Hænger der en forbandelse over Tyrkiet? Hver gang landet er inde i en positiv udvikling, sker der et fatalt tilbageslag. Denne gang var det så mordet i fredags på Hrant Dink, avisredaktør, fredsforkæmper og en af Tyrkiets mest fremtrædende armeniere. Tyrkiet forsøger nu at rejse sig efter anslaget. Fordømmelser af mordet, fra regeringen til islamiske ledere til hæren, fylder medierne. Tusindvis af tyrkere marcherede gennem gaderne efter nedskydningen, idet de råbte "vi er alle armeniere - vi er alle Hrant Dink."
Tyrkiets fremtid som kommende EU-medlem står på spil. En ung mand, som tilstår at have trykket på aftrækkeren, er pågrebet, men der hersker ingen tvivl om, hvilken slags mennesker eller tankegang, der står bag drabet. Den formodede morder stod nationalistiske kredse nær og er, som før set ved politiske drab, under 18. Ikke alene ofrede tyrkisk politi ikke kræfter på at beskytte Hrant Dink - tvivlsomme love, tendentiøse retssager og et stigende nationalistisk hysteri skabte den lynchatmosfære, der gjorde den fredsommelige og stilfærdige Dink til 'offentlighedens fjende nr. et'.
Officielle historie er tabu
Hvad der i sidste instans ligger bag drabet på Dink, er Den Tyrkiske Republiks manglende selvopgør i forhold til 'det armenske spørgsmål' - anklagen imod dets forgængerstat, Osmannerriget, for i 1915 at have begået folkemord på 1,5 millioner armenske mænd, kvinder og børn.
Det officielle Tyrkiets linje er stadig fornægtelsens. Bestræbelser på at åbne arkiver og "overlade sagen til historikerne" har hidtil ikke ført til noget, til dels på grund af kompromisløsheden i store dele af den armenske diaspora, dels som følge af Tyrkiets indskrænkning af ytringsfriheden i sin straffelovs artikel 301 med dennes strafudmålinger for "at forhåne af tyrkiskhed". At diskutere de store udeladelser i Tyrkiets officielle historie er nu som før et tabu.
Det skyldes dog også, at tyrkerne, og med en vis ret, også ser sig selv som ofre. De kristne, europæiske magter har ikke gjort meget ud af beklage den 'etniske udrensning', de selv stod bag, da de frem til 1923 rullede det osmanniske riges grænser tilbage. I 1915 rasede Første Verdenskrig, og Tyrkiet var igen under angreb fra Rusland i øst og Storbritannien og Frankrig i vest. Den armenske ledelse tog åbenlyst parti for Tyrkiets fjender, dannede anti-osmanniske militser og krævede en egen stat på osmannisk territorium.
Tyrkiet frygter, at en erkendelse af og undskyldning for folkemordet vil udløse krav på dets land eller på beslaglagte armenske værdier. Tyrkiet har svært ved at fæstne lid til oprigtigheden i udenlandske parlamenter, der rask væk køber den armenske diasporas lobbybestræbelser på at få vedtaget folkemordserklæringer uden at lytte til den tyrkiske side.
En sådan erklæring ser ud til at skulle blive vedtaget i den amerikanske kongres i april. Politiske hensyn dikterer som så ofte historiens brug. Ville det franske parlament sidste år have gjort det strafbart at benægte et "folkemord" udført af tyrkere, hvis ikke ønsket om at holde Tyrkiet ude af EU havde været så fremherskende? Nogle armenieres maksimalistiske synspunkt om 'tyrkisk ondskab' blev endog kritiseret af Hrant Dink. Han skrev i en klumme, at den armenske diasporas energi var bedre brugt på at hjælpe det uafhængige Armenien i stedet for på at "lade hadet til tyrkerne forgifte deres blod".
Fejlcitat bag mordet
Men også Tyrkiet optræder uredeligt. Idiotisk nok var det samme avisklumme, der medførte, at Dink blev sigtet for at have overtrådt artikel 301 ved at kalde tyrkere "forgiftede". Fejlcitatet er netop, hvad morderen har henvist til som motiv over for politiet - alligevel er flere tyrkiske medier fortsat med at viderekolportere dette løgnagtige smæderi. Hvordan kan det være, at af alle de tyrkiske publicister, der er blevet tiltalt efter artikel 301, er kun Dink blevet idømt en fængselsstraf (seks måneder betinget)? Kommentatorerne forsøger at udtynde deres ansvar ved at kalde mordet for "en provokation" eller skyde skylden på "kræfter udefra".
Hverken tyrkere eller armeniere burde fortsætte på denne måde. Premierminister Erdogan, hvis regering var den første til at imødekomme Dinks elementære ønske om at få et tyrkisk pas, kunne forsøge sig med en generøs gestus. Han kunne f.eks. åbne grænsen til Armenien, der har været lukket siden først i 1990'erne. Han kunne tage skridt til en international konference, hvor Tyrkiet kunne argumentere for sin påstand, om at der ikke var tale om et centraliseret, systematisk forsøg på at udrydde det armenske folk.
Trods alt har Tyrkiet officielt erkendt, at 300.000 blev dræbt, ligesom de senere år har budt på modige tyrkiske romaner, film, udstillinger og akademiske konferencer om det armenske spørgsmål.
Det allerbedste ville være, hvis Erdogan afskaffede den ulyksalige artikel 301, som gør alle intellektuelle som Dink til skydeskiver for nationalistiske mordfantasier.
Desværre er der kun ringe sandsynlighed for, at noget af dette vil ske. Tyrkiet holder præsident- og parlamentsvalg i år, og ultranationalister udgør den primære udfordring for premierminister Erdogans centristiske, pro-islamiske AK-parti. Europa, hvis støtte er altafgørende for at udvirke reformer fra den tyrkiske regerings side, ser heller ikke ud til at rede til at forøge sin politiske kredit til Tyrkiet.
Derfor vil kløften mellem Tyrkiet og Europa efter alt at dømme vokse yderligere. Indadskuende nationalisme vil fortsætte med at plage Tyrkiet og ikke kun i dets tilgang til det armenske problem. Trods alt er Dinks mord kun et symptom på en vedvarende dårligdom, ikke dens årsag. Og dette er selvfølgelig grunden til, at Tyrkiets forbandelse bliver ved med at slå til med tragedier som dette mord.
Hugh Pope er tidligere Tyrkiet-korrespondent for Wall Street Journal. Han bor og arbejder i Istanbul
Oversat af Niels Ivar Larsen
