Læsetid: 3 min.

En tveægget indbydelse

Udgangspunktet for Thorning-Schmidt er, at Kristendemokraterne klart har taget afstand fra det nuværende parlamentariske flertal. Selv om Søren Krarup og Jesper Langballe er præster i den danske folkekirke, ligger deres retorik fjernt fra Kristendemokraternes værdigrundlag. Partiet kan ikke støtte en regering, der med fuldt overlæg gør sig afhængig af Dansk Folkeparti.
23. april 2007

Det hører til sjældenhederne, at et parti, der ikke er repræsenteret i Folketinget, bliver indbudt til et regeringssamarbejde. Det var ikke desto mindre, hvad den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, gjorde lørdag i et af de sjældne interviews, hun tilstår en avis. Den lykkelige modtager af hendes udtalelser var Kristeligt Dagblad, hvad der givetvis ikke var noget tilfælde. Partiet, der blev inviteret inden for til et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, var Kristendemokraterne.

Forudsætningen må naturligvis være, at dette parti ved næste valg kravler op over spærregrænsen og opnår mindst de fire mandater, der udløses af en sådan præstation. Med sine udtalelser forsøger den socialdemokratiske leder ganske klart at give sit bidrag til, at det lykkes for det lille parti. Hvis det er parat til at modtage hendes indbydelse, kan det forrykke balancen mellem de to blokke, der i de senere år har domineret det parlamentariske liv. Kalkulen må være, at Kristendemokraterne vil hente de fleste af deres stemmer fra vælgere, der ellers ville have stemt på Venstre eller de konservative, men at partiet holdningsmæssigt snarere hører hjemme i en koalition med S og R.

Det indebærer imidlertid ikke, at Kristendemokraterne definitivt har valgt side. Partiformand Bodil Kornbek kalder invitationen positiv, men understreger, at "vi stadig ikke har taget stilling til, hvem vi peger på". Det vil hun og hendes partifæller finde ud af "til sidst". Thorning-Schmidts udspil sigter helt åbenlyst på at hjælpe denne proces på vej - i den rigtige retning.

Ud fra den betragtning kan indbydelsen fremstå som både logisk og strategisk klog. Det ændrer dog intet ved, at den også rummer problemer for Socialdemokraterne. De er især synlige i forhold til Socialistisk Folkeparti. Ingen har arbejdet mere ihærdigt på at skabe samling i oppostionen end SF-formand Villy Søvndal. Det har bragt ham og Helle Thorning-Schmidt nærmere hinanden med hyppigere og mere fortrolige møder, end der nogensinde tidligere er set mellem den socialdemokratiske og den folkesocialistiske formand. Med de meldinger, der på det seneste er kommet fra den radikale leder Marianne Jelved, er udsigterne til, at Søvndals projekt kan lykkes blevet yderligere styrket.

Eller rettere: Sådan var det, indtil lørdagens udtalelser til Kristeligt Dagblad. Her fortæller Helle Thorning-Schmidt i klar tekst, at SF'erne ikke skal gøre sig håb om ministerposter i en regering under hendes ledelse. Som alle tidligere forgængere siden H.C. Hansens dage for snart 50 år siden vil hun udnytte det forhold, at SF alligevel ikke har noget valg. Partiet vil være tvunget til at støtte en socialdemokratisk ledet regering.

Set fra en socialdemokratisk synsvinkel er problemet med SF imidlertid, at det måske nok kan levere stemmer til liste A, men at en sådan vælgervandring ikke vil ændre på balancen mellem de to blokke. Derfor finder den socialdemokratiske formand det mere løfterigt at bevæge sig ind over midten. Den bestræbelse lader hun så komme til udtryk med åbningen over for Kristendemokraterne. Med den rette mandatfordeling kan hun måske oven i købet satse på, at de frustrerede konservative vil samarbejde med en regering under hendes ledelse.

Men det er en risikofyldt sejlads, hun har begivet sig ud på, fordi kursen er uklar. Én ting er tænkelige bogstavkombinationer, noget andet er det politiske projekt, der skal bære et samarbejde på regeringsniveau.

De radikale har det forståeligt nok meget svært med Socialdemokraternes udlændinge- og uddannelsespolitik, for blot at nævne de to mest indlysende eksempler. Her står R og SF faktisk nærmere hinanden, end de står S. De ville sammen - i en fælles regering - kunne presse det store parti til de indrømmelser, det nødvendigvis må give for overhovedet at komme tilbage til ministerposterne.

Kristendemokraterne kan ikke spille en lignende rolle. Måske er det netop derfor, Helle Thorning-Schmidt kunne tænke sig at se dem som regeringspartner. Men hvis hendes hensigt er på den måde at marginalisere de radikale, risikerer hun slet ikke at få dem med. Nok har Marianne Jelveds selvstændige linje indbragt hende kritik, også internt, men det betyder ikke, at hun og hendes parti er til salg for poster i enhver socialdemokratisk ledet regering. Den linje, den socialdemokratiske leder har lagt med sin indbydelse til Kristendemokraterne, er derfor langt fra klar. Faktisk er den temmelig tvetydig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her