Læsetid: 3 min.

Tvind – sæt dem ind!

27. april 2001

GYS OG SPÆNDING! Med militarisk præcision stormede myndighederne på slaget ni onsdag morgen otte danske tilholdssteder for Tvind-koncernen. Var det anslag mod statens sikkerhed, der skulle afværges? Gidsler, der skulle befries? Næeh, sagen drejer sig såmænd om noget så dagligdags forekommende som mistanke om skattesnyd og mandatsvig i det private erhvervsliv.
Men nu handler det jo om Tvind, og så kommer gemytterne let i kog. Et pluk fra gårsdagens avisoverskrifter: »Tvinds centralnerve lammet«, »Omfattende svindelnumre«, »Det hidtil skrappeste forsøg på at få fængslet Tvind-cheferne, herunder den mystiske Mogens Amdi Petersen«.
Jovist, det er da rigtigt, at Tvind kan gå én på nerverne. Det er en uigennemskuelig blanding af idealisme og snedighed, måske ligefrem tilsat fanatisme; et imperium af pædagogik og forretning; en udnyttelse af de muligheder, der ligger i globaliseringen og i danske tilskuds- og fradragsregler. Men intet af dette er i sig selv kriminelt, for så skulle politiet dagligt lave razziaer på hundredetusinder af danske adresser, hvor forsøg gøres mere eller mindre vellykket på at begå sig i én eller flere af de nævnte sysler.
Og at se noget forbryderisk i Amdi Petersens hang til at gøre sig selv mystisk er at kriminalisere en stor del af landets teenagere.

ALTSÅ: I LOVENS og retsstatens navn: Slå koldt vand i blodet. Ingen er skyldige, før de er dømt ved endelig dom. Og husk, at bevisførelsen skal finde sted i retsplejens former, hvor selv nok så velbegrundede mistanker skal omsættes til uigendriveligt bevis. Tvind har før formået at klare frisag og kan vel tænkes at gøre det igen.
Den ærgrelse, man kan føle herover, kan ikke begrunde lynchjustits i en retssal lige så lidt som i medier – eller folketing. Disse formaninger burde være overflødige, men fremsættes, fordi denne avis ofte har stået sørgeligt ene med dem, når det var Tvind, der blev slæbt mod hjul og stejle.

SOM VANLIGT er den nu foreliggende Tvind-sag en speget affære. For at begrænse Tvind-systemets udnyttelse af at lade de ansatte indbetale størstedelen af deres løn – med fuldt skattefradrag – i den fælles Tvind-fond satte Folketinget i 1986 den fradragsberettigede fondsindbetaling til højst 15 procent af lønnen. Samtidig blev det bestemt, at en sådan fond kun måtte foretage udbetalinger til »humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet«.
Hvad gjorde Tvind så? Ho ho. Det stiftede fluks »Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet«. Stik den, snedigpetere!
Det er dét, myndighederne nu prøver at gøre. Deres mistanke går på, at Tvind-fonden for de ædle formål har udbetalt i alt 75 millioner kroner til formål, der slet ikke var ædle, men var Tvinds egne forretninger
i forklædning. Så har hverken indbetalingerne eller fondspengene været skattefri. Og så kan de ansvarlige klynges op på skattesvindel og mandatsvig. Det tekniske »mandatsvig« betyder, at fondsstyrelsen har brugt sit mandat – sin handleret – til andre formål end fondens lovlige.

DET BESVÆRLIGE ligger i beviset for, at pengene ikke er gået til de ædle formål. De er udbetalt til fromtlydende foretagender – måske i en eller anden udstrækning kontrolleret af Tvind selv – og anvendt på eksotiske lokaliteter, angiveligt til blandt andet biogas i Polynesien, tropisk landbrug i Malaysia og bæredygtigt skovbrug i Brasilien. Det sidstnævnte projekt har en ekspedition af skattefolk fra Holstebro været ovre i junglelandet for at granske. Man ser det levende for sig: »Er denne træstamme nu bæredygtig eller ej?« Hvis en straffesag kommer for dommeren i Vestjylland, skal han og hans domsmænd så også flakke den ganske verden rundt på besigtigelser? God tur!
Muntert nok kommer stormløbet på Tvind samtidig med, at dagbladet Politiken i går kunne meddele, at danske virksomheder er løbet med langt de fleste af de 190 millioner, som det statslige Danida har brugt i et forsøg på at sætte gang i Sydafrikas sorte erhvervsliv. Forvent dog ingen razziaer i den anledning.
Den danske bjergsomhed er Tvind en særlig variant af. Retten vil afgøre, om varianten er så meget anderledes, at det ligefrem kan føre til dom.

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu