Læsetid: 3 min.

Tyske titler under pres

Den globale forfladigelse griber om sig: De tyske doktorer er i fare
21. februar 2007

Jeg har ladet mig fortælle om en mand i Danmark, der i breve af endog mere privat karakter underskriver sig med sit navn og nedenunder 'dr.phil'.

Nuvel, han har en doktorgrad, så det er måske ikke underligt, at han er stolt af den. Og hvis nu venner og bekendte skulle gå hen og glemme, hvor vidt vor dr.phil. har drevet det, bør han selvfølgelig bringe det i erindring.

"Ordner hænger man på idioter," sagde P.A. Heiberg kort efter Den Franske Revolution.

Det blev en medvirkende årsag til hans landsforvisning. Men det var dengang. I dag er det vist mere undtagelsen end reglen, at man i sit private liv i Danmark skilter med sin akademiske rang eller med sine ordner. Det er det langt fra i Tyskland.

Da min yngste datter blev født i Berlin for halvandet år siden, blev vi bedt om at tage vores eventuelle akademiske eksamensbeviser med i amtet. På den måde kunne man sikre sig, at det fremgik af Rebekkas fødselsattest, hvis hendes forældre havde udmærket sig på universitetet.

Hendes far endte for mange år siden i specialesumpen, så han måtte af sted tomhændet. Deres korrespondents danske eksamensbevis med en cand.mag.-grad så damen i amtet interesseret, omend uforstående på og sagde, at det måtte oversættes, for cand.mag. vidste de ikke, hvad var. Jeg sagde, at det var lige meget. Det var fint nok med vores navne.

Bestyrtelse. Hvordan kunne man være ligeglad med det? Men hun accepterede. Formentlig troede hun, at det var akademisk fup. Er det det?

Skæg og ikke snot

Tyskerne er generelt lidt gammeldags. De siger stadigvæk De og hr. og fru til mennesker, de ikke kender. Også når de er under 85 år gamle. Og så er de svært glade for at skilte med deres titler. På adresselisten fra den ældstes børnehave er 'Dr.' omhyggeligt anført ud for de forældre, der har en doktortitel. Nogle er sågar "Dr. Dr.", og det er dobbelt så fint og ikke kun noget, man bliver i Baden-Baden.

Apropos Baden-Baden, som ligger i delstaten Baden-Württemberg, så er den lidt koleriske indenrigsminister Günther Beckstein (CSU) fra nabostaten Bayern godt oppe at køre i disse dage. Han har netop skrevet et brev til Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber. Den tyske forbundsregering agter at implementere en EU-regel om, at man ikke længere anfører doktorgrader i pas og på identitetskort. Her må Dr. Stoiber efter Dr. Becksteins mening træde til.

"Det vil være et forkert uddannelses- og samfundspolitisk signal at sende. Bayern har altid sat sig imod en nivellering og udligning på uddannelsesområdet," skriver indenrigsdoktorminister Beckstein og tilføjer, at en doktorgrad ikke kun er udtryk for en akademisk præstation.

"Den bruges i høj grad også i det daglige liv, når man tiltaler folk høfligt."

Det vil jo være ærgerligt, hvis man skal vise sit pas, og skrankepaven ikke kan se, at man er skæg og ikke snot. Becksteins modstandere er sure over, at andre akademiske grader og stillinger ikke anføres. Det er diskriminering og i strid med princippet om lighed (artikel 3 i den tyske forfatning), mener de.

Forbundsregeringen ser pragmatisk på tingene. Ved at udelade doktortitlen vil man spare myndighederne for en masse bureaukrati, når de skal udstede pas og fødselsattester for folk med doktorgrader erhvervet i udlandet. For det er ikke alle ansøgere, der så nonchalant som undertegnede giver køb på sine titler. Men en cand.mag. er jo heller ikke en doktorgrad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

stakkels tyske doktorer,
for hvis de som selv har netop én doktorgrad,
selv tager de doktorgrader nævneværdigt alvorligt;
hvor alvorligt er de så ikke nødt til
( at lade som om ) de tager
de med mere end en sådan titel?

exam. dr. dr. ....

måske er det mest kun fordomme herfra,
men hvis mange tyske doktorer stadig forsøger at undgå ( officielt ) at indrømme : materialisme,
er de jo lidt svære at tage alvorligt.

det må skyldes nogle misforståelser, for formodentlig er det da

ddr'erne som ene nu styrer hele tysland,

og næppe dr.'erne som gør det.

det lyder besynderligt at der er så(!) mange dr. 'ere
i tyskland;
for så(!) mange læger har tyskerne vel næppe behov for.