Læsetid: 4 min.

Tyske atomsprækker

28. januar 1999

GERHARD SCHRÖDERS beslutning om at udsætte et forbud mod oparbejdning af atomaffald i udlandet og sende lovforslaget om afskaffelse af atomkraft tilbage i 'udvalg' fik onsdag opbakning i den samlede tyske koalitionsregering, der består af kanslerens socialdemokratiske SPD og miljøpartiet Bündnis90/Die Grünen, også kaldet De Grønne.
Dermed gik regeringen på kompromis med tidligere udmeldinger om, at man ville forbyde oparbejdning af atombrændsels-stave - som i øjeblikket foretages i Storbritannien og Frankrig - inden den 1. januar 2000. Det skete efter første runde i de såkaldte "konsensus-forhandlinger" mellem regeringen og atomindustrien. Atomindustrien havde ikke overraskende argumenteret for, at et stop for oparbejdning så hurtigt ville være praktisk umuligt.
For juniorpartneren i regeringen, De Grønne, var det en kamel med svært store pukler at sluge. Partiet, der blandt andet udsprang af anti-atomkraft-bevægelsen i 1970'erne, har en hurtig afvikling af atomkraft i Tyskland som en absolut mærkesag. Og enhver forsinkelse rammer - som Informations Berlin-korrespondent Torsten Weper rapporterer på side 7 i dagens avis - lige der, hvor det gør mest ondt på De Grønnes bagland.
Ikke desto mindre udlægger Tysklands miljøminister, den grønne Jürgen Trittin, beslutningen som en delvis succes. Han er tilfreds med, at atomindustrien anerkender, at politik har forrang, og at industrien respekterer vælgernes beslutning om, at atomkraften skal afskaffes i Tyskland. Også De Grønnes ordfører i Forbundsdagen, Kerstin Müller, forsøgte at sætte tilbagetoget i perspektiv: "For første gang i forbundsrepublikkens historie har atomindustrien accepteret, at atomsektoren skal lukkes ned," sagde hun til radiostationen WDR 5.
Det er med andre ord en sejr, at atomindustrien opfører sig på god demokratisk vis. Jo, topfolkene hos De Grønne har - efter kun kort tid ved magten - stiftet bekendtskab med begrebet realpolitik.

REALPOLITIK ER også, hvad den tyske regering som sådan har ført i denne sag. Eller skulle man sige statsræson. I forholdet til Frankrig og Storbritannien har der nemlig også været hensyn at tage. Da den tyske regering først fremlagde sine planer, medførte det et ramaskrig i London og Paris. Der blev hævet røster om sagsanlæg og erstatningskrav for milliarder på grund af, at et stop ville være kontraktbrud med det britiske og franske firma, der håndterer det tyske atomaffald. Og det med en ildhu, som tilsyneladende har overrasket Schröder-regeringen. Men med den nye beslutning synes luften at være taget ud af striden med Paris og London. I hvert fald siger justitsminister Herta Däubler-Gmelin, at der nu ville være længere tid til at finde en løsning med briterne og franskmændene med hensyn til de eksisterende kontrakter.
Det har tilsyneladende spillet en rolle, at EU-formandslandet Tyskland har brug for Storbritanniens og Frankrigs støtte i de forestående budgetforhandlinger mellem EU-landene. Her ønsker Tyskland opbakning til, at landet skal betale mindre til EU-kassen efter i mange år at have trukket det tunge finansieringslæs i unionen.

PÅ DEN HJEMLIGE scene forestår der nu nye drøftelser og forhandlinger mellem regeringen og atomindustrien. Man er enige om, at der skal bygges opbevaringsanlæg på de områder, hvor Tysklands 19 atomkraftværker ligger. Det kan imidlertid tage mellem fem og syv år at få opbygget nok kapacitet, hvilket er ensbetydende med, at de dyre, besværlige og farlige transporter af atomaffald gennem Tyskland - både til udlandet og til mellemlagrene i Gorleben og Ahaus - vil fortsætte. Givetvis suppleret af store demonstrationer, sådan som det plejer at være tilfældet. Anti-atom protesterne er ofte dominerede af De Grønnes vælgere, og det må være svært for partiledelsen nu at skulle stå i den situation at skulle forsvare fortsatte transporter, selv om de fleste nok kan se, at en overgangsordning er nødvendig. Men behøver den være så lang?
Sagen er jo, at industrien til det yderste udnytter den position som forhandlingspartner, som Schröder-regeringen har givet den. Det kan betyde lange tovtrækkerier, hvilket vi allerede har set med den første udsættelse. Det er nu regeringens 'håb', at den kan fremlægge et nyt lovforslag om atomkraft i Forbundsdagen den 3. marts.

OG HVILKEN LOV bliver der så tale om? Der vil næppe blive sat en endelig dato på, hvornår al atomkraft er afviklet. Men De Grønnes Kerstin Müller tror, at fire ud af Tysklands 19 reaktorer vil blive afviklet inden for den nuværende regeringsperiode på fire år. Det er langt mindre, end De Grønne oprindeligt havde sat næsen op efter. De Grønne har allerede gået på kompromis på mange andre områder for netop at få realiseret en hurtig afvikling af reaktorerne. På de andre stridspunkter mellem SPD og De Grønne har det imidlertid blot været et spørgsmål om 'størrelsen af en benzinafgift' eller 'divergerende opfattelser af hvor længe man skal have boet i Tyskland for at få statsborgerskab' osv. osv. I atomspørgsmålet taler vi imidlertid om et emne, der banker lige ind i regeringsgrundlaget - aftalen mellem SPD og De Grønne, der banede vejen for "skiftet i Bonn" ovenpå valget den 27. september.
Spørgsmålet er, om de atomsprækker, der er kommet mellem SPD og De Grønne kan tætnes, inden det grønne bagland mister tålmodigheden. Og vel at mærke inden der lige pludselig er gået fire år, og Tyskland igen får en CDU-regering, der vil omstøde beslutningen. Det afhænger af, om det er Schröder eller industrien, der spiller kortene bedst i de fortsatte "konsensus-forhandlinger."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her