Læsetid: 3 min.

Tvetydig partidisciplin

I grundlovens paragraf 56 bliver det fastslået, at folketingsmedlemmerne kun er 'bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere'. Det er en formulering, der har overlevet forfatningsændringer siden den tid, da Rigsdagens medlemmer faktisk blev valgt som enkeltpersoner. Indførelsen af det parlamentariske demokrati for godt hundrede år siden har ikke inspireret til ændringer siden da. Derfor er det stadig en ganske udbredt opfattelse, at de ærede medlemmer burde stemme i overensstemmelse med det, de personligt mener om den foreliggende sag. I et parlamentarisk demokrati, hvor mandaterne er fordelt på den fine vægt i forhold til vælgernes stemmeafgivning, ville det imidlertid være ganske umuligt. Det er mange gange kommet til udtryk, når de interne uenigheder er blevet for store. Så har det enten ført til nye partidannelser eller til den enkeltes beslutning om at blive løsgænger. Den bemærkelsesværdige ændring er ikke sket i de grundlæggende vilkår for politisk arbejde i en parlamentarisk sammenhæng. Den er derimod sket i begrænsningen af, hvad de enkelte politikere - med få markante undtagelser - kan tillade sig at sige. Topstyringen er blevet stærkere. Stringent markedsføring er blevet vigtigere end åben politisk debat. Derfor er begrebet partidisciplin blevet tvetydigt.
3. maj 2007

Folketingsmedlemmer fra flere partier er på det seneste blevet irettesat meget håndfast af deres partiledere. De har fremsat synspunkter, der ikke passer ind i den overordnede strategi. Med en sådan adfærd har de kunnet skabe tvivl og usikkerhed blandt vælgerne. Hvad står partiet egentlig for, hvis dets parlamentarikere kan være både for og imod skattestop, både fortalere og skeptikere over for idealet om lighed, og både for og imod symbolsk brug af et hovedtørklæde? Tankegangen synes at være, at det enkelte partis budskab skal være enkelt, let forståeligt og uden forbehold. Det var en benhård gennemførelse af denne taktik, der i høj grad bidrog til Anders Fogh Rasmussens valgsejr i 2001.

Den succes har sat sig spor. Så selv om Lotte Bundsgaard er tidligere minister, har hun ikke frirum til at mene offentligt, at skattestoppet er en dårlig idé, når nu den socialdemokratiske partitop går ind for det modsatte. Tilsvarende kan en nuværende minister, Eva Kjer Hansen, ikke upåtalt gå ud og proklamere, at en vis grad af øget ulighed vil føre til større dynamik i det danske samfund. Om de to politikere kan have ret i deres vurdering, er i denne forbindelse ganske underordnet. Det er emner, der slet ikke må diskuteres.

Når bestemte sagsområder har nået en sådan status, forbindes de ofte med begreber som tabu og hellige køer. De antager karakter af uanfægtelige sandheder, der end ikke kan debatteres. Det kan føre til en indsnævring af den offentlige meningsdannelse, der til syvende og sidst kan være skadeligt for demokratiet.

Dette mønster er dog ikke entydigt. Venstre-politikere som Birthe Rønn Hornbech, Britta Schall Holberg og Leif Mikkelsen kan stort set sige, hvad de har lyst til. Det fører ikke til nogen kammeratlig samtale hos statsministeren. Hos Socialdemokraterne befinder veteraner som Svend Auken og Mogens Lykketoft sig i en tilsvarende situation. Den hårde kurs over for afvigere fra den topstyrede linje er med andre ord selektiv.

Det er der i hvert fald to gode grunde til. Den ene har med personer at gøre. For ledelsen er det lettere at gribe ind over for yngre partifæller, der stadig har ambitioner om noget mere, end de hidtil har opnået.

De ældres individuelle, partipolitisk ukorrekte meldinger kan til gengæld være nyttige, fordi det kan give vælgerne et indtryk af, at deres parti stadig står for nogle grundlæggende værdier. Anders Fogh Rasmussen mener i virkeligheden, at de omfattende terrorpakker giver alvorlige problemer med retssikkerheden. Helle Thorning-Schmidt synes tilsvarende, at folketingsflertallets udlændingepolitik er alt for stram. Det er ingen skade til, at dele af deres potentielle vælgersegmenter trøster sig med sådanne tanker.

Derfor er der heller ikke grund til at forvente nogen markant reaktion fra den konservative formand, fordi hans skatteordfører, Jakob Axel Nielsen, onsdag i Børsen kritiserer regeringspartneren Venstre for at være en 'tung dansepartner', der har prioriteret 'kortsigtet vælgertække' højere end sikring af fremtidens velfærd. Bendt Bendtsen er nødt til at sige, at han ikke er enig. Men skatteordføreren giver nyt håb til frustrerede konservative.

Når Bendtsen kan lade Nielsen køre ud ad dette spor uden egentlige sanktioner, skyldes det, at han føler sig overbevist om, at skatteordføreren altid vil være til rådighed, når der skal stemmes. Det afgørende er ikke, hvad det enkelte folketingsmedlem siger, men at vedkommende følger gruppedisciplinen, når der skal trykkes på knapperne i folketingssalen.

I grundlovens paragraf 56 bliver det fastslået, at folketingsmedlemmerne kun er 'bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere'. Det er en formulering, der har overlevet forfatningsændringer siden den tid, da Rigsdagens medlemmer faktisk blev valgt som enkeltpersoner. Indførelsen af det parlamentariske demokrati for godt hundrede år siden har ikke inspireret til ændringer siden da. Derfor er det stadig en ganske udbredt opfattelse, at de ærede medlemmer burde stemme i overensstemmelse med det, de personligt mener om den foreliggende sag.

I et parlamentarisk demokrati, hvor mandaterne er fordelt på den fine vægt i forhold til vælgernes stemmeafgivning, ville det imidlertid være ganske umuligt. Det er mange gange kommet til udtryk, når de interne uenigheder er blevet for store. Så har det enten ført til nye partidannelser eller til den enkeltes beslutning om at blive løsgænger.

Den bemærkelsesværdige ændring er ikke sket i de grundlæggende vilkår for politisk arbejde i en parlamentarisk sammenhæng. Den er derimod sket i begrænsningen af, hvad de enkelte politikere - med få markante undtagelser - kan tillade sig at sige. Topstyringen er blevet stærkere. Stringent markedsføring er blevet vigtigere end åben politisk debat. Derfor er begrebet partidisciplin blevet tvetydigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her