Læsetid: 4 min.

Tysk vovemod

2. maj 2001

»Forbundskansleren må søge efter allierede i Europa til sin sag, men de er desværre vanskelige at finde for øjeblikket.«
Dagbladet Süddeutsche Zeitung i en lederkommentar til kansler Gerhard Schröders udspil til en ny indretning af magtstrukturerne i EU.

Tysklands socialdemokratiske kansler kom i mandags med et lille idékatalog om EU’s fremtid. Der var både nyt og gammelt gods i Gerhard Schröder udspil. Meget af det er rettet mod den tyske offentlighed, for eksempel kravet om, at der skal indføres en syvårig overgangsperiode for arbejdskraftens fri bevægelighed, når EU optager landene fra Øst- og Centraleuropa.
Et par markante passager giver et bud på den fremtidige indretning af EU. Her siger Schröder ikke så meget nyt i forhold til, hvad hans udenrigsminister Joschka Fischer leverede sidste år i sin nu berømte Humboldt-tale. Visionen handler stadig om et mere demokratisk EU med en regeringslignende, stærk Europa-Kommission, der holdes i skak af et to-kammersystem. Det ene, et mere magtfuldt Europa-Parlament, det andet, det eksisterende EU-Ministerråd.
Schröders udspil glimrer ikke ved sin detajlerigdom. Således står det hen i det uvisse, hvordan hans version af Kommissionen skal sammensættes. Er det for eksempel med en folkevalgt formand, som Fischer
foreslog i fjor?

Derfor er der i første omgang mest grund til at notere, at Tysklands leder nu har taget Fischers bold op og i hvert fald på overskriftsplanet gjort hans idéer til sine. Og nok så vigtigt har Schröder signaleret, at han ikke har tænkt sig at lade debatten om EU’s fremtidige indretning dø af opportunistiske årsager. Set i forhold til de henholdende reaktioner i London, Paris og København, der alle kan forklares med, at der er valg i luften inden for uger eller måneder, så gælder det ikke for Berlin. Henholdenheden, forstås. For Schröders parti står faktisk også over for en række delstatsvalg, der senest i september næste år afsluttes med parlamentsvalg.
Set i den sammenhæng er det befriende med en europæisk leder, der ikke er bange for at tænke højt om EU. Schröder kommer også med ideer om fortsat konkretisering af EU’s forsvarsdimension og udenrigspolitik, en europæisk forfatning, en styrkelse af Europol og oprettelse af en europæisk statsadvokatur, der skal kunne rejse tiltale i sager af grænseoverskridende karakter. Samtidig plæderer han for, at udvidelsen med de gamle jerntæppestater ikke må skabe en ny kløft i Europa, der blot ligger lidt længere mod øst.

Samlet set kan temaet i Schröders idékatalog opsummeres til en politisk vilje til at styrke EU såvel indadtil som udadtil. Den folkelige opbakning skal sikres gennem en klarere, føderal beslutningsstruktur og særligt i en indenrigspolitisk tysk optik ved at sætte grænser for det, de tyske delstater oplever som en gradvis udtynding af deres magt til Bruxelles. Det sidste vil ikke være uvelkomment i Danmark. Schröders idé til en mere gennemsigtig beslutningsstruktur i EU kan måske bidrage til at folkeliggøre projektet. Men det er langt fra sikkert, ligesom det langt fra er sikkert, at den tyske model bør kopieres af EU. Som Erik Holm påpeger i sin bog The European Anarchy – Europe’s Hard Road into High Politics, udførligt omtalt i Information sidste uge, så har de store ideer, der kunne give EU en solid handlekraft internationalt, en tendens til at forplumres af smalle nationale interesser. Nice-traktaten er et eksempel.
Men man kunne også citere den franske modstand over for totalliberalisering af handlen med landbrugsprodukter til fordel for verdens fattigste nationer, der medførte en markant udskydning af afskaffelse af tolden på de vigtigste varer. Eller den danske modstand mod i Nice-traktaten at styrke EU’s socialpolitik, fordi det kunne give problemer på hjemmefronten, hvor man efter euro-afstemningen så folkepensionsdræbende spøgelser over alt. Eller aktuelt det tyske krav om en syvårig overgangsperiode, der skal dæmme op for frygten for en invasion af billig polsk arbejdskraft. I alle tre tilfælde handler det om indenrigspolitiske problemer med mere eller mindre saglig bund i virkeligheden.
Men på trods af kortsynetheden i mange af den slags forhindringer for EU’s kraftfulde handlen, så er der vel heller ingen, der i alvor ønsker sig et EU, hvor et flertal alt for nemt sættes i stand til at affærdige nationale særinteresser under rubrikken paranoia eller valgflæsk. Der kan ikke på forhånd sættes normer for, hvornår det nationale, stort eller småt, skal vige for et højere europæisk almenvel. EU er og bliver et svært projekt, der må udvikle sig med alle demokratiets svagheder, plus et par andre. Schröder har givet sit bud på en vej frem. Nu venter vi kun på, at danske politikere finder mod til at diskutere med danskerne og sige andet end nej tak til andres ideer.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu