Det var en række skæbnesvangre fejl begået af den tyske ledelse før og under Den Første Verdenskrig, der direkte fik betydning for eftertiden, skabte forudsætningerne for hhv. Sovjetunionen og siden Hitlers regime, førte til Anden Verdenskrig med millioner af døde og lemlæstede og ødelæggelse af de fleste store tyske byer samt delingen af det ruinerede land mellem øst og vest.
Disse graverende fejl, fortrinsvis begået af den tyske militære overkommando under den i øvrigt militært begavede, men egenrådige og skruppelløse generalstabschef og i realiteten diktator Erich Ludendorff, kan beskrives i syv hovedemner, syv dødssynder, således som Sebastian Haffner gør det i sin lille, men vitaminrige bog af samme titel. Bogen er ikke en apologi, ikke et forsøg på en national renselse for skyld, men en skarpsindig analyse af et civilisationssammenbrud forårsaget af en overflødig og ustyrlig krig, hvor ansvaret klart lægges på kejserrigets aktørers skuldre.
Debatten om tysk krigsskyld i Første Verdenskrig var på det tidspunkt, Haffner kom med bogen første gang i 1964, på sit højeste. I disse år udsendte Fritz Fischer sin banebrydende Griff nach der Weltmacht, hvor Fischer klart placerede ansvaret for krigen på et Tyskland med klare ambitioner om ekspansion i kolonierne og hegemoni i Europa. Sebastian Haffners bog kan ses som et skarpsindigt supplement til denne diskussion, der vakte både genklang og harme for 40 år siden og med mellemrum blusser op.
Syv dødssynder
Tyskland begik syv dødssynder. Den første og måske alvorligste, idet denne så at sige skabte skråplanet, var at de ledende tyske kredse med kejseren i spidsen til fordel for en aggressiv ekspansionspolitik opgav Bismarcks geniale balancegang mellem magterne i øst og vest. Det er ikke for meget sagt at jernkansleren, der i øvrigt ikke kunne fordrage generaler og afskyede krig, så som sit mål en varig fred i Europa, hvor magterne var bundet til hinanden i gensidige generøse og givtige aftaler, der umuliggjorde væbnede konflikter. En forsmag på den politiske dimension af EU, hvis man må være så dristig.
Ubalancen efter Bismarck foruroligede med god ret Frankrig og Rusland, og da krigen kom i 1914, gjorde de tyske militære dispositioner i Schlieffen-planen, der forudsatte et angreb ind over neutrale Belgien, ondt værre: Storbritannien så sig nødsaget til at gribe ind under trussel af en nu tysk domineret Kanalkyst. Det var den anden dødssynd. Den tredje var Tysklands forestilling om en varig erobring af både Belgien og Polen, hvilket yderligere fjendtliggjorde en truet omverden. Den fjerde synd var den uindskrænkede ubådskrig, der provokerede det ellers isolationistiske USA til at gå ind i krigen, der dermed var tabt for Tyskland. Den femte dødssynd skabte så at sige Sovjetunionen, idet tyskerne for at skaffe sig fred i øst, lod Lenin slippe til Petersborg i forseglet togvogn gennem tysk område og i øvrigt efter alt at dømme udstyrede de revolutionære med midler til deres forehavende. Brest-Litovsk freden var den sjette dødssynd, hvor Tyskland satte sig på enorme områder i øst, endskønt krigen i vest var tabt, og fortsat bandt store troppestyrker som besættelsesmagt.
Endelig, som den syvende og for Tysklands indenrigspolitiske fremtids mest infame synd, konstruerede Ludendorff, mens han selv som hovedansvarlig for nederlaget flygtede til Sverige, Dolkestødslegenden, altså at det var de politikere der af generalstaben havde været holdt uden for indflydelse - og især socialdemokraterne - der bar skylden for nederlaget. Disse havde med jøderne stukket den tyske hær en dolk i ryggen. Denne myte greb Hitler med begærlighed fra dag ét, og den dannede grundlag for nazismens store fortælling.
Sebastian Haffner, hvis navn og værk først i de senere år er blevet kendt her i landet og især med erindringsbogen En tyskers historie, fremtræder her som den skarpe analytiker, han var. Navnet er til at gennemskue i det bedste af det tyske: Sebastian fra Johan Sebastian Bach; Haffner som hentydning til Mozarts Haffner-serenade. Haffner, egentlig Raimund Pretzel, flygtede som ung jurist fra Hitler-Tyskland og slog sig ned i England, hvor han hurtigt blev en højt skattet journalist ved The Observer. Efter krigen vendte han tilbage til Tyskland og blev en af Konrad Adenauers mest heftige kritikere.
Historiker er Sebastian Haffner ikke af fag, hvilket også præger fremstillingen med flere uklarheder og enkelte misforståelser. Det første efterord fra 1964 viser, hvor meget Haffner også kunne tage fejl. Men tolkningerne er ikke desto mindre uafviselige og dybt tankevækkende og påvisningen af svigtende tysk realitetssans i den pågældende periode overbevisende. Stoffet er langt fra let tilgængeligt, Optakten til Første Verdenskrig husker mange sikkert med gru fra deres skoletid i hvert fald fra eksamen. Men forlaget har fået Steffen Heiberg til at skrive et aldeles glimrende forord med den nødvendige kommenterende oversigt over forløbet. Man kan herefter læse bogen uden videre godt hjulpet af Peter Dürrfelds fine oversættelse.
