Læsetid: 7 min.

Typiske skandinaviske symptomer

Succesen ruller for Mikael Simpson. Den kom på det helt rigtige tidspunkt, og det overbeviser ham om, at der er et eller andet, der passer på ham et eller andet sted. Han gør det nemlig ikke selv
2. marts 2007

Interview

Mikael Simpson hader skattevæsenet. Han hader Amagerbanken. Ribers. Og advokatfirmaet i Taastrup, der bliver ved med at sende rykkere. Men mest af alt hader han afmagten.

"Jeg er bange for, at de alle sammen lige pludselig kan tage det hele fra mig igen," siger han. Nu har Mikael Simpson nemlig noget at miste. Siden han vandt musikkritikernes pris Steppeulven som Årets Håb, har det kun gået fremad. De fire plader Os 2 plus lidt ro, De Ti Skud, Udtag og meget triste radiomix og senest Stille og Uroligt kom ind fra siden og lagde samtlige danske anmeldere ned. Og har givet Mikael Simpson status som et fænomen i dansk musik. Lørdag er han nomineret i hele syv kategorier ved Danish Music Awards.

Der er skabt en fortælling om ham. Det er ham, der lever om natten. Ham, der har skrevet samtlige sine sange i sit soveværelse, mens resten af verden faktisk sov i deres.

"Det skal jeg også til at stoppe med det dér," at skrive alle sangene hjemme i lejligheden, mener han:

"Det er begrænset, hvor længe man kan koge suppe på det. Det har været svært for mig at træde ud af den rolle. Folk har det bedst med at putte ting i kasser, og andre begynder at planlægge efter det. Der er ingen, der ringer til mig før klokken 14. Det tør de ikke. På den måde er det sjovt, at skattevæsnet ikke vil trække min computer fra i skat, når jeg sådan er landskendt for at sidde alene om natten med min computer og arbejde," siger han, men fastslår: "men jeg er jo ikke sådan en, der går rundt og har det ad helvede til hele tiden. Jeg er for eksempel meget interesseret i klassisk kormusik og dyrevelfærd. Men det er der ikke rigtig nogen, der spørger om."

Fællesskabet

Men det er også mest tristessen, man forbinder med Mikael Simpson. De hudløst ærlige sange, der er lige så nøgne som de hvide vægge i et soveværelse. Et rum, hvor man kan lukke sig inde med sine egne tanker.

"Det er ikke min smerte, folk skal høre. De skulle jo gerne fungere som en ramme for folk, så de kan lægge deres egne fortolkninger ind."

Det er ikke med vilje, at han er blevet en ensomhedsformidler. Sådan er det bare blevet. I virkeligheden har han altid godt kunne tænke sig at være en del af fællesskabet.

"Jeg ville utroligt gerne være med på Krøniken, eller måske Forbrydelsen. Den dér følelse af at være en del af et fællesskab, hvor man mødes på en arbejdsplads dagen efter og siger til hinanden 'Så du Forbrydelsen i går?' Den følelse har jeg aldrig haft. Indtil tsunamien."

Han var i Thailand, da vandmasserne skyllede ind og udslettede tusindevis af mennesker. Og da han var vendt hjem, arrangerede han en Støt Asien-koncert i KB-hallen.

"Det er første gang, jeg har taget initiativ til noget, hvor folk bare var med." Første gang han ikke lod afmagten have overtaget. I en periode havde han ellers helt givet op.

"Det var ikke noget, jeg tænkte så meget over, men jeg havde bare ikke lyst til at gå ud. Vennerne kom og bankede på og var bekymrede, men jeg orkede ingenting."

Musikken hjalp. Han fik afløb for alle frustrationerne ved at skrive. Han har også været hos de professionelle, som han kalder dem. Men det der med at snakke fungerer ikke rigtig for ham.

"I virkeligheden er det jo et typisk skandinavisk symptom. Alle går jo rundt og er angste og vinterdeprimerede. Der er ikke noget specielt ved mig. Men det troede jeg på et tidspunkt. Jeg troede, at jeg var blevet sindssyg. Men så opdagede jeg, at det var resten af verden også. Vi er jo alle sammen sindssyge. Fuck terrorberedskabet - det er jo psykologisk, at vi sætter os selv i en situation, hvor alt er så højspændt."

Offerrollen

Han gider ikke være offer mere, og han gider ikke, at det skal lyde som om, at han er den lidende kunstner.

"Jeg har ikke det dér program, der gør, at man ikke går overfor rødt. Jeg har været ude over strengen og endte på psykiatrisk afdeling. Men hvor er det typisk dansk! Vi får at vide gang på gang, at vi skal holde op med at drikke og ryge. Det er usundt, og vi dør af det, men vi gør det jo alligevel."

Man kan spørge sig selv, hvorfor han bliver ved med at være bange. Han er en rimelig etableret kunstner efterhånden, og vandt endda årets P3 pris, hvor der følger 100.000 kroner med. Alle er vel overbeviste om, at Mikael Simpson er kommet for at blive. Alle undtagen ham selv.

"Jeg har set, hvor hurtigt det kan vende. Både for min familie og for mig selv. Lige pludselig kan det hele være væk," siger han og har tydeligvis ikke lyst til at uddybe.

Men de priser, hvor der fulgte en sum med, er kommet på de helt rigtige tidspunkter, og når han har set på sin konto, hvor der den ene dag stod 400 kroner og den næste 100.400 kroner, så begynder han at tro på, at der er noget, der passer på ham et eller andet sted.

En drivkraft

Men det pres, noget så banalt som skattevæsnet kan lægge på én, kan faktisk vendes til noget positivt.

"Der ligger en enorm drivkraft i, at andre forsøger at holde dig nede. Og at du konstant kæmper for at holde dig ovenpå."

Han er taknemmelig for, at han i det mindste har en kanal, hvor han kan komme ud med det.

"Jeg er meget god til at sætte ord på mine følelser, og det gør jeg ikke mindst igennem musikken. Det virker ikke for mig at snakke om det. Men dér, hvor jeg kommer til kort, er, når der går en stor muslimsk mand rundt på ryggen af mig."

Massagen er en form for kropsterapi, og den er en af hovedårsagerne til, at Mikael Simpson igen og igen tager til Thailand. Han er netop vendt hjem fra en tur på 40 dage. Det er tiltrængt efter at være gået fra studie til presse, til koncertsale i forbindelse med en ny plade.

"Det er jo et enormt maskineri, der er i gang, når vi er på turné. Jeg driver praktisk talt en virksomhed med 10 ansatte. Jeg er blevet nødt til at få dankort," siger han - helt overrasket over sig selv. Det er et af de der personlige dankort. Med et billede af Mikael Simpson, der står på en strand.

"Det er jeg simpelthen blevet nødt til at få, fordi der er så meget praktisk," siger han. Men nu slipper han snart for det. Over sommeren skal han turnere med vennen Trentemøller, der har stor succes med pladen The Last Resort.

"Så skal jeg bare stå i baggrunden med en kasket på hovedet og min guitar og udelukkende koncentrere mig om musikken. Det bliver meget sundt for mig."

Det er ikke fordi, han gerne vil væk fra det andet. Men han forestiller sig bare, at det bliver meget rart, at det er en anden, der skal finde dankortet frem hele tiden. Og helt ærligt, så glæder han sig også til at gå rundt på nogle udenlandske festivaler uden at blive genkendt

"Jeg får alt for meget skærm. Jeg længes efter et sted, hvor der er nul skærm. Jeg kan godt blive lidt aggressiv af det. Men efter at jeg er blevet en kendt person, har jeg egentlig mere tænk over, hvordan det påvirker andre. Jeg synes, jeg har formået at blive det på min egen måde, så jeg har haft kontrol over det, og det er sket gradvist. Men hvad med dem, det sker for i løbet af en uge? Det kan ikke være sundt."

Mikael Simpson siger nej til meget. Han sorterer i det. Han gider ikke spille til alt. For eksempel blev han bedt om at spille sangen Vi 2 i Go'morgen Danmark, da han havde vundet en Steppeluv for den. "Det kan jeg da ikke. Alt det der skal til for at levere sådan en sang ordentligt, kan jeg ikke bare finde frem dér klokken otte om morgenen med Line Baun Danielsens krop siddende i sofaen foran mig. Jeg vil godt komme i morgen-tv, men jeg vil ikke spille den sang."

Alt det skærm bliver det rart at slippe væk fra i en periode. Det bliver rent ud sagt en befrielse at komme med Trentemøller.

Og så har han heller ikke rigtig fået skrevet noget for nylig.

"Lige nu aner jeg ikke, om jeg laver en plade mere," siger han.

"Jeg kan jo ikke bare skrive om at have fået dankort eller om at bygge nyt køkken. Der skal ligesom være nogle betragtninger i livet, der vækker mig."

Han har godt nok haft guitaren fremme, mens han var i Thailand. Og det er længe siden, den har hængt dér på ryggen af ham. Det plejer jo at være laptoppen, der følger ham. Men nu er guitaren med. Ikke at han forestiller sig, at han skal lave en akustisk plade, men guitaren er en gammel ven, og det er også den, han skal koncentrere sig om i år. Og han glæder sig helt enormt til at skulle følge med Trentemøller. Han er kommet ud af det lukkede rum, og det virker ikke som om, han har lyst til at vende tilbage. Men hvad så med alle de dér frustrationer og følelser han fik afløb for foran laptoppen i soveværelset? Hvad skal der nu ske med dem? Han tænker tydeligvis over det og siger så:

"Det sidste jeg kunne tænke mig at gøre, var at blive ved med det her bare for at bevare en eller anden mental tilstand."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her