Læsetid: 6 min.

Tyrkiets dilemma

'Den tyrkiske republik er en demokratisk, sekulær og social retsstat', står der i landets forfatning. Men den islamiske AKP-flertalsregering har med mange lovændringer belønnet trofaste partimedlemmer og islamiske støtter. Det tyrkiske militær ser sig som 'sekularismes absolutte forsvar' og har nu givet AKP-regeringen det gule kort, og mere ned en million tyrkere er gået på gaden i protest
14. maj 2007

I indledningen til Tyrkiets forfatning fastslår: "-. som det sekulære princip forudsætter, skal der ikke være nogen form for indblanding fra hellige religiøse følelser i statens anliggender og politik".

Artikel 2 i forfatningen fastslår: "Den tyrkiske republik er en demokratisk, sekulær, social og retsstat".

I 1997 blev en koalitionsregering ledet af Necmettin Erbakan, leder af det islamiske Velfærdsparti, tvunget til at træde tilbage i et såkaldt 'blødt kup' støttet af det tyrkiske militær, og året efter blev partiet opløst af forfatnings- domstolen. Efterfølgende blev afgørelsen påklaget til Menneskerettighedsdomstolen under henvisning til Artikel 11's bestemmelse om foreningsfrihed. Imidlertid fandt domstolen, at Artikel 11 ikke var blevet overtrådt, og samtidig henviste dommen i sine præmisser til grundlaget for det europæiske demokrati.

Udgangspunktet er, at et demokrati ikke kan eksistere uden pluralisme, og det indebærer bl.a. friheden til at tro eller til ikke at tro og friheden til at udøve eller til ikke at udøve en religion. Derfor er oprettelsen af et politisk system baseret på sharia-lovgivning uforenelig med grundlæggende demokratiske principper. Et politisk parti, som har dette som formål, kan derfor næppe anses som en forening, der opfylder det demokratiske ideal, som danner grundlag for hele Konventionen.

Når det drejer sig om at forbyde et politisk parti, levner domstolen ikke ret meget spillerum til de kontraherende stater, og et parti må opfylde to kriterier for at bevæge sig indenfor Konventionens rammer. Det første er, at midlerne må være lovlige og demokratiske, og det andet er, at målet må være foreneligt med grundlæggende demokratiske principper.

Eftersom Velfærdspartiet havde som mål at erstatte Tyrkiets demokratiske og sekulære stat med en teokratisk stat baseret på sharia-lovgivning, og hvis nødvendigt, ved anvendelse af vold, anså Menneskerettighedsdomstolen Tyrkiet for at være berettiget til at opløse partiet.

Velfærdspartiets efterfølger, Dydens parti, blev ligeledes opløst i 2001, og derefter delte partiet sig i to fløje: SP (Lykkens Parti) under ledelsen af Recai Kutan, og AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) under ledelsen af Recep Tayyip Erdogan, der kom til magten i 2002. Hertil må det bemærkes, at AKP kom til magten med støtte fra kun en fjerdedel af vælgerbefolkningen og en tredjedel af de afgivne stemmer. Men på grund af det tyrkiske valgsystem sidder det nu på næsten to tredjedele af pladserne i parlamentet.

I de sidste fem år har AKP gennemgået en forvandling, som kan sammenlignes med Dansk Folkepartis forvandling til et respektabelt politisk parti, men fra tid til anden stikker den gamle retorik frem fra under de polerede demokratiske udtryk.

Erdogan betegner selv sit parti som "konservative demokrater", men modstanderne sætter et spørgsmålstegn ved hans oprigtighed. Som han bemærkede dengang han var Istanbuls borgmester: "Demokratiet er ligesom en sporvogn. Man kører med, indtil man når endestationen, og så stiger man af." Og siden AKP kom til magten, har der været en del spekulation om hvad endestationen er.

Partiets præsidentkandidat, udenrigsminister Abdullah Gül, var i 1995 næstformand for Velfærdspartiet, og i et interview med The Guardian erklærede han: "Det er enden på den republikanske periode. Det sekulære system har svigtet, og vi ønsker bestemt at ændre det." Han benægter han nogensinde har sagt sådan noget, men journalisten har bekræftet, at citatet er korrekt,

I samme år var Ömer Dincer, Tayyip Erdogans nuværende departementschef, mere specifik i et symposium holdt i Sivas. Dincer præciserede: "Det er på tide og absolut nødvendigt at erstatte alle de grundlæggende principper fremlagt ved den tyrkiske republiks begyndelse, såsom sekularisme, republikanisme, og nationalisme, med en struktur, der er mere nærdemokratisk, mere decentraliseret og mere muslimsk."

For et år siden beklagede det tyrkiske parlaments formand, Bülent Arinc, en AKP hardliner, sig over "et sultanat af institutioner, der regerer landet", og hermed henviste han til den bremsende indflydelse, som forfatningsdomstolen, statsrådet, det nationale sikkerhedsråd og andre nævn udøver. Samtidig opfordrede han til en omdefinering af det sekulære princip, der tager højde for befolkningens religiøse følelser.

Siden AKP-regeringen kom til magten, har der været et systematisk og ihærdigt forsøg på at erstatte de højere echeloner inden for statsadministration, uddannelses-systemet og retsvæsenet med trosfæller. Men disse forsøg er i et vist omfang blevet bremset af vetoer fra præsident Sezer, som indtil han blev valgt i 2000 var formanden for forfatningsdomstolen.

Et godt eksempel var regeringens forsøg sidste år på at få udnævnt den administrerende direktør for en islamisk bank til guvernøren af centralbanken. Men præsidenten betegnede kandidaten som "uhensigtsmæssig", og nedlagde veto. Det er derfor, at det er væsentligt for AKP at overtage præsidentposten for at undgå disse kurrer på tråden.

Kilden til en del konflikt mellem regeringen og den sekulære opposition har været forsøget på at få studerende fra imam-hatip skolerne (de religiøse højskoler) optaget på universiteterne på lige fod med studerende fra de almindelige højskoler.

Lige før AKP kom til magten, var der kun 63.000 studerende på disse skoler, men nu er tallet fordoblet. Tyrkiet har kun brug for 5.000 imamer, men imam-hatip skolerne udklækker 25.000 studerende om året, hvoraf næsten 80 procent ikke ønsker at være imamer. Hvis de derimod studerer andre fag end teologi, kan man uddanne fremtidens kadrer indenfor topadministrationen.

I 2004 forsøgte AKP at få vedtaget en højere uddannelseslov med dette formål, men da den blev bremset af præsidentens veto, førsøgte de igen rent administrativt med en bekendtgørelse fra undervisningsministeriet, men denne blev bremset af statsrådet.

I 2003 vedtog regeringen imod præsidentens veto en lov, der nedsatte pensionsalderen for offentlige ansatte fra 65 til 61. Den umiddelbare virkning af denne lov er, at der skal ansættes 4.000 nye dommere og offentlige anklagere.

Eftersom justitsministeren og hans departementschef er med i ansættelses- proceduren, har EU-Kommissionen kritiseret denne fremgangsmåde, da den mener, den underminerer retsvæsenets uafhængighed. Et udslag af denne situation har været regeringens forsøg på at blokere udnævnelsen af nye dommere til højesteretten og statsrådet, indtil præsidentvalget var overstået den 16. maj.

Justitsministeren er formand for ansættelsesnævnet, og bestemmer også dagsordenen. Departementschefen er et af nævnets syv medlemmer. Men da hverken ministeren eller hans departementschef deltog i møderne, lykkedes det regeringen at forhale afgørelsen i 10 måneder i håb om at kunne udnævne egne kandidater. Det var først da departementschefen blev meldt til den offentlige anklager, at nyansættelserne faldt på plads.

Der har også været voldsom kritik af AKP-regeringens ændringer til den offentlige licitationslov, som betyder at kontrakter indenfor energi, vand, transport og telekommunikationer holdes udenfor loven. Efterfølgende har disse lovændringer givet AKP rig mulighed for at belønne trofaste partimedlemmer og støttere.

Allerede sidste september advarede general Ilker Basbug, kommanderende for Tyrkiets landstyrker, om "overlagte, tålmodige og systematiske forsøg" på at erodere hvad den tyrkiske republik har opnået. Og den nye general- stabschef, Yasar Büyükanit tilføjede: "Der er en trussel fra islamisk fundamentalisme i Tyrkiet, og alle midler må tages i brug mod denne trussel."

Nu har det tyrkiske militær som " sekularismes absolutte forsvar" givet AKP-regeringen det gule kort, og mere end en million tyrkere er gået på gaden for at give udtryk for deres bekymring. Selvom Abdullah Gül har opgivet at lade sig vælge af parlamentet, er det ikke ensbetydende med, at han har opgivet sin kandidatur. Hvis AKP kan ændre forfatningen, således at præsidenten kan vælges direkte, er det muligt han bliver genopstillet.

Regeringens leder, Recep Tayyip Erdogan, har to øgenavne: "Imamen af Istanbul" og "Bøllen fra Kasimpasa", nabolaget hvor han voksede op. Men man må håbe, at han i denne situation ikke vælger at tvinge sin vilje igennem, fordi både han og Tyrkiet kommer til at tabe.

Robert Ellis har i en årrække kommenteret udviklingen i Tyrkiet i den danske og udenlandske dagspresse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu