Læsetid: 7 min.

Tyskundervisningi krise

Undervisningen har bevæget sig fra internationalisering til provinsialisering, skriver professor Per Øhrgaard i denne kommentar til Informations artikel om, at det kniber med tilgang til tyskfaget, skønt erhvervslivet efterspørger tyskkyndige
31. januar 2007

Kristian Villesens artikel med interviews i Information den 12. januar handlede om det tyske sprog i Danmark. Det gør denne kronik også, fordi det nu engang er det sprog, jeg ved mest om. Men situationen er ikke spor bedre for andre ikke-engelske sprog. Det er sælsomt, at man i en tid, der taler om mere internationalt samkvem, globalisering, med flid forringer vore muligheder for at deltage i den proces. Kun vidtløftige finansrådgivere råder til at satse alle penge på et enkelt værdipapir; men sprogligt og kulturelt er det det, vi er ved at gøre i Danmark. At koncentrere sig om ét fremmedsprog medfører for øvrigt også, at man heller ikke lærer det sprog godt nok: Man ville blive bedre til engelsk ved også at beskæftige sig med tysk, fransk osv. Indtil videre viser flere undersøgelser af globaliseringen, at den ikke mindst har øget kontakten mellem nabolande; men vi er ved at lukke undervisningen i vort største nabolands sprog (og EU's største modersmål).

Danskere tror gerne, at de er gode til engelsk. Dels vil vi helst tro det. Dels bruger vi hyppigt engelsk i samtale med mennesker, der heller ikke har det som modersmål, medens vi oftest har brug for tysk, fransk, spansk osv. i selskab med indfødte. Da engelskniveauet i Danmark givetvis er højere end i mange andre lande, rummer samtaler på engelsk med f.eks. en spanier en betydelig risiko for at tro, at ens engelsk er bedre, end det er. Men godt engelsk er svært - for resten nok sværere end godt tysk.

Jan Engberg (lektor ved Handelshøjskolen i Århus, red.) sagde i artiklen den 12. januar, at tysk er blevet "det grammatikbærende fag i gymnasiet", og det er en tung byrde. Derfor burde den bæres af de bredeste skuldre, nemlig modersmålet, som længe forsømte at tage den på sig. Det er desværre sandt, at tyskundervisningen tit er det første sted, hvor man opdager, at et sprog har en grammatik. Det gør det svært at skabe hurtige succesoplevelser, og derfor anses tysk for meget svært. Men overvinder man de første hurdler - ja, så er der ikke ret mange flere.

Førstehåndskendskab

Forleden tilbragte jeg nogle dage i Berlin i selskab med gode venner, der er 10-15 år ældre end jeg. Ingen af dem har tysk som fag, faktisk har de livet igennem haft tættere kontakt med andre sprog (fransk, engelsk, spansk) end med tysk. Men de kunne klare sig på tysk i Berlin - takket være deres naturlige begavelse, bevares, men også takket være deres skolegang. Hvis jeg får besøg af en tysk kollega og synes, at hun eller han skal kunne tale sit eget sprog hjemme hos mig, kan jeg invitere de ældre; men jeg kan ikke invitere danskere yngre end ca. 50, med mindre de har tysk som fag.

I min fjerne ungdom i 60'erne skulle en studerende i Danmark kunne læse engelsk, tysk og fransk. Man skulle kunne gøre sig klogere på mindst tre ikke-danske sprog (foruden svensk og norsk). Selv de lægestuderendes anatomilærebog var på tysk, og man kunne slet ikke studere humaniora eller samfundsvidenskab uden at kunne i det mindste stave sig igennem Descartes eller Durkheim på fransk og Kant eller Max Weber på tysk - gerne med en oversættelse ved siden af, hvis den fandtes (det gjorde den sjældent), men med muligheden for førstehåndskendskab. Enhver, der har prøvet at sammenligne filosofisk, sociologisk eller psykologisk osv. terminologi på forskellige sprog, ved, at de er dybt præget af forskellige tankegange. Freud eller Foucault skriver faktisk noget andet på tysk respektive fransk end det, vi i dag sidder og læser af dem på engelsk. Men vi opdager det ikke, fordi vi ikke længere kan gå til kilderne.

Kunne vi så det dengang? Langtfra altid (kun få kunne læse Dostojevskij i original), og vi prøvede sikkert også at springe over, hvor gærdet var lavest. Det var bare ikke så lavt som nu, og alene bevidstheden om, hvad vi burde kunne, højnede kvaliteten. Vi blev internationale. For internationalisering er noget andet end monokulturalisering. Internationalisering er kulturel markedsøkonomi. Hvad vi oplever i dag, er kulturel monopoldannelse.

Ædelt mål

Da andre fremmedsprog imidlertid aldrig vil kunne få samme vægt som engelsk, skulle man måske tilstræbe noget andet med dem. I stedet for at prøve at give eleverne den samme slags kompetence på f.eks. tysk, som man prøver at give dem på engelsk, kunne man lægge vægten andre steder og således også få fat i de slet ikke så få elever, som gerne vil lære noget systematisk.

Sprogundervisningen var allerede i min tid begyndt at satse på 'kommunikativ kompetence', så vi kunne godt lukke munden op på tysk. Men det ansås ikke for vigtigere at kunne bestille en øl på en restaurant end at kunne læse en seriøs avis eller en lødig bog. Så vidt kom det i en periode - med det resultat, at det sprog, eleverne har lært i skolen, ikke kan udvikles. Efter folkeskolen begynder gymnasiet forfra, efter gymnasiet begynder læreanstalterne forfra. Det spildes der en masse tid og kræfter på - og frustrationen breder sig. Det er ikke altid de dårligste studerende, der falder fra. Det er tit nogle af de bedste, som havde sat næsen op efter noget mere.

Den 'kommunikative kompetence' er et ædelt mål, men opnås til syvende og sidst kun ved at opholde sig i det land, hvor sproget tales, eller ved at være barn af forældre med forskellige modersmål. Skolen kan ikke give eleverne den kompetence, selv ikke på engelsk, som ellers er helt anderledes massivt til stede i dagligdagen end andre sprog (bl.a. på grund af en kulturpolitik, der ikke stiller krav til medierne). Jeg kender unge mennesker, som kommunikerer storartet på engelsk, dvs. amerikansk. Men det skyldes ikke så meget skolen som det faktum, at de surfer omkring i en engelsksproget virtuel verden.

Tysk og ølsorter

Og ikke et ondt ord om det! Men det fungerer med og uden skole. Så hvad kan skolen gøre, når der kun er et par timer om ugen til rådighed, og sproget ikke umiddelbart er til stede i dagligdagen i samme grad som engelsk?

Skolen kan satse på informationskompetence, på at lære eleverne at læse og lytte på det fremmede sprog, så de kan følge med i, hvad der foregår i de lande, som taler disse sprog, og så de kan læse bøger, artikler osv. Det kaldte man tidligere 'passiv' sprogbeherskelse, men udtrykket er nonsens. Man kan lære uendelig meget af at læse og lytte, bl.a. kan man udvide sit ordforråd, hvad de fleste har hårdt brug for. Endvidere kunne skolen mindske afstanden mellem sprogene. Hvis man lærer engelsk fra 3. klasse (hvad der ikke er nogen grund til, men hvis man absolut vil...), bør næste sprog begynde senest i 5. klasse. Ellers bliver niveauforskellen for stor og motivationen for ringe.

Skolen kan satse på emner, som peger ud over elevernes alderstrin. De fleste skal leve med deres tysk, fransk, spansk osv. resten af livet uden at få mere regulær undervisning. Men så går det ikke, at man har læst ungdomsbøger eller teenagemagasiner med dem. Man skal præsentere dem for det, der holder. Det er da i orden, at eleverne som foreslået af Finn Prang-Andersen (formand for Dansk-Tysk Industri- og Handelsklub, red.) i artiklen den 12. januar kender forskel på tyske ølsorter. Men det er vigtigere, at de oplever, at tysk også kan bruges til andet end at snakke ølsorter. Ellers dropper de det den dag, de bliver mere ædruelige, ligesom de glemmer ungdomsbøgerne, når de er blevet bare ét år ældre. Så der er ingen vej uden om almendannelsen, historien, klassikerne: De har nemlig dokumenteret deres værdi, ellers var de der ikke.

Dannelseshorisonten

Skal eleverne da ikke møde nutidens Tyskland (Østrig, Schweiz)? Vel skal de så; og jeg har selv undervist i lange baner i den slags. Men jeg har en lige så lang erfaring for, at hvis der ikke er en dannelseshorisont at projicere det aktuelle på, forstår man heller ikke det aktuelle. Jeg har set studerende, som snildt kan oversætte en artikel fra tysk om aktuelle spørgsmål, men som alligevel ikke begriber den, fordi de ikke ved nok om baggrunden for den debat, der føres i Tyskland. Hvis elever og studerende erhvervsrettes uden dannelsesbaggrund, bliver de til fag-idioter.

Endelig kan skolen vise, at sprogene er kilde til andet end et kulturområdes folk-lore. Ethvert sprog rummer en alternativ adgang til hele verden. På alle sprog skrives og tales der om alting - og det er ikke alt, der oversættes til engelsk. Ved at nøjes med engelsk koloniserer vi os selv, vi accepterer at se hele verden gennem ét filter (hvad der også kan have fatale politiske konsekvenser, som man ser). Vi kan aldrig lære alle sprog, men vi kan kun blive klogere af at lære mere end ét, og vi bliver det i hvert fald ikke af at lade være.

Per Øhrgaard er dr.phil. og professor ved Handelshøjskolen i København

Kronikken i morgen:

Om at speake danglish

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu