Læsetid: 4 min.

Det tyrkiske kort

Europa har mindst lige så meget brug for at knytte Tyrkiet nærmere til sig, som Tyrkiet har brug for at orientere sig mod Europa
2. september 2005

Diskussionen om Tyrkiets medlemskab af EU vil spidse til i de kommende dage og uger. Uanset om forhandlingerne begynder som planlagt den 3. oktober, eller de bliver udsat, vil den offentlige debat fortsætte for fuld skrue. Er Tyrkiet en for stor mundfuld, hvad med den Europas identitet og vil vi blive overrendt af billig tyrkisk arbejdskraft. Det vil være emner, hvor alle kan være med.

Først kastede Frankrigs premierminister Dominique de Villepin grus i maskineriet, da han efterlyste en samlet EU holdning til den specielle situation, at EU-Kommissionen indleder optagelsesforhandlinger med et Tyrkiet, der afviser fuld diplomatisk anerkendelse af et EU-medlem, nemlig den græske del af Cypern.

Men her var givet tale om diplomatisk drilleri i forholdet til formandslandet Storbritannien, der sammen med EU-Kommissionen presser på for at overholde den aftalte tidsplan. Værre står det til med den tyske holdning, hvor der skal være valg til Forbundsdagen den 18. september.

Den nuværende kansler, Gerhard Schröder, vakler ikke i sit ja. Men lederen af den konservative opposition, Angela Merkel, har lovet vælgerne, at hvis hun vinder valget, bliver Tyrkiet kun B-medlem med et 'privilegeret partnerskab'. Hvis EU's to sværvægtere, Tyskland og Frankrig, således fortsætter med at lægge snubletråde ud, kan det se sort ud for de kommende forhandlinger.

Læg dertil, at visionerne for EU's forfatningstraktat er meget svære at få øje på. En måde at få den europæiske offentlighed dirigeret tilbage i EU-folden kunne være at afvise tyrkisk medlemskab eller tilbyde dem en form for B-medlemskab, ikke mindst i øjeblikket, hvor muslimerne ikke topper popularitetstesten i noget europæisk land.

Billige point

Skal Europas politikere følge folkestemningen, er der ingen vej uden om at afvise fuldt medlemskab for Tyrkiet. Hvorfor gør de det så ikke og scorer nogle billige folkelige point? Fordi .

I den offentlige debat kan man ofte få den fornemmelse, at Europa gør det muslimske Tyrkiet en stor humanitær tjeneste ved overhovedet at overveje landet som egentligt familiemedlem. På samme måde som vi gør de herboende muslimer tjenester, de burde udvise passende taknemmlighed over for. Desværre for erkendelses-niveauet i flere europæiske lande er det en virkelighed, kun de selv oplever.

Jeg deltog i foråret i en studierejse til de Forenede Arabiske Emirater og Qatar, hvor vi interviewede en række professorer, journalister og beslutningstagere. For at gøre en lang historie kort udtrykte de alle, at Europa var et kontinent på meget alvorligt tilbagetog. I den globaliserede fremtid handler det om USA, Kina, Indien og de dynamiske økonomier i Fjernøsten. Sådan ser de på det. Lidt ligesom USA's forsvarsminister Donald Rumsfeldt, der talte - eller talte over sig - om 'det gamle Europa' for et par år siden.

EU's ledere er kloge nok

På kort sigt ligger der givet en gevinst for Europas politikere i at afvise Tyrkiet. På langt sigt ser det af mindst fire årsager anderledes kompliceret ud:

For det første står stort set hele Europa lige foran nogle dramatiske demografiske omvæltninger. Specielt Syd- og Østeuropa, men også Tyskland og Østrig vil om få år opleve voldsomme fald i arbejdsstyrken og senere i folketallet. En udvikling, der blandt andet skal kompenseres for gennem indvandring. Ved at drage Tyrkiet nærmere til EU vil kontinentet sikre sig, at denne proces kan ske forholdsvis velordnet, idet den tyrkiske befolkning om 10 og 20 år fortsat vil være ung - og mere veluddannet.

For det andet kræver EU's generelle flygtninge- og indvandrerpolitik, at der samarbejdes intensivt med Tyrkiet. For Europa vil det optimale være, at EU's ydre grænse mod sydøst bliver identisk med den tyrkiske grænse mod øst.

Det ville blandt andet betyde, at Tyrkiet skal styrke sin grænsekontrol mod Asien og Mellemøsten, at asylansøgere i et af de nuværende EU-lande, der er rejst gennem Tyrkiet, skal have sin sag behandlet af de tyrkiske myndigheder, at illegale personer i EU fra resten af verden, der er rejst via Tyrkiet til Europa, også kan sendes tilbage, og at Tyrkiet på længere sigt skal harmonisere sine visumbestemmelser til Schengen-reglerne.

Og blot et enkelt blik på en globus viser, at flere af fremtidens konfliktområder med stor sandsynlighed vil være at finde i dette hjørne af verden. .

For det tredje kan samme type argumenter anvendes på det sikkerhedspolitiske område.

For det fjerde bliver en af Europas største udfordringer at finde en formel, hvor vi kan leve og samarbejde med de muslimske lande, der omgiver kontinentet, tillige med de cirka 20 millioner muslimer der allerede i dag er europæere. Her kommer tyrkisk medlemskab som en gave fra himlen. På den måde kan Europa vise den hastigt voksende del af den muslimske menneskehed, at de to religioner og kulturer kan sameksistere fredeligt.

Derfor er det Tyrkiets udenrigsminister Abdullah Gül, der lyder mest fornuftig og pragmatisk, da han sidste weekend sagde til det anatolske nyhedsbureau:

"Forhandlingerne vil begynde, fordi EU's ledere er kloge nok til ikke at lade interne politiske vanskeligheder eller problemer skabt af formodninger overskygge den strategisk rigtige politik."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu