Læsetid: 3 min.

Tvind-tragedien

20. marts 1997

FÆMOMENET TVIND har på adskillige måder udviklet sig i tragisk retning, siden den første rejsende højskole i 1970 blev grundlagt på smukke idéer om forening af håndens og åndens arbejde og undervisning i virkelighedens vidtstrakte verden.
Op gennem det stadig voksende skolesamvirkes historie dukkede i '70-erne og '80-erne uhyggeligt mange beretninger frem om, hvordan elevernes og lærernes fællesskab reelt førte til nådesløs undertrykkelse af den enkelte, og om hvordan den postulerede lighed dækkede over et manipulerende fåmandsvælde. Beretninger, som Tvind-skolerne aldrig har formået på troværdig vis at vaske af sig, fordi ingen af skolerne nogensinde har villet stå åbent frem og indrømme en fejl eller offentligt har villet fortælle om en kursændring.
Noget af det mest uhyggelige ved Tvind er dog, at tragedien så at sige har smittet og har fået Folketinget, regeringen som helhed og undervisningsminister Ole Vig Jensen i særdeleshed til at handle på måder, som er meget lidt smukke - for ikke at sige direkte grimme - i et land, der vil kalde sig et demokratisk retssamfund.

SÆRLOVEN FRA sidste år er således, hvad der flere gange er gjort opmærksom på på denne plads, en skamplet på det parlametnariske styre med sin sammenblanding af lovgivende, dømmende og udøvende magt og med sin blokering af, at de gamle Tvind-skoler kunne få prøvet deres ret til tilskud ved domstolene.
Med tirsdagens afslag på tilskud til de 24 nye skoler i de gamle Tvind-skolers bygninger, har Ole Vig Jensen fulgt linien fra sidste år konsekvent. Hvilket også er noget af det pæneste, man kan sige om den sag.
Fremfor at være båret af nøgterne saglige overvejelser synes afgørelsen mere båret af ren politisk og følelsesmæssig modvilje mod ånden fra Tvind. Som var der tale om en nævefuld dollars og det endelige opgør mellem to parter i en strid, hvis årsag ingen længere kan huske. Måske er dette land vitterlig for lille til at rumme både Amdi og Ole Vig.
Sidstnævnte trækker godt nok Kammeradvokaten frem i forreste linie og citerer ham for at ministeren "bør meddele afslag på de indkomne ansøgninger". Men selv om Kammeradvokaten er en fremragende jurist, er han dog kun et menneske og intet guddommeligt orakel, der kan fritage ministeren for selv at foretage et lovmæssigt skøn. Vi så Kammeradvokaten tage fejl i sagen om AMBI'en, og det kan vel ikke udelukkes, at han også kan gøre det i forhold til Amdi.

DEN UBEHAGELIGE fornemmelse af, at undervisningsministeren er drevet af andet end søgen efter sandhed og retfærdige afgørelser, kommer sig af, at ministeren helt har fravalgt at tage hensyn til skolernes seneste handlinger.
Som bekendt udbad ministeriet sig i en høringsrunde kommentarer til, at de gamle Tvindlæreres organisation Lærergruppen havde flertal i alle de 24 nye skolers bestyrelser, og til at skolerne købte bygninger af det gamle skolesamvirkes fonde Fælleseje og Estate på for skolerne meget ufavorable vilkår.
Det havde samme virkning på skolerne, som når man stikker en pind i en myretue. Øjeblikkelig og hektisk aktivitet. I løbet af få dage trak så godt som alle Lærergruppe-medlemmer sig ud af bestyrelserne, og salgsaftalerne med Fælleseje og Estate blev genforhandlet.

NU SKULLE man tro, at Ole Vig Jensen blev glad. Skolerne havde jo rettet sig efter hans kritik og skåret båndene imellem sig over. Kun på ét punkt ville hverken de første eller næste bestyrelser for de nye skoler bøje sig for ministerens ønsker.
Bestyrelserne accepterede fortsat, at alle skolernes forstandere forblev tilknyttet Lærergruppen. Hvilket vel heller ikke - før det modsatte er bevist - kan betragtes som mere odiøst end om de fordrev fritiden i Frimurerordenen eller en anden legal loge.
Men se om Ole Vig vil acceptere, at han har sejret ved at få Lærergruppen ud af bestyrelserne og større økonomisk frihed for de nye skoler.
De kan først få tilskud, hvis ombudsmanden - som flere skoler allerede har klaget til - eller en domstol tvinger ministeren til at åbne pengekassen. Hvilket sandsynligvis vil tage så lang tid, at skolerne vil være gået bankerot længe inden.
Med en sjælden set standhaftighed vil ministeren altså fuldstændig udrydde ånden fra Tvind. Borte skal tage Amdi og al hans væsen; om det så skal ske med en administrativ praksis, der hører mere hjemme i et samfundssystem modelleret over det gamle skolesamvirke Tvind end i det demokrati, der oprindelig har
fostret undervisningsminister Ole Vig Jensen. Historien om Tvind har så sandelig udviklet sig tragisk på flere måder.

PerH (Per Henrik Hansen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her