Læsetid: 5 min.

Tysk bestseller: Eliten har glemt menneskene

Smertefulde sparerunder og reformer er ikke betinget af økonomisk nødvendighed, tværtimod strider de ofte mod sund nationaløkonomisk fornuft, siger den tyske økonom Albrecht Müller, der skriver bestsellere om nationaløkonomi
29. august 2006

BRUXELLES - Det kunne gå så godt økonomisk i Tyskland og i Europa, rigtig godt endda, hvis blot-

Dette 'hvis' skriver den tyske økonom Albrecht Müller bøger om, hundredvis af sider om økonomi og politik - og de er bestsellere i Tyskland.

I meget korte træk handler hvis'et om, at nutidens politikere og eliter alene følger én økonomisk teori, den neo-liberale: De giver den ikke keynesiansk modvægt med de offentlige investeringer, som Tyskland og nogle af dens naboer har så brændende brug for lige nu. I stedet gennemfører politikerne smertefulde sparerunder og reformer, selv om de bliver advaret af respekterede myndigheder. Og når reformerne viser sig at være nytteløse, bliver politikerne oven i købet overraskede, lyder nationaløkonomens anklage.

Eliterne - ikke kun politikerne, men også videnskabsfolk, de politiske organisationer, medierne, journalisterne - ynder at blive bekræftet. Og for at opnå det, følger de ensidigt denne mainstream-ideologi, understreger han:

Den teoretiske ensretning sker overalt, også på de videnskabelige institutter. Hvor der før var forskere med viden om forskellige økonomiske ideologier, er der på de vigtige institutter nu kun neoliberale økonomer tilbage.

"Anderledestænkende er blevet frosset ud af tyske institutter," siger Albrecht Müller. Dem, der er tilbage, har ofte interessekonflikter, fordi de også sidder i de store koncerners bestyrelser.

Müller selv kender både økonomien og retorikken. Han er uddannet nationaløkonom, han har været økonomisk rådgiver for de socialdemokratiske tyske kanslere Willy Brandt og Helmut Schmidt, og han har i otte år været medlem af det tyske parlament for socialdemokraterne.

Ensretning

På europæisk niveau ser han samme tendens, når det gælder økonomisk forskning og debat.

"Europa har eksempelvis OECD," siger han. OECD - den økonomiske tænketank for verdens rige lande - udgiver løbende undersøgelser og vurderinger.

"Folk tror altid på OECD's Pisa-undersøgelser (en sammenligning af skolernes kvalitet, red.). Og der er ingen, der stiller kritiske spørgsmål, selv om nogle af undersøgelserne er afgrundsdybt dårlige," siger han.

EU bidrager yderligere til ensretningen gennem overordnede planer som Lissabon-strategien. Også her ser Müller en klar neoliberal ideologi bag. I stedet for økonomisk omtanke og logik, bliver de samme fraser blot gentaget:

"Hvis man undersøger papirerne bag EU's Lissabon-strategi, så optræder det ene slagord efter det andet. Videnssamfund er et af dem." Lissabon-strategien vil gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske økonomiske område inden 2010.

"Det er min tese om lånte tanker," siger Albrecht Müller.

Frygt

Meget af den tyske - og europæiske - politik bliver gennemført ved frygt, mener denne socialdemokratiske økonom. Frygt for arbejdsløshed og frygt for fattigdom. Som eksempel nævner han alderspensionen.

"Der har været massive økonomiske interesser i at ødelægge tilliden til vores pensionssystem," siger Albrecht Müller. Store internationale såvel som tyske forsikringskoncerner har skubbet til debatten om det aldrende samfund, om at der bliver for mange gamle og for få unge til at fodre dem.

"Pensionssystemet fungerer, men tilliden er stort set væk, og dem, der har råd, satser på private pensionsordninger."

Eksporterer problemer

Det kan være, at økonomerne kender deres teorier. Men "de har ikke evnen til at sætte sig ind i andre mennesker. De er for eksempel ikke i stand til at sætte sig ind i et menneske, der er arbejdsløs," mener Müller og taler om, hvad arbejdsløsheden gør ved folk, gør ved familierne.

Euro-stabilitetspagten, der hindrer euro-landene i at stifte gæld for at sætte gang i økonomien, er en af de tungere tankefejl. "Dum," kaldte Romano Prodi denne økonomiske strategi, da han endnu var formand for EU-Kommissionen. Professoren i nationaløkonomi mildnede i sin tid udtalelserne.

Men Albrecht Müller mener stadigvæk, at pagten er dum.

"Det er driftsøkonomi, ikke nationaløkonomi. Og selv driftsøkonomisk er det ikke logisk at køre økonomien i sænk," siger han.

Tysklands store problem er manglende hjemlig efterspørgsel. Folk er bange for fremtiden og sparer i stedet for at bruge løs. Tyskland er nu blandt verdens største eksportører, og meget af eksporten går til andre EU-lande, "dermed eksporterer vi problemerne til dem. Vi sparer mere og mere, og Frankrig, Spanien, Italien kommer i vanskeligheder. Det er en virkelig absurd følge af et forkert koncept," siger Albrecht Müller.

Når EU-Kommissionen så foreslår, at de lande, der har problemer med at overholde euro-kriterierne, skal privatisere, så bygger det igen på en uhensigtsmæssig økonomisk teori.

"Selv driftsøkonomisk ville det være en forkert måde at tænke på. Du vil jo ikke sælge dit hus alene for at komme af med gælden," forklarer han. "Hvis koncernen Tyskland sælger sin formue til en dårlig pris, så står vi rigtig dårlige," siger han om privatiseringsplanerne af eksempelvis jernbanen. "Enhver erhvervsmand, enhver husstand ville ikke gøre det," siger han. Men privatiseringerne er meget afhængige af Bruxelles.

Længe på vej

Bag den nuværende neoliberale dominans ligger en lang forberedelse. Allerede under valgkampen i 1972 forsøgte de tyske socialdemokrater at gøre opmærksom på det:

"Lad ikke de store penge komme til og styre de politiske beslutninger," lød en slogan dengang.

Siden har den politiske grundtone langsomt fået en anden lyd, og den udvikling mener Müller har været styret af blandt andet arbejdsgiverorganisationer og store koncerner .

I løbet af 70'erne blev den tyske nationalbank, Bundesbank, omvendt, forklarer Müller, og den Europæiske Centralbank, ECB, med dens fokus på at bekæmpe inflationen, er modelleret efter den gamle Bundesbank.

Men den rent monetaristiske linje kvæler alt for let et økonomisk opsving før det får rigtig fat:

"Man skal jo være forrykt, hvis man vil holde inflationen nede, når der er internationale stigninger på energiprisen. Så burde alle andre priser jo falde, men det gør de ikke. Det er en kontraproduktiv tankegang," understreger han.

Dissident

Blandt de etablerede politikere og økonomer indtager Müller rollen som dissident, hans anklager bliver fejet af bordet som sammensværgelsesteorier. Men hans bøger rammer bestsellerlisterne, selv om det er side op og side ned om økonomiske teorier, kun blødt op af grafer og diagrammer. Måske er årsagen den, overvejer han i et interview med Der Tagesspiegel, at han som 68-årig kan tillade sig at være kritisk.

"Hvis jeg efter mit eksamen i 1963 skulle have skrevet 100 ansøgninger uden at få et job, havde jeg måske heller ikke haft mod til at udvikle radikale og kritiske spørgsmål," siger han. "Så er det godt, at der som modvægt i hvert fald er et par gamle, som er rebelske."

"Jeg havde håbet meget, at den store koalition ville føre en reel makropolitik. I det mindste for at redde euroen," siger han.

Nu, et halvt år efter offentliggørelsen af hans bog, er han mindre håbefuld. Og dog. Der er jo også andre, der måske er parate til at føre en "fornuftig makropolitik", eksempelvis den italienske premierminister Prodi. Også Sverige viser, at det er muligt at have en god økonomi og en god velfærdspolitik.

"Der er altid håb, at der er nogle grupper, der vil føre en mere rationel politik," siger Albrecht Müller.

nAlbrecht Müller: Machtwahn, 2006, Reformlüge, 2005.

20060828-223215-pic-467824256.jpg

Den tyske økonom Albrecht
Müller har skrevet noget så
sjældent som en bestseller
om økonomiske teorier
Foto: Privat

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her