Læsetid: 3 min.

Tvivlsomme spanske myter

13. maj 2005

Blandt spanske Franco-nostalgikere kan man møde den påstand, at Picassos berømte Guernica-maleri slet ikke skildrer det tyske flyvevåbens bombardement af byen i 1937, men tværtimod forestiller en klassisk scene fra en tyrefægtning.

Fortolkningen støttes ikke af de tilgængelige beretninger om værkets tilblivelse; men ved at slå på, at alle har ret til at danne sig et eget indtryk af billedet, bliver nostalgikerne fri for at forholde sig til de besværlige kendsgerninger.

Det er nogenlunde samme fremgangsmåde den spanske historiker Pío Moa i et interview med Bjarke Møller i Information den 7.-8. maj benytter i sit korstog mod venstrefløjens påståede myte om, at højrefløjen bærer hovedansvaret for udbruddet af Den Spanske Borgerkrig 1936-1939.

Uden at blive stillet et eneste kritisk spørgsmål fremfører Pío Moa sine synspunkter på et både overfladisk og forkert grundlag.

For det første mener han, at borgerkrigens årsag skal findes i arbejderpartiernes forskellige planer om at tage magten i årene 1932-1934, men han beskæftiger sig ikke med årsagerne hertil.

For det andet hævder Pío Moa at gå nye veje ved at benytte venstrefløjens egne kilder til at dokumentere dens hovedansvar for krigsudbruddet.

Kendt viden

Pío Moa fortæller ikke, at der i de senere år er udgivet adskillige veldokumenterede fremstillinger om bl.a. den socialistiske bevægelse i den urolige periode op til borgerkrigens udbrud.

Han opstiller således en falsk modsætning, når han hævder at være den første, som viser, at de spanske socialister stræbte efter en revolutionær omvæltning i oktober 1934.

Dette er allerede påvist af flere historikere, som Santos Juliá, på grundlag af materiale fra de spanske socialisters eget arkiv Fundación Pablo Iglésias i Madrid.

Problemet med Pío Moas udlægning af begivenhederne er ydermere, at striden om socialisternes ansvar for Den Spanske Borgerkrig kommer til at flagre frit i luften. For ved at gøre krigsudbruddet til en overfladisk diskussion om, hvilken side i konflikten, der var værst, ser han bort fra krigens reelle årsager.

Ofre i tusindvis

Det er veldokumenteret, at de fleste spaniere i 1930'erne levede på landet under forfærdende forhold.

I nord var de små jordlodder urentable, og på de feudale godser i syden var sæsonarbejdsløsheden enorm. Kirken, godsejerne og militæret havde i årtier hindret gennemførelsen af de nødvendige jordreformer.

Den Anden Republik, som udråbtes i 1931, låstes i en konflikt mellem denne modvilje mod at afgive privilegier og arbejdernes krav om radikale forandringer. Der var derfor en årsag til de folkelige opstande og kupforsøg i årene 1932-1934, som opregnes i forbindelse med interviewet med Pío Moa.

I store dele af Spanien udløste borgerkrigen en omfattende social revolution, og det var ikke lige kønt, hvad der fulgte i dens kølvand. Ofrene for den revolutionære terror skal tælles i titusinder.

Både disse myrderier og senere Kominterns overgreb på politiske modstandere har gennem de seneste tiår været genstand for indgående studier. Ikke mindst har åbningen af de tidligere sovjetiske arkiver i begyndelsen af 1990'erne givet forskningen nye muligheder. Det er således en tilsløring af kendsgerninger, når interviewet med Pío Moa afsluttes med en påstand om, at man ofte glemmer ofrene for kommunisternes politik i Spanien.

Naturligvis bør man aldrig afvise behovet for yderligere forskning. Blot er det meget bekvemt for Pío Moa at reducere de grundlæggende problemer i det spanske samfund til en polemisk påstand om, at venstrefløjen ikke vil vedkende sig ansvaret for borgerkrigens udbrud.

Derved kan alle indvendinger mod Pío Moas argumentation affejes med, at de er et udtryk for venstrefløjens evindelige fordrejninger og postulater. Og derved undgår man en åben udveksling af synspunkter, som kunne føre ny og nyttig viden med sig. På denne måde bryder man ikke myter. Man holder dem i live.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu