Læsetid: 3 min.

Tysk misvækst

31. maj 2003

»Biler køber ikke biler.«
Bilfabrikanten Henry Fords argument for, at hans samlebåndsarbejdere skulle have en ordentlig løn

PÅ søndag skal kansler Gerhard Schröder banke sit socialdemokratiske fodfolk på plads, så den tyske forbundsregering kan gennemføre de reformer, der skal bringe landet økonomisk på fode igen.
Alt tyder på, at fodfolkene vil skære tænder – og at 70-80 procent af dem vil adlyde. Efter en alvorlig omgang pisk og gulerod de seneste uger er det lykkedes Schröder at vinde opbakning; han har gjort små indrømmelser til partiets venstrefløj og klaret resten med fornyede trusler om at træde tilbage.
Nu kan en ny tid begynde – eller kan den?
Endnu er det ikke klart, om de sidste dissidenter hos SPD og De Grønne klapper i. Schröders flertal i Forbundsdagen er snævert, får han mere end fire nej-stemmer fra egne rækker, er det sket med reformerne.
Bliver reformerne vedtaget i Forbundsdagen, venter der nye vanskeligheder i parlamentets andet kammer, Forbundsrådet, der er sammensat af repræsentanter fra de 16 delstaters regeringer. Her har de borgerlige flertal og kan stoppe reformerne før, de træder i kraft.
Forbundsrådet, der egentlig var tænkt som en garanti for tysk føderalisme, har de seneste mange år været oppositionens mulighed for at blokere den siddende forbundsregerings arbejde. De 16 delstatsregeringer tænker nemlig ikke kun på, hvad der er godt for delstaterne. De lytter i høj grad også til, hvad deres respektive partiledere i Berlin siger.
Fra de konservatives, CDU-CSU’s, ledelse forlyder det ganske vist, at man vil være ansvarlige og støtte reformerne – selv om de ikke er vidtrækkende nok. Om støtten også kommer til udtryk, har man lov at tvivle på.

Men reformerne vil komme. Hvis ikke det lykkes for Gerhard Schröder, vil de borgerlige gøre arbejdet færdig. Lad os derfor antage, at Schröder redder sig igennem både Forbundsdag og Forbundsråd – hvad sker der så?
I lang tid vil intet ske. Reformerne virker ikke med det samme, og imens vil ledigheden klatre opad mod de fem millioner. Forbitrelsen over manglende resultater vil være stor blandt de socialdemokratiske vælgere. Ved først kommende valgmulighed vil de afstraffe deres kansler, muligheder bliver der nok af. Forude venter en stribe delstatsvalg samt Europa-Parlamentsvalg og kommunalvalg i SPD-højborgen Nordrhein-Westfalen.
Konsekvensen af nederlagene bliver panik hos SPD-parlamentarikerne. Deres politiske karrierer er i fare, og de vil være tvunget til opstand mod chefen Schröder for i det mindste at profilere sig selv. Med mindre kansleren får ny autoritet fra en voldsom international højkonjunktur, bliver året 2006 Gerhard Schröders pensionsår. Og hvad vil der ske, når reformerne endelig begynder at virke? Så vil et helt nyt arbejdsmarked være en realitet i Nordeuropa.
Reformerne lægger op til, at der skal skaffes arbejde ved at sænke lønomkostningerne. Ved hjælp af ringere dagpenge skal en god bid af de godt fire millioner ledige presses til at finde arbejde. Deres timeløn kommer til at ligge på fem-syv euro (40-50 kroner). Efter skat giver det en månedsløn på mindre end 1.000 euro, et pænt stykke under den tyske fattigdomsgrænse. Det siger sig selv, at disse mennesker kun i behersket omfang vil kunne bidrage til samfundets fælleskasse, men i første omgang kan staten være ligeglad, for hver eneste ledige i arbejde sparer udgifter til understøttelse. På lidt længere sig vil det blive et problem for samfundet, at de dårligst betalte er afskåret fra at forbruge, skabe mere beskæftigelse.
Åbningen af en lavtlønssektor vil lægge pres på det øvrige arbejdsmarked: Hvorfor skulle en fabrikant betale det tre-dobbelte for en ufaglært arbejder, hvis en butiksbestyrer betaler 5,90 euro i timen – nej, det ville være uretfærdigt... Og snart havner Tyskland præcis dér, hvor Henry Ford i sin tid begyndte.

PÅ søndag slår globaliseringen for alvor igennem i Tyskland. I den internationale konkurrence er landets lønniveau blevet for højt. Tyskerne drev det vidt med deres enestående wirtschaftswunder, nu har velfærdsskruen nået sin ende. De fede år er slut. Og hvad sker der, hvis en tysk arbejdsgiver kan slippe med at give sine ansatte 50 kr. i timen? Så kan de danske arbejdsgivere ikke betale mere, hvis varerne skal sælges.
Søndag den 1. juni 2003 kan også vise sig at blive en mærkedato for danske lønmodtagere.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu