Læsetid: 3 min.

Tyrkisk teater

25. november 1996

SKØNHED er nok ikke det rigtige ord - men ikke desto mindre er den er sær pervers æstetik over det moralske sammenbrud, den tyrkiske stat gennemlever i disse uger og måneder.
Amnesty International har dette efterår gjort Tyrkiet til politisk bombemål med pinagtige rapporter om krænkelser af menneskerettigheder - forleden var det tortur af børn ned til 12-års-alderen der var på tapetet. Aviserne har jævnligt notitser om, at så er den og den forsvundet eller fundet myrdet i den sydøstlige del af landet, hvor 11 provinser er i undtagelsestilstand som følge af krigen mod PKK's kurdiske seperatister. Sultestrejker i fængslerne er så almindelige som fod-skud i den danske regering, og søndag berettede aviserne om, at en lærerdemonstration for lønforhøjelser ikke var endt i voldelige konfrontation med politiet. Det var nyheden.
Altsammen velkendt stof - det nye er de sidste ugers afsløringer af forbindelser mellem statens organer og den organiserede kriminalitet. De er ikke til at bortforklare - hvilket sådan set heller ikke bliver forsøgt i videre omfang.
Hidtil har ministerpræsident Necmettin Erbakans kommentar til striben af afsløringer om kriminelles ansættelse som statslige sikkerhedsagenter været en sur vrissen om, at han ikke har nogen kommentarer.

DER ER ellers nok at snakke om. En højtstående politimand, et parlamentsmedlem fra Tansu Çillers parti og en eftersøgt massemorder og gangster, udstyret med diplomatpas, forulykkede i en bil - og afdækkede dermed et særpræget samarbejde. Det har ved sejt mediearbejde vist sig, at staten - i form af efterretningsorganer, politimyndighed, ministeriel medvirken og politisk godkendelse - havde tegnet en veritabel kontrakt med den bildræbte gangster og hans kumpaner i en højre-nationalistisk mafia, der ernærer sig ved våben-smugling og heroinhandel i stor stil.
Blandt opgaverne var "sikkerhedsoperationer" i det sydøstlige Tyrkiet, et rask lille kupforsøg mod Adserbadjans præsident, Haydar Aliev, i marts 1994, udryddelse af den armenske ASALA-guerillagruppe i Libanon i 1984 og henrettelse af gruppens leder i 1988. De tyrkiske myndigheds-personer, militære eller civile, der kom de statsligt hyrede "sikkerhedsfolk" på tværs - enten på grund af private interessekonflikter, eller fordi de passede deres arbejde som statens tjenere - er ryddet af vejen. Det drejer sig om generaler og officerer fra bl.a. det tyrkiske gendameri, der har til opgave at varetage statens indre sikkerhed.
Hvem har ansvaret for dette "samarbejde"? Alle de spor, der har været fremme i tv og presse, peger i retning af udenrigsminister Tansu Çiller, hendes mand, spekulanten Özer Çiller, og den tidligere tyrkiske politichef og indtil for nylig siddende indenrigsminister, Mehmet Agar, hvis fjogede bortforklaringer i skandalens start gjorde, at han nødvendigvis måtte fyres.

FOR EN gangs skyld er betegnelsen "rystet" på sin plads som beskrivelse af den offentlige reaktion. Tyrkerne frygter for, om deres stat overhovedet hænger sammen - og hvis ikke, hvem der så styrer den.
Forleden tilkaldte Mesut Yilmaz - konservativ ministerpræsident to gange - udenlandske eksperter for at få fjernet tre ulovligt skjulte mikrofoner i sit hus. Han turde ikke tilkalde tyrkisk politi - med den begrundelse, at han ikke kunne vide om de ville anbringe tre andre. Han har heller ingen forestilling om at anmelde den ulovlige aflytning til nogen myndighed.
Årsagen til denne opløsning er - man tør næsten ikke nævne det - faktisk markedsøkonomien. Nå, måske ikke markedet i sig selv, snarere Turgut Özal, den embedsmand militæret indsatte som leder af en "civil" regering efter kuppet i 1980, da politiske partier blev forbudt - og som blev Tyrkiets mest betydningsfulde politiker siden Atatürk.
Turgut Özal satte sig for at modernisere Tyrkiet - og hvordan moderniserer man en stat, der er bygget op om Kemal Atatürks princip om staten som en statisk (s)tilstand? Özal gjorde det eneste mulige, når det nu skulle gå stærkt - han omgik love og bestemmelser.
Han handlede, og han spildte - men han fik indført computere i den offentlige forvaltning, liberaliserede økonomien - og pressen, hvilket nu svier til staten, jævnfør artiklen andetsteds. Ôzal skabte vækst og fremgang - men udhulede samtidig statens legitimitet, der byggede på central styring af såvel økonomi som administration.
Det er følgerne af den politik, der i dag får Bertolt Brechts berømte dramatik om forbudstidens USA til at ligne dukketeater.

e. (Lasse Ellegaard)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her