Robert Ellis skriver i sin kommentar "Rondo alla turca" den 4. oktober, at Tyrkiet havde en juridisk og moralsk forpligtelse til at intervenere på Cypern i 1974 for at undgå etnisk udrensning af tyrkisk-cyprioter i lighed med, hvad der skete i Bosnien 20 år senere.
Jeg forstår ikke hvilket ærinde, Robert Ellis er ude i her, for selv om Tyrkiet lige siden har hævdet, at interventionen var en "fredsbevarende operation," så har udviklingen siden da jo helt klart vist det modsatte:
Tre dage efter landsættelsen af de tyrkiske tropper i Kyrenia på nordkysten blev en våbenhvile opnået. På det tidspunkt holdt tyrkerne 3 procent af cypriotisk territorium besat.
Da den græske militærjunta kort tid efter faldt, vendte Constantin Karamanlis tilbage til Athen fra sit selvvalgte eksil i Paris, og på Cypern overgav de juntastøttede kupmagere sig til formanden for Repræsentanternes Hus, Glafcos Clerides, som videregav regeringsmagten til den folkevalgte præsident Ærkebiskop Makarios, der havde måttet flygte under kuppet.
Altså: Den græske militærjunta var væk og de cypriotiske kupmagere ligeledes. Dette skabte basis for en normalisering af situationen.
Under de følgende konferencer i Geneve mellem parterne udvidede de tyrkiske tropper imidlertid okkupationen.
Ikke beskyttelse
Den 14. august 1974 iværksatte de tyrkiske tropper endnu en offensiv på trods af, at forhandlinger stadig var i gang.
Ved afslutningen af denne offensiv havde Tyrkiet besat 36 procent af Cyperns mest frugtbare og produktive områder, og denne okkupation er blevet fastholdt lige siden.
At kalde den tyrkiske invasion juridisk i orden - når de på trods af fredforhandlingerne besatte det stykke af Cypern, som tilfældigvis passer til præcis den linje, som Tyrkiet havde forslået som demarkationslinie ved en eventuel deling af øen i 1965, og som udgjorde 70 procent af Cyperns økonomiske potentiale - det kan jeg ikke acceptere.
Jeg vil hævde, at Tyrkiets undskyldning for at invadere Cypern intet havde at gøre med et fromt ønske om at beskytte tyrkisk-cyprioterne.
Der var uenighed,ja. Der blev kæmpet, ja. Men at frygten for "etnisk udrensning" var ubegrundet og ensidig, illustreres tydeligt af det store antal af græsk-cyprioter, som mistede livet før og under invasionen. At bombardere græsk-cyprioterne med napalm, som jeg selv oplevede det, kan vist ikke ligefrem kaldes en fredsbevarende mission.
Etnisk udrensning
Jeg tror, at de 28 procent af den græsk-cypriotiske befolkning, som måtte flygte i det tøj, de gik og stod i, er enige i dette.
Siden er al græskcypriotisk ejendom på den besatte del blevet inddraget af de tyrkiske myndigheder, og en meget stor del af den græsk-cypriotiske kulturarv (og armenske i øvrigt) - det være sig religiøs eller sekulær - er blevet enten systematisk ødelagt eller solgt til udlandet. Det kan man da også kalde en slags etnisk udrensning. Synes Robert Ellis mon ikke det?
Græsk-cyprioterne er ofte blevet beskyldt for dengang at have forsøgt at segregere tyrkisk-cyprioterne i enklaver. Dette skulle bl.a. have givet grundlag for frygten for evt. etnisk udrensning. Hertil vil jeg gerne slutte med at citere en rapport af FN's generalsekretær U Thant fra den 10. juli 1965 (min oversættelse):
"Eftersom den tyrkiske ledelses politiske overbevisning indebærer fysisk og geografisk separation af befolkningsgrupperne, er det ikke sandsynligt, at de ønsker at opmuntre tyrkiskcypriotisk virksomhed, som kan tolkes som en anden politisk linie. Resultatet er en tilsyneladende bevidst selvsegregeringspolitik fra tyrkisk-cyprioternes side."
