De afsluttende forhandlinger om lovstoffet til strukturreformen går nu ind i sin sidste fase, og alt tyder på, at oppositionen kun opnår minimal - hvis overhovedet nogen - indflydelse på den reform, der er kaldt den mest omfattende i flere generationer.
Mens landets kommuner netop er blevet færdige med beslutninger om sammenlægninger, hersker der fortsat forvirring og mistillid mellem aktørerne på Christiansborg, når det kommer til opgavefordelingen og placering af ansvar i den offentlige sektor. Med gensidige beskyldninger om lurepasseri og mangel på reel forligsvilje ender de politiske forhandlinger efter alt at dømme i samme betændte klima, som har præget processen igennem mere end et år.
Fra lokalt plan i amter og kommuner og fra eksperthold har det ikke skortet på opfordringer til, at der blev skabt et bredt flertal bag strukturreformen. Bred politisk opbakning ville styrke både implementeringen af de mange lovforslag og holdbarheden af den omfattende fornyelse af den offentlige sektor.
Alligevel tegner det til, at oppositionens indflydelse bliver minimal, og skal man tro vurderinger internt i partierne, skyldes det en række forhold:
Både regeringen og Socialdemokraterne var i første halvdel af 2004 usikre på hinanden og spørgsmålet om, hvorvidt det var værd at satse på et bredt forlig. Socialdemokraterne var delte i holdningerne til, om strukturreformen repræsenterede et ideologisk skæmmebillede, som partiet op mod folketingsvalget hellere ville stå udenfor frem for at få del i. Regeringen satsede for sin part stort: Enten ville man gennemføre den omdiskuterede reform alene med Dansk Folkeparti. Eller også var håbet, at presset fra dele af det socialdemokratiske kommunale bagland blev så stærkt, at Socialdemokraterne på Christiansborg ville æde deres modstand mod især nedlæggelsen af amterne. Sagde Socialdemokraterne nej, skulle de udstilles som handlingslammede og sure under Mogens Lykketofts ledelse.
Den dag i dag er der uenighed om historieskrivningen om, hvorfor forhandlingerne brød endeligt sammen i forsommeren 2004 mellem regeringen, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Men én udlægning er, at Dansk Folkepartis hurtige melding til offentligheden om, at DF var parat til at acceptere reformen i virkeligheden blokerede for et bredt forlig: Uanset, om regeringen på et tidspunkt måtte have haft reelle ønsker om at få flere partier med, ville den efter Dansk Folkepartis levering af et flertal have svært ved at forandre grundlæggende i sit eget udspil.
DF trækker i trådene
Samme nøglerolle har Dansk Folkeparti spillet i de seneste ugers slutfase om selve lovforslagene, som Socialdemokraterne og de radikale uden større held har søgt indflydelse på. Regeringens støtteparti vil ikke acceptere, at Socialdemokraterne i sidste øjeblik får indrømmelser. I DF er holdningen, at Socialdemokraterne må acceptere det, der ligger - eller stå uden for.
Da Socialdemokraterne torsdag morgen måtte konstatere, at der ikke bliver en større aftale inden for miljøområdet, fremhævede miljøordfører Pernille Blach Hansen således også DF's magt.
"Min klare opfattelse er, at miljøministeren er bastet og bundet af Dansk Folkeparti og reelt ingen mulighed har for at bevæge sig," sagde hun til Ritzaus Bureau.
Mistroisk stemning
Heller ikke på skatteområdet eller det sociale område er der udsigt til, at oppositionen får større indflydelse. Partierne har ikke kunnet få vished for de økonomiske konsekvenser af reformen - ej heller kravene om jobsikkerhed for de hundredetusinder ansatte, der berøres af reformen, tegner til at blive imødekommet.
Et særskilt problem, som flere kilder i oppositionen fremhæver, er indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens ageren. Det er kutyme, at forhandlingspartnere opnår en vis fortrolighed og fælles forståelse under langstrakte forhandlinger om væsentlige emner. Men Venstres næstformand har ikke formået at skabe holdånd eller tillid. Tværtimod har oppositionens forhandlere ofte siddet tilbage med fornemmelsen af skjulte dagsordener eller af, at der blev forhandlet på skrømt.
Endelig har der åbenbaret sig et taktisk spil omkring den nye socialdemokratiske ledelse. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) brugte regeringens Marienborgmøde for nyligt og sit ugentlige tirsdagspressemøde til at så tvivl om lederegenskaberne hos den nye socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt. Der er, fastslog Fogh, "megen usikkerhed om viljen og evnen til at indgå aftaler," efter at de to partiformænd fra Socialdemokraterne og de radikale havde sendt et fælles klagebrev over manglen på vilje hos regeringen - samtidig med, at en delaftale på skatteområdet var ved at falde på plads.
Også Lars Løkke Rasmussen har ironiseret over, at det socialdemokratiske ledelsesskifte tilsyneladende skulle gøre Socialdemokraterne mere interesseret i at få indflydelse på reformen i 11. time:
"Jeg er ked af det, men regeringen ruller altså ikke den største reform i mands minde et halvt år tilbage, fordi Socialdemokraterne har skiftet formand," lød det fra indenrigsministeren.
Ved at afvise indflydelse til flere partier risikerer regeringen, at den står helt alene med ansvaret, den dag eventuelle ubehageligheder viser sig i kølvandet på den store reform: Bliver der oprør og usikkerhed blandt de offentligt ansatte, kommer autister og andre handikappede i klemme i kommunale besparelser, får drikkevandet en dårligere kvalitet, eller mangler der midler til at højne sygehusbehandlingen - ja, så vil oppositionen kunne køre på, at regeringen sad dens advarsler overhørig.
Ingen begejstring
Over for denne risiko står imidlertid regeringens behov for at tækkes Dansk Folkeparti - og for at svække den nye socialdemokratiske leder, der generelt er kommet godt fra start.
Taktik eller ej - blandt praktikerne i amter og kommuner er begejstringen for Christiansborg-processen til at overse.
Venstres formand for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard, vil ikke kommentere, hvorvidt parterne har gjort nok for at mødes, men siger:
"Det her er for stort et projekt til, at det skal være led i et politisk spil. Jeg havde gerne set, at et meget bredt flertal i Folketinget stod bag reformen. Jeg kan være nervøs for, om man er nok ydmyg overfor, hvor kompliceret overgangen til den ny struktur er. Det er en proces, som berører mange brugere og mange ansatte, og det kræver respekt fra de forskellige niveauer," siger Kristian Ebbensgaard.
Går noget galt som følge af strukturreformen, er det vanskeligt at forudse reaktionen hos vælgerkorpset, vurderer Ulrik Kjær, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Det hænger primært sammen med to forhold: Det ene er, at det står uklart for den brede del af befolkningen, hvorfor regeringen og opposition ikke kan finde sammen. Det er forsat uenighed om, hvor store uenighederne er, og hvem der bærer hovedansvaret for de manglende forligsmuligheder. Det andet er, at socialdemokratiske borgmestre og regionspolitikere kan få lokal succes med at implementere reformen - trods modstand fra Christiansborg-niveau.
"Det kan være vanskeligt for den enkelte vælger at placere skyld og ansvar. I udgangspunktet var der ikke mange, der syntes, at det her egnede sig til et smalt forlig. Et bredt forlig havde været at foretrække. Men den part, der måtte have skylden, vil ikke blive straffet. For vælgerne kan ikke rigtig gennemskue det," siger Ulrik Kjær:
"Jeg mener, det er kritisk, at det her bagefter står så uklart, hvorfor forhandlingerne brød sammen. Problemet er, at der ikke findes et nogenlunde sandt svar, man er enige om - om de politiske begrundelser for, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre."
