Læsetid: 3 min.

Tyregalninge til fiesta

9. juli 2005

PAMPLONA – Hver morgen på slaget otte venter hundredevis af mænd og enkelte overmodige kvinder – alle som traditionen byder klædt helt i hvidt med rød halsklud og rødt skærf – trippende spændte på at blive jaget vildt, når signalet gjalder.
Buum!, lyder kanonen et sted over Pamplonas tage. Det er ensbetydende med at seks fnysende, muskelsvulmende ungtyre lukkes ud af folden i den ene ende af den gamle bydel. Med hornene sænkede styrter de gennem de afspærrede gyder lige i hælene på den bølgende flod af mennesker med angst og over-mod i blikket. De vender skrækslagne ansigtet bagud, mens benene hvirvler hen over de glatte brosten som trommestikker. Stemningen og adrenalinen koger – også flere etager over gadeniveau, for her hænger folk i klynger fra balkoner og vindueskarme.
Kald mig fej, men jeg ser til
fra en 3. sals balkon med ud- syn til tyrenes Formel 1 – for her venter alle også på blod! Løbsdeltagere skubber og hiver i hinanden for at komme ud af farezonen, der består af 12 spidse horn monteret på seks opgejlede sorte tyre.
De lokale ‘machos’ løber direkte mellem hornene – og kan kunsten at springe tilside uskadte. Andre snubler (sol-skoldede turister, naturligvis), og et gisp lyder fra balkonerne, da et af de tunge dyr træder på dem. Hvor gaden drejer, kan tyrene ikke stå fast – der går ren Bambi den. Tyrene foretager et harmonikasammenstød af kød – og en australsk ungersvend kommer under hele tre tyre og bliver mast – og ligger stille, dødstille.
Næste dag er hans brækkede nakke og perforerede lunge på forsiden af de lokale aviser i en ‘resultatgrafik’. Den opremser også andres skader som en 25 cm lårflænge, hjernerystelse, en brækket ankel, ja fortsæt selv.
Dette gungrende pulspumpende løb varer faktisk kun tre minutter, for når tyrene kl. 8.o3 er nået frem til i tyrefægterarenaens indre, er det ovre. Så er der dømt druk og fest, indtil tyrene må lade livet i rituel koreografi i en ægte corrida kl. 18.3o.
Dette ritual foregår syv morgener i træk ad samme lukkede rute hvert år fra den 6.-14. juli – en 2o4 timers lang fest, der fejrer den baskiske bys helgen Sankt Fermin.
Ernest Hemingway gjorde denne fiesta verdenskendt i bogen Solen går sin gang fra 2o’erne, og hans hotel, La Perla, oser stadig af tilbagelænet luksus på Plaza Mayor. Dramatikeren Arthur Miller var her 1997 og sagde: »Det mest fantastiske ved det her, er, at det er dyrene, der jager mennesket og ikke omvendt«.
Fiestaen drager således magnetisk angelsaksere til, ikke mindst australiere og amerikanere. De fylder meget og kommer oftest til skade. Måske påvirket af de lokale bizarre drinks: bitter slåenbrændevin og rødvin mikset med cola! Desuden titusinder af flasker cava, champagnens spanske søster. Maden er tung af olivenolie for at holde alkoholindtaget i ave.
Tyrefægtningen på arenaen hver aften minder om landskampstemning, men langt mere anarkistisk, da tilskuerne har festet stygt siden den årle morgen. De medbragte lune retter nydes, mens seks tyre får spyd og den en meter lange dødbringende ‘puntilla’ ned i nakkehvirvlerne, så mørkt skummende blod vælter ud af mund og næse på tyren – inden den dejser. Det er dyremishandling til maden, men publikum er skånelsesløst kritisk, hvis ikke matadoren dræber tyren i ét hug. De buher og kaster deres siddepuder i arenaen efter ham.
San Fermin-festen kan varmt anbefales, men husk: Falder du under løbet, rul om på maven, hold armene om hovedet og lig helt stille – til tyrene er væk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu