Læsetid: 5 min.

Tyskerne ser det værste, især hos sig selv

Den rød-grønne regering har styrket Tyskland. Men tyske intellektuelle trækker sig tilbage til en arrogant kritik af alle og enhver, mener den amerikanske filosof Susan Neiman, som er forfatter til en aktuel bog om Tyskland set udefra
23. september 2005

- Hvordan ser Tyskland så ud, set med en 'fremmeds' øjne?

"Generelt meget bedre, end tyskerne selv betragter det. Set fra en vis distance er Berlin en af verdens mest spændende hovedstæder. Kunsten - og støtten til kunsten - blomstrer, levestandarden er utrolig høj, og den rød-grønne regering er meget moderne og progressiv. Det er sandt, at der er økonomiske problemer, men selv magasinet The Economist og Verdensbanken har attesteret, at disse ikke er så store, som mange tyskere tror, at de er."

- Med andre ord: Krisen er snarere psykologisk end økonomisk?

"Ja. Tyskerne har en meget stærk tendens til at se det værste i tingene, især hos sig selv og i deres land. På en måde er dette en lige så naturlig som nødvendig modreaktion i forhold til fortidens udskejelser, som førte til de værste forbrydelser i det 20. århundrede. Jaget af denne fortid lever tyskerne stadig med en slags traume - og angst er altid en del af et traume. Den anden side af dette traume er en udbredt passivitet og en tro på, at staten skal bekymre sig om alt. Og det gælder for begge sider af landet - øst som vest."

- Er problemerne overdrevne?

"Absolut. Og det er især medierne, som har bidraget til denne overdrivelse. Hvorfor? For det første er de, som ønsker et regeringsskifte, som for eksempel Springer-koncernen, interesseret i at skabe en krise-stemning. For det andet har medierne generelt nemmere ved at berette om dårlige nyheder end om gode nyheder. For det tredje hersker der blandt de intellektuelle en udbredt opfattelse af, at det er tegn på dumhed, eller i det mindste naivitet, når man ikke forventer det værste. Og som det sidste er den rød-grønne regering den første venstrefløjs-regering i Tyskland siden Willy Brandts meget korte æra for en generation siden. Der har været utrolig store forhåbninger knyttet til denne regering, og mange af dem - det kunne man forudse - er ikke blevet opfyldt. Derfor er der en slags skuffelse, som har forvandlet sig til vrede, også hos de medier, der grundlæggende har sympati for venstrefløjen."

Fraværende intellektuelle

- Hvad med de tyske intellektuelle? De har virket meget fraværende i denne valgkamp.

"Det må man nok sige. Jeg har ofte stillet mig selv dette spørgsmål. Der findes en stor modstand imod at rose dem, som er ved magten. Derfor har de fleste intellektuelle - med nogle ganske få undtagelser - ikke støttet den rød-grønne regering offentligt. Samtidig har næsten ingen af dem sympati for de konservative. Så tendensen er at trække sig tilbage til en i bund og grund meget arrogant kritik af alle og enhver, en slags åndløs udmatning i forhold til verden, som konkluderer, at alle politikere grundlæggende er de samme, og at det ikke gør en forskel, hvem der regerer. Jeg skrev min bog Fremde sehen anders netop for at udfylde dette tomrum, som de tyske intellektuelle har efterladt."

Folk er frustrerede

- Hvordan tolker du søndagens valgresultat?

"Søndagens valg er et tegn på, at folk er frustrerede, at de ønsker en slags forandring, men tilbageviser modellen og kandidaten, som CDU tilbød dem. Schröders popularitet forbliver høj, og hvis valgkampen havde varet endnu en uge, ville SPD være løbet af med sejren. Vælgerne anså Schröder som den bedre kandidat, selv om de var mindre overbeviste om hans regering. Men det skal understreges, at den eneste politik, som har et mandat fra vælgerne, er en politik til venstre for midten - selv om ingen ønsker at samarbejde med Die Linke."

- I det tidligere Østtyskland er Die Linke det andetstørste parti. Samtidig har det nynazistiske NPD mange steder fået mellem tre og tæt på fem procent af stemmerne. Hvordan tolker du de to tendenser?

"Der er stadigvæk en ekstrem stor forbeholdenhed over for Østtyskland, hvilket igen kom til udtryk under denne valgkamp - for eksempel igennem udtalelser af CDU/CSU-politikere som Edmund Stoiber og Jörg Schönbom. Og jeg tror, at meget af den opbakning til Die Linke er en reaktion på denne vestlige skepsis. Die Linke er det eneste parti, som ikke ser alt det, der skete i DDR, som en absolut katastrofe. Det er tilfældet hos resten af partierne, og det sker næsten automatisk og på en meget forudindtaget måde. Naturligvis, Østtyskland er den region, som har de største økonomiske problemer, og ganske givet spiller denne kendsgerning en rolle, når man ser på tilslutningen til både Die Linke og til NPD. Men Die Linke kan ikke sammenlignes med NPD, på ingen måde."

- Hvordan kommer man ud af den aktuelle politiske blokade? Hvem skal regere? Og sammen med hvem?

Schröder skal fortsætte

"Jeg synes, Schröder skal fortsætte som kansler. Et flertal i befolkningen - uanset politisk observans - har konstant givet udtryk for, at han kan udfylde denne rolle mere kompetent end Angela Merkel. Jeg ville have foretrukket en rød-gul-grøn koalition, altså en rød-grøn regering sammen med det liberale FDP, men en stor koalition virker som den mest sandsynlige og praktiske. Derudover ser det desværre ud, som om vi under alle omstændigheder mister Joschka Fischer som udenrigsminister. Der er meget intelligente folk i CDU, for eksempel Wolfgang Schäuble og Friedrich Merz, som sagtens kan få en stor koalition til at fungere."

- Mange kommentatorer mener, at en CDU-ledet regering kunne reparere det transatlantiske og det tysk-amerikanske forhold. Er du enig?

"Nej!!! Lad os være helt klar over, hvem der ødelagde det transatlantiske forhold: det var Bush-administrationen, med al dens foragt for internationale love og den internationale opinion. Efter den 11. september tilbød Schröder uindskrænket solidaritet, og han sendte tyske tropper til at kæmpe - og dø - i Afghanistan, men nægtede at tage del i Irak-krigen. Det var en modig beslutning, som blev beundret verden over - også hos mange i USA. Det er mig fuldkommen uforståeligt, hvordan så mange tyske borgere kan anklage Schröder for at have ødelagt det transatlantiske forhold, samtidig med at netop hans faste beslutsomhed og uafhængighed i dette spørgsmål sikrede den tyske udenrigspolitik stor respekt over hele kloden - måske lige bortset fra nogle steder i Washington. En CDU-ledet regering vil igen føre til et underdanigt forhold mellem Europa og USA, og det er ikke, hvad jeg forstår ved en reparation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her