Læsetid: 2 min.

Tysk venstreparti er stødt på en guldmine

En førtidspensioneret minearbejder er efter at have doneret 2,5 millioner euro kåret som Tysklands største økonomiske partisponsor. Alle pengene er gået til MLPD, Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti
27. juli 2006

Det er mennesker som Michael May, der holder liv i den ægte socialistiske ånd. I 2004 arvede den tidligere minearbejder fra Nordrhein-Westfalen huse og aktier til en værdi af flere millioner euro efter sin mor.

Hvis nogle nu havde troet, at den 57-årige May så ville læne sig tilbage og forkæle sig selv med noget ferie til Harzen og en stor Mercedes, så måtte de tro om igen. For May var det en selvfølgelighed, at størstedelen af pengene skulle gives væk. Alene i juni i år overførte han 500.000 euro til MLPD, og siden begyndelsen af 2005 har han skænket partiet 2,5 millioner euro. Immervæk 18 millioner og 750.000 danske kroner.

Nummer et i støtte

Med disse store summer er han en klar nummer et på den netop offentliggjorte liste over dem, der yder de politiske partier i Tyskland væsentlig økonomisk støtte. Han ligger langt foran økonomiske giganter som BMW, Deutsche Bank og Daimler-Chrysler.

Michael May har arbejdet i flere forskellige kulminer og oplevet deres nedlæggelse. Den tyske kulindustri, der kun kan drives med statsstøtte, er ved at blive helt afviklet. Man kan købe sig til meget billigere kul i Polen og Kina.

MLPD, som betegner sig som revolutionært, glæder sig over de mange penge. Partiet angiver, at dets medlemmer hovedsageligt er ufaglærte arbejdere. Pengene skal bruges til skolingskurser.

"Jeg kan sagtens opretholde en ordentlig levestandard også uden pengene," siger den beskedne Michael May til avisen Süddeutsche Zeitung.

Klassekampsparti

Grunden til, at det netop er MLPD, der skal forgyldes, betegner han som enkel. Efter hans mening står det marxistisk-leninistiske parti last og brast med arbejderne i klas-kampen.

May siger, at MLPD var det eneste parti, der under den store strejke blandt minearbejderne i bjergene i 1997 "betingelsesløst stod på kammeraternes side".

Derudover nævner han, at man ser stadigt flere mennesker, som ikke kan blive ved med at leve så elendigt, som de gør.

"Vi har brug for et samfundsmæssigt alternativ, og MLPD's forestillinger om ægte socialisme er indlysende," siger May.

Partistøtte

På partiets hjemmeside beklager MLPD sig over, at den borgerlige presse tier det ihjel, så mange mennesker intet kender til partiet. Værre står det dog ikke til, end at MLPD, der blev dannet i 1982, på samme hjemmeside hævder at være repræsenteret i 450 tyske byer.

Alle donationer til de politiske partier på over 50.000 euro skal meddeles forbundsdagens formand, som så offentliggør beløbene og de glade givere i en tryksag.

Her kan man se, at af de seneste 58 store donationer er de 28 tilfaldet Angela Merkels parti CDU. Miljøpartiet De Grønne har kun været heldigt en enkelt gang, mens det lille liberale FDP har indkasseret ni store checks.

Det store socialdemokratiske regeringsparti SPD har kun fået otte donationer på over 50.000 euro, mens CDU's bayerske søsterparti CSU kan glæde sig over seks store donationer. Det samme gælder for MLPD. Og det må da siges at være meget godt klaret af et parti, som bliver tiet ihjel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu