Læsetid: 4 min.

Tyrkisk tragedie

13. juni 1997

"Om nødvendigt vil Tyrkiets Væbnede Styrker blive sat ind for at beskytte landets demokratiske og sekulære system" Generalmajor Fevzi Turkeri, militær talsmand

LIGE SIDEN militærkuppet i 1980-83 har vekslende tyrkiske regeringer forsøgt at overbevise omverdenen om, at Tyrkiet er et demokrati. Med folkevalgte politikere, frie valg og respekt for menneskeretighederne. Og det er i høj grad lykkedes.
Problemet er bare, at det er en illusion.
Kuppet i 1990 blev gennemført for at sætte en stopper for en bølge af hastigt ekskalerende politisk vold, udført af militante højre- og venstregrupper. Efter tre års "oprydning" i det politiske system, hvor bla. alle partier blev forbudt, trak generalerne sig i 1983 formelt tilbage til barakkerne og overlod formelt magten til en folkevalgt regering. Men at det aldrig er blevet til andet end en formel magtoverdragelse, afsløres i øjeblikket med al ønskelig tydelighed. Siden februar måned har militæret ligget i åben kamp med landets islamistiske ministerpræsident Necmettin Erbakan. Et slagsmål, som har splittet landet i en islamisk og en sekulær lejr og som er blevet stadig mere indædt.
I forgårs sprang trolden så helt ud af æsken, og generalerne truede for første gang åbenlyst med at gennemføre et nyt kup, hvis Erbakan ikke overlader ministerpræsidentposten til sin konservative koalitionspartner Tansu Çiller og udskriver nyvalg.
Et kup, som i fald det gennemføres, vil blive det fjerde, siden Kemal Atatürk grundlagde den moderne tyrkiske stat i 1923.

LEDER MAN efter eksempler på manglende demokrati i Tyrkiet, skal man i det hele taget ikke søge længe. Man kan faktisk bare vende blikket til Nordirak, hvor over 10.000 tyrkiske soldater de seneste fire uger har været involveret i en storstilet jagt på kurdiske separatister.
Ifølge militærets tal er 3.000 medlemmer af Kurdistans Arbejderparti, PKK, der kæmper for kurdisk selvstyre i Østtyrkiet, blevet dræbt - hvilket bringer prisen for 12 års væbnet konfrontation med PKK op på næsten 25.000 menneskeliv.
Det tyrkiske svar på kurdernes ønske om selvbestemmelse har hele tiden været et dogmatisk njet. Hverken selvstyre eller selvstændighed kan komme på tale, og i øvrigt "forhandler Tyrkiet ikke med terrorister", lyder standardsvaret på de gentagne opfordringer til forhandling fra PKK. I stedet har generalerne fået frit spil til at forfølge en militær "løsning" på det kurdiske spørgsmål.
En kurs, som trods den manglende succes, møder forbavsende lidt kritik fra tyrkiske politikere og menneskerettighedsorganisationer - og fra Tyrkiets allierede i NATO.
Selv Necmettin Erbakan ønsker ikke at lægge sig ud med generalerne på det kurdiske spørgsmål og har ligesom sine forgængere givet militæret fuldstændig frie hænder.

LIDT LÆNGERE vestpå, i hovedstaden Ankara leverede en domstol så sent som torsdag et andet eksempel på, hvor langt Tyrkiet befinder sig fra de demokratiske idealer.
Her blev den danske statsborger Kemal Koç idømt fire et halvt års fængsel for i skrift og tale samt finansielt at have støttet PKK. Bizart nok halvandet år mere, end anklageren havde krævet, og bizart nok for aktiviteter udført i Danmark. Altså uden for tyrkisk myndighedsområde.
En klart politisk dom, der viser, at Tyrkiet trods sine næsten 75 år som moderne stat, stadig er et meget umodent land, der ikke har lært at leve med sine indre modsætninger
Tværtimod opfatter militæret - og skal det retfærdigvis siges en stor del af landets politikere - enhver indre modsætning som en trussel mod statens enhed og karakter.
En opfattelse, som går igen i Tyrkiets systematiske praksis med at forbyde moderate kurdiske organisationer og retsforfølge alle, der ytrer sig offentligt om kurdernes rettigheder.
Og som også ligger bag militærets igangværende kampagne mod alt "islamisk" - lige fra religiøse skoler, pro-islamiske fonde og forretningsfolk til statsansatte, der vover at tage et tørklæde på på arbejde.

LANGT FRA det demokratiske princip om, at frihed er frihed for anderledestænkende, vælger de tyrkiske generaler konstant konfrontationens vej. I stedet for at søge søge fredelig sameksistens med folk af en anden politisk overbevisning eller en anden etnisk baggrund, vælger de undertrykkelsens vej.
Og tror at det i længden kan sikre statens overlevelse. En opfattelse, som reaktionerne fra Vesten kun kan styrke dem i.
Fra Bruxelles til Washington bliver Tyrkiets overtrædelse af de demokratiske spilleregler stort set kun mødt med skuldertræk.
Ingen i Vesten bryder sig om Erbakan og hans islamister eller om PKK-lederen Öcalan og hans kurdiske guerillaer. Tværtimod er der udbredt bekymring for, at Tyrkiets skal blive islamisk og forlade den vestlige lejr eller at et kurdisk selvstyre skal blive begyndelsen til opløsningen af den tyrkiske stat - NATO's bolværk mod den islamiske verden.
Derfor satser Vesten på, at det magtfulde tyrkiske militær holder begge tendenser i skak.
Og skulle det komme til et raskt lille kup for at opretholde stabiliteten, vil forargelsen formentlig blive overladt til dem, der stadig synes, at demokrati og menneskerettigheder er for vigtige til at blive ofret på den politiske kynismes alter.

aa (Charlotte Aagaard)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her