvide Hus var i færd med at berede grunden for et militærangreb:

Den 6. februar 2003 docerede The Post - under overskriften "Uigendrivelig" - følgende svada over for sine læsere uden antydning af tvivl og uvished:

"Efter udenrigsminister Colin L. Powells fremlæggelse af bevismateriale over for De Forenede Nationers Sikkerhedsråd i går, er det svært at tro på, at der stadig kan findes nogen, der vil betvivle, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben."

Slig begrænset forestillingsevne fortsætter med at være bestemmende for det verdenssyn, der hersker på Washington Post - dette hedengangne flagskib for kritisk amerikansk journalistik, som i sin tid afslørede Watergate-skandalen - og for den sags skyld for de fleste andre amerikanske aviser. En tv-transmitteret livedebat mellem Amhadinejad og George W. Bush ville måske nok være en besynderlig affære, men virkeligheden i amerikansk journalistik er ikke mindre grotesk i denne tid, hvor Washington eskalerer sin ekstremt farlige konfrontation med Teheran.

Norman Solomon er amerikansk kommentator og forfatter med speciale i mediekritik.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her