Læsetid: 1 min.

Det Tyske Akademi besøger København

Deutsche Akademie rummer både tyske og udenlandske forfattere og intellektuelle, og hvert andet år holder det sit forårsmøde uden for Tyskland. I år i København
27. april 2006

Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung holder sit forårsmøde i København fra den 11. til den 13. maj i år. Samtidig gæster man Det Danske Akademi.

Deutsche Akademie rummer både tyske og udenlandske forfattere og intellektuelle, og uddeler blandt andet Georg Büchner-prisen, den mest ansete litteraturudmærkelse i Tyskland. Akademiet holder hvert andet år sit forårsmøde uden for Tyskland og altså i år i København.

På kulturfronten har forholdet mellem Danmark og Tyskland historisk været væsentligt bedre end på den politiske og militære front. Tyskland har i reglen været skandinaviske forfatteres adgangsport til resten af verden, og Norden har spillet en ikke ringe rolle i tysk kulturel selvforståelse. De historiske relationer står i forgrunden under mødet i København.

Den 11. maj fejres en 'dansk-tysk digterfest' med oplæsning af Inger Christensen, Durs Grünbein, Pia Juul, Peter Laugesen, Herta Müller, Oskar Pastior, Robert Schindel og Pia Tafdrup. Festen er arrangeret i samarbejde med Goethe-Instituttet i København.

Intellektuelle i eksil

Dagen efter, den 12. maj, tager Heinrich Detering og Per Øhrgaard fat på de dansk-tyske kulturrelationer, Willy Dähnhardt taler om tyske kunstnere og intellektuelle i dansk eksil, og Hanns Grössel og Niels Brunse diskuterer oversættelse mellem de to sprog.

Endelig den 13. maj uddeler Deutsche Akademie to priser: Johann-Heinrich-Voß-prisen og Friedrich-Gundolf-prisen. Den første går til Ralph Dutli for hans oversættelser fra russisk til tysk, mens koreaneren Kwang-Kyu Kim hædres for sin formidling af tysk kultur i udlandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu