Læsetid: 4 min.

Tysk-tjekkisk udsoning

22. januar 1997

Et historisk øjeblik. Intet mindre. Efter mere end et halvt århundredes tøvende venten underskrev den tyske forbundskansler Helmut Kohl og den tjekkiske ministerpræsident, Vaclav Klaus, i går en forsoningsaftale mellem de to lande. Forsoningen gælder dels Hitler-tidens forbrydelser, dels de lidelser, der efterfølgende blev sagesløse civile tyskere til del, da godt 2 1/2 million sudetertyskere blev udvist fra det daværende Tjekkoslovakiet i 1945-46. En folkeforflytning en masse, hvorunder mindst 200.000 tyskere mistede livet eller forsvandt.
Aftalen, der blev lagt frem af udenrigsministerne Klaus Kinkel og Josef Zieleniec den 20. december 1996, er ventet med længsel. Således indgik daværende forbundskansler Willy Brandt en 'normaliseringsaftale' mellem Tjekkoslovakiet og Vesttyskland tilbage i december 1973. Og Václav Havel rejste som nyvalgt præsident i januar 1990 til Tyskland - før han besøgte Slovakiet - og beklagede for første gang fra tjekkisk side
offentligt udvisningen/fordrivelsen af sudetertyskerne. I februar 1992 indgik man ligeledes en tysk-tjekkisk aftale om godt naboskab og venskabeligt samarbejde.
Til trods for disse over årene tiltagende tilnærmelser har forholdet mellem Tyskland og naboen Tjekkiet aldrig været helt hot - fortidens forbrydelser er stadig et følsomt emne. Således skulle der næsten to års konstante forhandlinger om forsoningsaftalen til, før man fandt frem til en ordlyd, der kunne accepteres af begge parter.
Emnets ømfindtlighed understreges til fulde af det faktum, at kompromisset udelukkende blev nået ved at benytte forskellig ordlyd i de to oversættelser. Diplomatiets sidste udvej. Det var først og fremmest ordet 'fordrivelse' - Vertreibung - som sudetertyskernes organisationer og dets spydspids i regeringskoalitionen, Edmund Stoiber, ikke kunne godtage. Stoiber er formand for CSU, Kohls kristlige søsterparti fra Bayern - hvor hovedparten af sudetertyskerne slog sig ned efter krigen - og som sådan har han hidtil formået at blokere for enhver af udenrigsminister Klaus Kinkels tidligere fremlagte aftaleforslag.
Men også tjekkerne har haft deres kvaler med fortiden. I den tjekkiske udgave benyttes således det noget mildere udtryk 'odsun' - udvisning - og ikke ordet 'vyhnani' - fordrivelse. Dette sidste synes at minde tjekkerne for meget om deres tvivlsomme adfærd overfor sudetertyskerne.
Det var nu ikke det eneste problem for aftalens gennemførelse. Fra tjekkisk side har man hele tiden fastholdt gyldigheden af den tidligere tjekkoslovakiske præsident Eduard Benes' dekret om udvisning af sudetertyskerne. Et standpunkt, der kun blev yderligere forstærket efter en kendelse i foråret 1995 fra den tjekkiske forfatningsdomstol, der fastholdt Benes-dekretet. Tjekkerne godkendte 'etnisk udrensning', hed det sig dengang i de ophidsede tyske medier. En debat, der ikke just gjorde det lettere for den tyske regering at få en aftale igennem.
Løsningen har været en ordlyd, hvor man snildt undgår at sige, at man anerkender hinandens retsorden, og kun skriver under på, at man anerkender den anden parts ret til at have sin retsorden og sin retsopfattelse.

At tjekkerne ikke har glemt historien og stadig er tysker-angste, viser ikke mindst den modtagelse underskrivelsesceremonien fik i går. Mens Kohl og Klaus i højtidelig stilhed skrev med fyldepen indenfor i Liechtenstein-palæet i Prag, demonstrerede de højreorienterede republikanere højlydt udenfor under bannere med påskriften "aldrig mere München", med henvisning til München-aftalen i 1938, der med vestmagternes velsignelse forærede Sudetenland til Hitler.
Også de tjekkiske kommunister er imod aftalen. Det samme gælder store dele af det tjekkiske Socialdemokrati (CSSD), hvor størstedelen ventes at stemme imod, når aftalen skal ratificeres i parlamentet i starten af februar. Formand Milos Zeman beklager først og fremmest, at Potsdam-aftalen, der retsligt sanktionerede fordrivelsen af sudetertyskerne, ikke nævnes i forsoningsaftalen. Zeman er ligeledes "bekymret" over flere tyske politikeres udtalelser om, at aftalen ikke er en endelig slutstreg for sudetertyskernes ønske om at få deres gamle ejendom i Tjekkiet tilbage. Kohl fremhævede således i starten af januar, at der, aftalen til trods, fortsat var "en række problemer" mellem Tjekkiet og Tyskland - den ventes dog at blive vedtaget med stort flertal i Forbundsdagen.
Nu handler det hele ikke kun om fortidens synder. Således indeholder aftalen også et tysk lovord om at støtte tjekkisk medlemskab af både EU og NATO. Hvad man måske isoleret betragtet kan finde en smule besynderligt, eftersom tyskerne på ingen måde synes at ville støtte slovakkernes aspirationer til NATO og EU, på trods af, at Slovakiet egenhændigt og uden at være udsat for tysk pres, indrømmede og beklagede fortidens synder allerede i 1991. Men det slovakiske marked er vel ej heller så vigtigt for tysk industri som det tjekkiske.

Det væsentligste for tyskerne er imidlertid aftalens symbolværdi. Endelig - mere end et halvt århundrede efter Anden Verdenskrigs ophør - har Tyskland indgået aftaler med alle sine naboer om forsoning for Hitler-regimets forbrydelser. Endelig er der sat officielt punktum for sudetertyskernes stadige krav om erstatning for den tabte ejendom i de gamle tyske områder. I hvert fald så længe aftalen opretholdes og anerkendes af begge parter, hvad man vel ikke kan andet end formode vil ske - i det mindste i overskuelig tid fremover. Således har Tyskland endelig nået sin Stunde Null, nul-timen, hvor fortidens synder er sonet, og det 'nye' Tysklands nye generation fremover kan se sig selv i øjnene uden konstant at få øje på fortidens spøgelser.

staun (Jørgen Staun)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu