Læsetid: 3 min.

Det er en tysker, Kvik

Længe så det ud til at Jens Voigt kunne snyde bakkespecialisterne med et langt udbrud alene, men så vandt alligevel sidste søndags sejrherre, Danilo di Luca, også Fleche Wallonne
21. april 2005

Der er strejf af vallonsk nationalisme over cykelløbet Fleche Wallonne. De fransktalende belgieres forsøg på at konkurrere med flamlænderne, som fostrer næsten alle de gode ryttere i den cykelglade nation, og som har de berømteste løb. Vallonerne har godt nok Liège-Bastogne-Liège, som er verdens ældste klassiker - fra 1893 - men i 1936 fandt en lokal avis på at give det gamle løb en lillesøster, hvis rute forbandt de to fjernest liggende byer i Val-lonien, Tournai og Liège, i lige linje. Deraf navnet Fleche Wallonne. Den vallonske pil.

Men i 1983 ændrede arrangørerne ruten med et lykkeligt greb: Man placerede afslutningen på toppen af den afsindigt stejle korte bakke i den lille by Huy, og denne såkaldte Mur skulle tilmed passeres to gange forinden. Et greb, der har gjort den lille Ardenner-klassiker til et af cykelkalenderens mest spektakulære løb og en sag for den håndfuld af feltets ryttere, der formår at accelerere på den en kilometer lange og op til 20 procent stejle stigning, mens resten af feltet synes at stå stille.

CSC's sportsdirektør Kim Andersen kunne have fortalt holdets tyske rytter Jens Voigt en af sine kæreste erindringer inden starten på Fleche Wallone. Da Muren i Huy var blevet føjet til ruten i 1983 vandt Bernard Hinault, og den femfoldige Tour de France-vinder lod eftertiden forstå, at det var den hurtigste på bakken, der ville vinde, men året efter lurede Kim Andersen både ham, arrangørerne, bakken og konkurrenterne med det eksplosive antrit ved at kaste sig ud i et for ham karakteristisk langt monster-udbrud. Da den store tunge rytter nåede foden af bakken sidste gang, havde han oparbejdet et så stort forspring, næsten fem minutter, at han kunne have trukket cyklen op og vinde alligevel.

Galmandsværk

Det kunne Jens Voigt ikke i går. Han havde lusket sig med i et syvmandsudbrud allerede efter 40 km og da hans ledsageres kræfter ebbede ud fortsatte han, indtil han til sidst kun havde Jef Peeters ved sin side. Og i konsekvens af, at han ikke var til megen nytte, og at feltet hastigt nærmede sig bagfra, lagde Voigt sig et øjeblik i den unge belgiers baghjul og trådte derpå forbi ham og væk. Da havde han 43 km at tilbagelægge alene til mål med et felt, som han holdt konstant halvandet minut bag sig.

Kim Andersens trick var godt nok og Voigts kørsel formidabel, men eventyret sluttede blot tre km fra bakkens fod og fire fra målstregen, efter at det så længe havde været helt uvist om tyskerens galmandsværk skulle lykkes.

Og så blev det længe atypiske Fleche Wallonne forvandlet til det typiske med et stort felt samlet til foden af bakken og vild spredning op ad den. Sidste søndags vinder af Amstel Gold Race, Danilo di Luca, havde ladet sit hold tage ansvaret for at fange Voigt ind, og det var også ham, der på det stejleste stykke af bakken vred sig foran Kim Kirchen og sidste års vinder Davide Rebellin.

Sidste år var det Rebellin, der efter lang tids sejrstørke, kom frygteligt igen og vandt i løbet af en uge Amstel, Fleche og Liège. Nu er Di Luca to tredjedele af vejen til at gentage det hidtil usædvanlige kusntstykke. Også han har ventet længe på sit gennembrud i de forårsklassikere, der altid har været hans karrieres store mål, men nu hvor han endelig er kommet i gang, synes han at kunne rage alt til sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her