Læsetid: 3 min.

Tysk dovenskab

20. juli 2002

GERHARD SCHRÖDER befinder sig i den situation, der må være den værst tænkelige for enhver politisk leder – ikke mindst for en regeringschef. Den tyske forbundskansler kan så småt mærke, at folkene omkring ham ikke længere tror på, at der er fremtid i ham. De forventer ikke, at hans socialdemokratiske SPD vil kunne fortsætte på regeringsmagten sammen med De Grønne efter valget i september. Derfor føler kansleren sig formentlig mere og mere alene, mens en dunkel stemning spreder sig i de lokaler, han måtte befinde sig i.
I sådan en situation sker der ofte det, at uheldene begynder at vælte ned over én. Senest i form af skandalen omkring Rudolf Scharping, som Schröder torsdag fyrede som forsvarsminister.
Spørgsmålene om, hvorvidt Scharping havde modtaget penge fra private firmaer i løbet af de snart fire år han har beklædt posten, var ikke ligefrem, hvad regeringen havde mest brug for her to måneder før valget. Så Schröder ikke havde andet valg.

BALLADEN OM Scharping betød samtidig, at kansleren måtte bede Storbritanniens premierminister Tony Blair om at blive hjemme fra et planlagt besøg i Berlin. Dermed røg muligheden for en god photo opportunity og et hårdt tiltrængt statsmands-boost. Endnu et eksempel på, at et uheld sjældent kommer alene. Sådan har det været siden 11. september sidste år, hvor den tyske økonomi blev ramt hårdt af den amerikanske økonomis nedtur.
Schröder havde inden da anlagt den strategi, at den beskæftigelsesfremgang, han vitterligt havde opnået, ville holde. Han ville ikke tage for mange initiativer til forandringer, da det aldrig er specielt populært frem mod et valg. Samtidig sad han med en populær udenrigsminister i De Grønnes Joschka Fischer ved sin side og en håbløs ledelse hos oppositionen, hvor skandalen omkring Helmut Kohl hærgede i CDU, som oven i købet havde valgt den farveløse Angela Merkel som leder.
Men så fik økomomien det skidt, og CDU og det bayerske søsterparti CSU blev pludselig enige om at føre delstaten Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber frem som kanslerkandidat. Det skete samtidig med, at socialdemokratiske regeringer i andre europæiske lande var begyndt at falde på stribe.

PROBLEMET VAR, at Stoiber begyndte at bruge samme taktik, som havde bragt Schröder til magten for fire år siden med sit koncept om »den nye midte.« Schröder havde dengang luret tricket fra
Tony Blair og hans New Labour. Det havde danske Anders Fogh Rasmussen imidlertid også, og han viste så i efteråret, at man også kan gå målrettet efter midtervælgerne fra højre side i det politiske spektrum. Det er det, Stoiber har kopieret, og modsat Schröders onde cirkel, har Stoiber kunnet ride på en bølge af held uden at foretage sig noget særligt ud over at
rakke ned på den siddende regering.
I forårets løb har der vist sig nogle små forhåbninger hos socialdemokraterne om, at meningsmålingerne ville blive gjort til skamme i sidste ende, når valgdagen ville oprinde. For eksempel, da Stoiber dummede sig og udtalte sig om kvindens plads i hjemmet og imod loven om registreret partnerskab. Men Stoiber trak hurtigt i land og har ikke begået brølere siden.

DECIDEREDE FEJL har Schröder heller ikke begået. Men han har til gengæld heller ikke begået meget. Problemet for kansleren er, at alt er gået i stå, og at han har mistet initiativet. Når det først er sket, er det nærmest umuligt at være på forkant. Og når man er i defensiven så kort tid før et valg, bliver alle nye tiltag gennemanalyseret og tolket som udslag af taktik eller endnu værre: desperation.
Sådan er det også tilfældet med Scharping-fyringen. Selv om Schröder rent faktisk skred til handling, tolkes den af de tyske lederskribenter som en dårlig undskyldning for damage control og som kanslerens sidste krampetrækninger.
Når Stoiber i den kommende tid vil fyre op under angrebene på den rød-grønne regering, er der kun modangrebet tilbage som våben. Men det er altid en risikabel strategi for en siddende regering, idet det så vil blive affejet som ’negativ skræmmekampagne’, for ’hvad har den selv at byde på?’
På den måde har kort tids inaktivitet og dovenskab sidste år været det, der kan blive den rød-grønne regerings endeligt.

brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu