Læsetid: 3 min.

Tyrkiet føler sig ladt i stikken i terrorkamp

Erdogans dramatiske afrejse fra København var en protest mod, hvad han ser som en slap EU-holdning til terrorisme. Hjemme i Tyrkiet truer en væbnet opstand
17. november 2005

Terrorismen er tilbage i Tyrkiet. Den kurdiske terrororganisation PKK har indledt en ny runde angreb i Østtyrkiet, og i resten af landet følges udviklingen med stor ængstelse. Kløften mellem Danmark og Tyrkiet handler derfor om mere end to forskellige opfattelser af begrebet ytringsfrihed.

Den handler også om, at tyrkerne føler sig isoleret i kampen mod terrorisme, og at den hjælp, landet beder om fra Europa, kun kommer nølende eller slet ikke.

Da den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan tirsdag forlod et pressemøde med Anders Fogh Rasmussen i vrede over en kurdisk journalists tilstedeværelse, bestyrkede det mange danske iagttageres opfattelse af et fundamentalt forkert demokratisyn i Tyrkiet. Et syn, der gør landet uegnet som fremtidigt medlem af EU.

En ministerpræsident på flugt fra en enlig kvindelig journalist ser bare ikke godt ud på tv. Og når statsminister Anders Fogh Rasmussen efterfølgende kunne stå ved siden af Erdogans tomme talerstol og tale om, at han under ingen omstændigheder vil gå på kompromis med ytrings- og pressefriheden, så var få i tvivl om, at det var en mand med udemokratisk sindelag, der med fuld politieskorte havde sat kurs mod lufthavnen.

Helt så enkelt er det ikke i Tyrkiet, og Erdogan blev da også modtaget som en helt af selv tyrkiske fuldblodsdemokrater.

Standhaftig helt hjemme

Med tyrkiske øjne havde ministerpræsidenten taget skarpt afstand fra endnu en opvisning i europæisk slaphed over for terrorister. I årevis har Tyrkiet krævet, at det kurdiske arbejderparti, PKK, af EU skulle stemples som en terrororganisation, men først i 2002, da terror for alvor kom på Vestens dagsorden, blev kravet opfyldt. Alligevel, mener tyrkerne, er EU-landene heriblandt Danmark ikke klar til at tage skridtet fuldt ud og lukke de informationskanaler PKK bruger, såsom angiveligt ROJ-tv, der var mål for Erdogans vrede. Stationen er del af et medie-konglomerat, der sender fra København på kurdisk til det mellemøstlige område.

Den opfattelse styrkes af, at koalitionsstyrkerne i Irak på den ene side ikke vil tillade, at den tyrkiske hær rykker over grænsen til de kurdiske områder i Nordirak, hvor PKK menes at have baser, og på den anden side nægter selv at gøre noget ved dem.

Resultatet er, at PKK efter flere års ensidig våbenhvile er begyndt at operere i det østlige Tyrkiet. De angreb har allerede kostet flere tyrkiske militær- og politifolk livet, og alene i tirsdags blev tre tyrkiske soldater dræbt, da deres bil blev ramt af en fjernstyret landmine.

Da krigen mellem den tyrkiske stat og PKK rasede i 1980'erne og -90'erne kostede det omkring 30.000 mennesker livet. PKK var bestemt ikke alene om slå dem alle ihjel, men en tilbagevenden til noget, der bare ligner den tid, vil være en national katastrofe for Tyrkiet - ikke mindst for landets optagelsesforhandlinger med EU.

Oprør i gang i øst

Lige præcis i denne uge er det kurdiske spørgsmål allerede genstand for en meget følsom debat i Tyrkiet. Efter et mislykket bombeangreb nær grænsen til Irak har der været voldsomme uroligheder i den fjerneste del af Tyrkiet. Det lykkedes i sidste uge en gruppe borgere i byen Semdinli på fersk gerning at pågribe bombemanden, der tilsyneladende tilhører de statslige, paramilitære gendarmer.

Det er naturligvis et kæmpe problem for Erdogan-regeringen. Ikke fordi nogen mistænker ham eller hans parti for at stå bag det mislykkede angreb, men fordi det vidner om, at der i statsapparatet er kræfter, der er så meget imod Erdogans tilnærmelser mod EU, at de er villige til at fremprovokere et oprør i sydøst for at true ministerpræsidenten og ødelægge forholdet til Europa. Flere demonstranter i protest mod episoden er siden blevet dræbt eller såret i kampe mod politiet. Hvis angrebet derimod var lykkedes, havde PKK rutinemæssigt fået skylden, og så kunne de igangværende træfninger mellem PKK og staten få endnu mere fart.

For at tilfredsstille den del af sit bagland, der allerede synes, han er gået for vidt i forhold til at give kurderne (meget begrænset) ret til at bruge deres sprog i medier og undervisning, var Erdogan nødt til at sende et umisforståeligt signal.

Det blev sendt fra København, og det blev vel modtaget i Tyrkiet. Glemt er, at Erdogan og andre tyrkiske topfolk tidligere har været i direkte og fredelig kontakt med eksilkurdiske medier, uden at det har ført til så dramatiske protester.

Tilbage står om ROJ-tv er støttet af PKK eller ej og om stationen i sine programmer opfordrer til væbnet kamp mod den tyrkiske stat. I Tyrkiet er svaret et entydigt ja. Dansk politi er endnu ikke nået til en afgørelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu