Læsetid: 2 min.

Tyske børnehjems-børn blev misrøgtet

Dagens ret var tørre tæsk på de kirkelige børnehjem i 1950'ernes og 1960'ernes Vesttyskland
15. februar 2006

BERLIN - Et skamfuldt kapitel i Tysklands efterkrigstid er dukket op til overfladen i en ny bog, der udmaler lidelserne for tusindvis af børn, som blev låst inde, pryglet og udnyttet som slaver i kirkeligt drevne hjem for forældreløse igennem 1950'erne og 60'erne.

Schläge in Namen des Herrn af journalist Peter Wensierski er en 300 sider lang beretning om de prøvelser, som anslået en halv million børn og unge stod igennem i Vesttysklands 3.000 katolske og protestantiske børnehjem i årene efter Anden Verdenskrig.

Baseret på en lang række interview med tidligere børnehjemsbeboere, som nu er i 50'erne og 60'erne, skildrer bogen, hvordan de forældreløse tyske børn blev underkastet ydmygende og forned-rende behandling, der ofte stod på i årevis, af nonner og munke, der brugte straffe-metoder, der stammede tilbage fra før nazitiden.

"Årtier senere føler ofrene fra dengang et stærkt ønske om at fortælle verden om deres forfærdelige barndomserfaringer," udtaler forfatteren. "For mange har skammen været så stor, at de ikke har været i stand til at fortælle deres egne børn eller koner om, hvad der overgik dem. At lade sig interviewe har for alle været en lettelse."

Fire års husarrest

I bogen fortælles om, hvordan børn og teenagere blev ført bort og låst inde under de tyndeste påskud.

I 1961 blev den dengang 15-årige Gisela Nurthen således indespærret i fire år i et hjem drevet af Barmhjertighedens Søstre i Paderborn, fordi hun en aften var taget ud for at danse med sin kæreste. De sociale myndigheder afgjorde, at kun en længere periodes 'husarrest' på et ungdomshjem kunne redde hende fra 'lastefuldhed'.

Gisela blev tvunget til at arbejde i 10 timer i træk hver dag i hjemmets vaskeri og blev tævet med kosteskafter af nonner. Andre indsatte, som havde forsøgt at flygte, fik deres hoveder glatbarberet og blev tvunget til at gå i sækkelærred. Telefonsamtaler var forbudt, og breve blev censureret. Ydmygende straffe blev især udmålt til 'uægte' børn, der blev anset som fødte syndere.

Offentliggørelsen af Schläge in Namen des Herrn har sendt den paraplyorganisation, der samler alle Tysklands kirkeligt drevne børnehjem, ud i svære selvransagelser, og den holder aktuelt et krisemøde om, hvordan man skal forholde sig til de belastende anklager.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her