Som altid i valgkampens eget hjemland, Forbundsrepublikken Tyskland, er fronterne igen trukket op - til valgkamp. Ikke, at der egentligt er noget nært forestående opgør om vælgernes gunst - først i 1998 går det løs - men er man politiker i Forbundsrepublikken, er det jo altid godt at være tidligt ude.
Således også regeringspartiet FDP, De Frie Demokrater, der netop i disse dage afholder deres traditionelle helligtrekonger-træf i Stuttgart. De Frie Demokrater ligger som altid lige omkring spærregrænsen på fem procent, hvorfor de med dødsforagten lysende i øjnene hellere end gerne mæsker sig i politiske umuligheder. Først og fremmest skattelettelser - FDP's efterhånden eneste tilbageblevne profil i forhold til koalitionspartnerne CDU/CSU. Og det i det økonomisk stillestående, gældstyngede og budgetoverskridende Tyskland, hvor prognoserne for 1998 igen byder på betydelige vanskeligheder med at leve op til Møntunionens konvergenskrav.
Nyeste bud er, at FDP vil sætte alt ind på, at man inden år 2000 helt har afskaffet solidaritetsskatten - indkomstoverførslerne fra vest til de østlige brødre og søstre, der efterhånden er løbet op i rundt 900 milliarder D-Mark. Penge som østtyskerne ikke kunne være foruden.
Udspillet kommer blot få uger efter, at Kohls koalitionsregering nåede nye højder i deres interne skænderi. En strid, der løstes ved et skrøbeligt kompromis om at lade solidaritetsskatten falde fra 7,5 procent til 5,5 procent - men først fra og med 1998.
Reaktionen fra Helmut Kohls hånd på mandagens FDP-udspil kom da også prompte. Han afviste blankt FDP's krav og det med en udtale om, at den slags krav - og dens bagmænd - på ingen måde kunne tages seriøst.
1996 sluttede ellers strålende for langtidskanslerens uudtalte genvalgsplaner, da syv tidligere øst-dissidenter fra henholdsvis De Grønne og Socialdemokraterne (SPD) valgte at hoppe ombord i Kohls kristelige unionsbåd. De var bekymrede over socialdemokraternes tiltagende flirt med PDS, efterfølgeren til det østtyske kommunistparti de så indædt kæmpede imod i DDR-tiden. Lidt af en sejr for CDU, der hidtil har haft det svært i de nye delstater.
Det tog da heller ikke CDU-generalsekretær Peter Hintze mange minutter at hive et potentielt 1998-valgslogan op af hatten - Frihed eller Socialisme - hvorefter han for det udvalgte pressekorps kækt smilende kunne proklamere, at det var et "skæbnespørgsmål for tyskerne, om kommunisterne fra PDS med hjælp fra SPD og De Grønne endnu engang kunne få magt over menneskene."
At kommunist-spøgelset endnu engang anråbes af CDU, kan ikke overraske nogen. Er der én måde at køre socialdemokraternes kanslerkandidat - der bliver enten populisten Gerhard Schröder eller populisten Oskar Lafontaine - i sænk på, er det ved at kalde på vesttyskernes indgroede kommunistfrygt. En frygt der om noget var selve fundamentet for efterkrigstidens vesttyske konkurrence med DDR, og ikke det mindst årsagen til de midtersøgende eller borgerlige tyskeres trofaste opslutning bag anti-kommunisten Konrad Adenauer. Ligeledes er det åbenbart, at store dele af den østtyske vælgerskare vil være modtagelige, idet man på ingen måde ønsker aftagerne til det tidligere østtyske kommunistparti tilbage i stolen, ej heller selv om de er pakket pænt ind i både grønt og SPD-rødt.
Mere bekymrende synes imidlertid at være den omsiggribende tendens i tysk politik til igen at benytte skæbne-metaforer i den politiske retorik, og dermed trække på en århundredegammel tysk-romantisk tradition for at sammenblande politik med skæbne mytologi. For det er ikke blot Peter Hintze, der gør det, når han lige skal hovere - som det var tilfældet ovenfor. Ikke mindst Scientology-debatten i efteråret bar præg af denne retorik-type - ja, af debattens ordlyd kunne man nærmest få opfattelsen af, at det var Mephisto selv, der var på spil.
Især når man betragter debatten om Møntunionen, er det åbenbart, at skæbne-tankegangen ligger på lur mellem linjerne. Således er Kohls foretrukne sætning: 'Møntunionen er et spørgsmål om krig og fred i Europa i det 21. århundrede'. Og selv om man i udlandet mest af alt har lyst til at trække på smilebåndet over disse evindelige krig/fred modstillinger, samarbejde eller undergang, når der diskuteres Møntunion, bør man være opmærksom på, at der herved rask væk trækkes på en politisk undergangslogik, der er Wagner værdig.
Den kortsigtede fare er, at den slags endimensionel enten/eller-logik risikerer at smitte alt for meget af på et andet af tyskernes nationale identitets knudepunkter: Valutaens stabilitet. Enten utilsigtet, eller også kynisk valgstrategi.
Således går der vel ikke alt for længe vi inden længe igen ser Gerhard Schröder og Oskar Lafontaine på banen for alvor med 'angsten for at miste D-marken' - og dermed den højtbesungne tyske stabilitet - som det nationale tema, der kan bringe Kohl til fald. For selv om Euro-skepticismen hidtil har haft trange kår hos et folk, der hellere villet betegne sig selv som 'europæere' end 'tyskere', når man traf dem på gaden, så synes selv de mest EU-venlige tyskere at ryste i bukserne over udsigten til at miste deres nationale stolthed og sikkerhed nummer et: D-marken. Således en forsmag med sidste uges markering fra Schröder om, at SPD, der har flertal i 2. kammeret, muligvis vil blokere for en tysk optagelse i Møntunionen, "med mindre betingelserne er i orden".
staun (Jørgen Staun)
