Læsetid: 6 min.

Tv er som en hul planet

Tv er et imperium, man må flygte fra, det er et system, et totalitært regime, der tilbyder et helt liv. Det gennemsyrer alt, det kaster tråde overalt, ind i alt. Det skaber en ny verden, ikke bare hver dag, men hver time, kun for at rive den ned igen den næste
5. april 2006

For mange år siden så jeg på hus sammen med min far, et såkaldt håndværkertilbud i Søborg. Huset og ikke mindst den mand, der sad i det, gjorde et mærkeligt indtryk på mig, som jeg længe har forsøgt at finde ud af, hvad handler om.

I huset lugtede der vammelt af ensomhed og opgivelse, og alt hvad der var i huset flød sammen om to ting, computeren og fjernsynet. På fjernsynet var der placeret et indrammet billede af Camilla Miehe-Renard. Manden, der vist var i slutningen af 30'erne, var angiveligt fascineret af hende og måske også forelsket i hende.

Jeg har aldrig helt kunne glemme dette store indrammede foto af Miehe-Renard på fjernsynet. Strengt taget kunne han jo have kendt hende personligt, men tv'et havde virkelig denne alter-status og det var for pudsigt, at billedet var placeret på tv'et og ikke på væggen til, at det kunne være tilfældigt. Først senere er det gået op for mig, at fotoet fortalte en uhyggelig historie om mennesker, der forvilder sig ind i tv'ets fiktion uden at kunne komme ud igen.

Fotoet af Camilla Miehe-Renard er mærkeligt, fordi manden har overskredet en grænse, der går ud på, at vi skal opfatte fjernsyn og virkelighed som to forskellige ting; han har afsløret, at han ikke kan skelne mellem de to virkeligheder, at de flyder sammen, og ikke mindst, at han har taget tv-verdenen så bogstaveligt, at han har opbygget personlige følelser til en studievært, der formentlig ikke aner, hvem han er.

At han har et foto af sin yndlingsvært kommer til at virke perverst, fordi det viser, at han opfatter tv som en verden, der er gyldig, som en verden der giver mening, hvis man ser på den isoleret.

En personlig tragedie

Af samme grund er tv blevet bevidst om styrken ved personen, og nyhedsværter bryder derfor oftere med formen og kommer med joviale kommentarer i en tone, der gerne må flyde sammen med den, der dominerer på den anden side af skærmen henover sofabordet. I det hele taget er det blevet et ideal at gøre det så uformelt som muligt, så formen ikke er med til at opretholde afstanden mellem seeren og værten; idealet er tilsyneladende en sammensmeltning, så der ikke længere skelnes mellem venner og tv-værter. Programmer, der bevidst dyrker den personlige relation mellem seeren og studieværten er f.eks. Larry King Live, The Oprah Winfrey Show og Dr. Phil. Når en seer ringer ind til disse programmer er det altid med et 'Hi Larry'. De spiller på, at hjernen opbygger en art personlig relation til de ansigter, man ser i tv. De fleste kender nok lysten til at hilse, hvis man ser et kendt ansigt på gaden; jeg har selv været millisekunder fra på bedste tåbelige vis at sige 'hej' til kendte mennesker, som jeg aldrig før har mødt; hjernen reagerer på genkendelsen, den tror, man møder et menneske, man kender.

Den egentlige fare ligger ikke kun i den personlige tragedie, det er for mange mennesker, at de er blevet i stand til at være alene i ugevis (uden at blive reelt sindssyge, hvilket sandsynligvis ville være tilfældet, hvis de ikke havde tv) og dermed acceptere deres isolation; måske er den virkelige fare, at tv skaber konflikter, som vi derefter manifesterer i form af ambassadeafbrændinger og trusler om afbrænding af hellige bøger. Tv lever af krige og konflikter og når muligheden for at skabe dem selv byder sig til er fristelsen for stor og moralen for lille. Er sandheden ikke, at tv-mediets magt (dets ubehagelige evne til at starte en krig, hvis det ville) er skræmmende stor, når man ser på, hvordan den magt bliver forvaltet? Problemet er bare, at det er svært at se et demokratisk (eller i det hele taget tiltrækkende) alternativ.

Man kan levende forestille sig, hvor fremtidens religion vil opstå; i tv. For så vidt er det allerede sket, når amerikanske tv-prædikanter i en kollektiv bøn råber til seeren "touch the screen, touch the screen" (det kunne være Den Nye Religions slogan), og de søgende derefter knæler foran fjernsynet og lægger den flade hånd på skærmen og bukker hovedet for at modtage kraften som var det Biblen de lagde hånden på.

Selvransagelsen

Men ikke kun fremtidens religion bliver skabt i tv; fremtidens krige vil med al sandsynlighed også blive skabt i fjernsynet. Den næste store krig vil ikke kun handle om The Clash of Civilizations, men måske snarere om det, man kan kunne kalde for The Clash of Realities; sammenstødet af virkeligheder vil gro ud af forskellen mellem de fjendebilleder, fjernsynet er så genial til at skabe, og som det har en evne til igen og igen at få til at repræsentere hele regioner, selv om det kun handler om meget få mennesker. Eksempler er der nok af, tv har allerede skabt sine egne mytiske fejltagelser (tv elsker at indrømme sine egne fejl, at være selvrefleksiv) i form af f.eks. den palæstinensiske kvinde, der jubler over angrebene på New York, og som blev udlagt som et helt folks umiddelbare reaktion på angrebene. I virkeligheden var det som bekendt blot en kvinde, der var blevet bedt om at juble af nogle tv-journalister.

Når Muhammed-krisen er kommet på afstand, vil der uden tvivl også på bedste selvransagende vis, komme kritiske analyser af tv i tv, der viser, hvordan en sms, der er læst og videresendt af nogle få hundrede danskere, kan få eksplosive konsekvenser, når den eksponeres til millioner af mennesker, der nødvendigvis opfatter alt, hvad de bliver præsenteret for fra Danmark i sådan en krise som værende repræsentativt for stort set hele nationen. Problemet er, at proportionsforvrængningen er så kolossal og betydningen så omfattende, men det tages der ikke hensyn til i mediekampens hede. Tv klipper små bidder ud af verden, forstørrer dem op i groteske størrelser, og skaber en ny hul planet hver dag. Fiktionen udvider konstant sit territorium, det er i fiktionen magthavere bliver skabt, og det er dér, de vil udkæmpe deres krige.

Tv som imperium

Tv's udgave af virkeligheden er hierarkisk set den såkaldte objektive virkelighed langt overlegen; når Bush viser sig på sin ranch med en rive i hånden, er der altid ringet efter sultne kameraer først; Bush roder formentlig aldrig i haven, når der ikke er tv på, men det er ligegyldigt for hvem ved dét? Er præsidentens tv-liv egentlig ikke mere virkeligt end hans såkaldte virkelige liv? Det har i hvert fald langt større betydning!

Der skelnes ikke mellem, hvad der sker i Krøniken, og hvad der sker i Kongehuset, begge dele foregår på fjernsyn og synes dermed at have samme værdi, og pointen er, at de har samme værdi; de tilhører den samme pseudo-verden, der er kilet ind et sted mellem overdreven virkelighed og skuespil. Og hvis Danmark kommer i centrum, opleves det pludselig som surrealistisk, fordi uensartede elementer bliver koblet; hvad laver det danske flag i Gaza? Det er jo en sammenblanding af vidt forskellige verdner; et mareridt. Tv er et mærkeligt efterligningsteater, hvor efterligningen ikke længere efterligner, men er blevet til en original. Vi er begyndt at efterligne efterligningen - vi kopierer tv og ikke omvendt. Var terrorangrebet på New York, som bl.a. den slovenske filosof Slavoj Zizek har pointeret, måske ikke en efterligning af en Hollywood-produktion?

Tv er et imperium, man må flygte fra, det er et system, et totalitært regime, der tilbyder et helt liv. Hvis man vil et andet liv, må man selv skabe det. Det gennemsyrer alt, det kaster tråde overalt, ind i alt. Det skaber en ny verden, ikke bare hver dag, men hver time, kun for at rive den ned igen den næste; tv er en forandringsproces, en maskine, der producerer forvrængede verdner.

Jakob Aahauge er specialestuderende i litteraturvidenskab på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her