Læsetid: 4 min.

Tvangstanker

27. marts 2001

DET ER IKKE svært at opdrive eksempler på absurde aktiveringsprojekter. Det er faktisk ret let. Og det er faktisk heller ikke ret svært at finde mennesker, der mener, at hele ideen om aktivering er noget nær skudt i hovedet – i hvert fald sådan som den er organiseret i disse år. Det er også gået op for arbejdsminister Ove Hygum, der i en koordineret regeringsduet med Marianne Jelved har meldt ud, at nu skal det være slut med den perspektivløse aktivering af ledige. Næh, nu skal det hedde »kompetenceudvikling« og handle om »vejledning, uddannelse, omskoling og jobtræning,« lover Ove Hygum.
Men inden man jubler for meget over nye erkendelser hos regeringspolitikerne, er det nok værd at kaste et blik på den urentable forretning, aktiveringen er, og på det på mange måder sørgerlige syn på mennesker, hele aktiveringspolitikken afspejler.
Det er jo – hvis nogen skulle have glemt det – ikke nogen naturlov, at arbejdsløse skal aktiveres.
Når det blev sådan – for alvor med arbejdsmarkedsreformen i 1994 – er der nok tre hovedårsager: For det første lignede det mere og mere en dårlig forretning, at store dele af arbejdsstyrken blev ’sløvet’ af at gå ledig – den skal være klar, parat, uddannet og topmotiveret, når/hvis der skulle gå hen og blive behov for den.
For det andet virkede det stødende på store dele af (den arbejdende del af) befolkningen, at disse arbejdsløse bare kunne gå og lave ingenting og få penge for det.
Og sidst, men ikke mindst er der jo ideen om, at det er bedst for den arbejdsløse selv. I tidsskriftet SALT fra juni sidste år udtrykte nuværende indenrigsminister Karen Jespersen det sådan, at »man kun kan få arbejde, hvis man kan fungere med de regler, der nu engang er på en arbejdsplads«. Den ledige skal altså holdes i mental form, så han/hun ikke risikerer at bliver slap i arbejdsmentaliteten.
Disse to sidste, mere moralske tilgange til aktiveringen har spillet en fremtrædende rolle i regeringens tiltag på arbejdsmarkedsområdet op gennem 1990’erne. Afhængig af tilhørerskaren har argumenterne skiftevis været det med at ’yde for at kunne nyde’ og det med at ’det er bedst for den ledige at holde sig i gang’.

SÅVIDT argumenterne for at aktivere. På mange måder sunde og i hvert fald velmente, synes nok mange. Og det er da umiddelbart også svært at argumentere mod, at der gøres en indsats for at skaffe de ledige arbejde. Og det er fint, hvis nogle af de arbejdsløse føler sig opkvalificerede og bedre rustet efter endt aktivering. Det skal der overhovedet ikke pilles ved, selv om man selvfølgelig kan indvende, at for de mange, mange millioner, der er kastet efter aktiveringen, kunne man have købt en hel del reel uddannelse. Det er da også de kompetence-toner, der nu lyder fra regeringen. Bedre sent end aldrig, kan man vel strække sig til at sige.
Men der er nu noget mere, der ikke hænger sammen: På den ene side er der alle eksemplerne på de groteske aktiveringsprojekter, hvor der ikke er anden mening med det hele, end at reglerne skal overholdes. Og på den anden side det banale, men groteske i at man tvinger arbejdsløse til netop at arbejde og det på betingelser, der ikke ville blive accepteret af nogen på det normale arbejdsmarked.
Endnu mere tåbeligt fremstår det, når man kan konstatere, at der ofte ikke er noget job i den anden ende: Det er simpelthen ikke lykkedes regeringen at skabe et arbejdsmarked, der kan opsuge de aktiverede. Viljen og/eller evnen til at ændre på anden lovgivning har manglet. Vi aktiverer lige ud i intetheden.
Allerede i oktober 1999 bekendte arbejdsminister Hygum ellers i en pressemeddelelse, at han »bliver harm«, »når jeg i pressen læser om personer, som er i aktivering med et noget kortsigtet perspektiv – for nu at sige det mildt.« Til det kan man blot sige, at det er et politisk valg, hvordan man vil behandle de arbejdsløse, om de skal have tilbud eller tvang, og hvis det er så lysende klart, at det er tåbeligt at sætte – evt. overkvalificerede – ledige til at pakke plastre til langt under mindstelønnen uden de rettigheder, der ellers hører til på arbejdsmarkedet, så hold dog op!

Men politikerne er ikke holdt op, og det er fordi, de er i klemme – de er klemt af den moral, de selv har markedsført som den bærende tanke bag aktiveringen. For uanset om tallene viser, at kun ca. halvdelen af de aktiverede er i beskæftigelse efter tre år, og uanset at stort set alle politikere og arbejdsmarkedsforskere er enige om, at udgifterne ikke står mål med udbyttet – hverken menneskeligt eller økonomisk – så har politikerne indtil videre valgt moral frem for menneske. De ledige skal aktiveres, skal de, og de skal være aktiveret 75 pct. af tiden, dødssyge, kortsigtede aktiveringsprojekter eller ej. Og de skal ikke kunne sige nej, for det er bedst for alle – og det gælder alle – at de er aktiverede, og hvis de siger nej alligevel, så smækker vi kassen i.
I regeringens langtidsprogram for 1994-1997 hedder det således at »der er bred enighed om, at beskæftigelse er en ret og pligt for alle arbejdsføre i den erhvervsaktive alder.« Ret og pligt, står der. Tvang, siger altså andre. På kanten af grundlov og konventioner, tilføjer andre.
Endnu er det ikke klart, hvad der ligger i regeringens udspil. Men lad os tro det bedste, når Ove Hygum siger, at pligten er kommet til at fylde for meget i forhold til rettighederne. Regeringen kunne starte med et offentligt (selv)opgør med tanken om, at tvungen aktivering er den eneste vej til en plads i beskæftigelseshimlen.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her