Læsetid: 3 min.

Uafhængighed for hvem?

4. juli 2003

NÅr amerikanerne hertil aften fejrer deres uafhængighedserklæring fra kolonimagten England 4. juli 1776 med barbecues, blåbærtærte og festfyrværkeri bør de skænke en tanke til de mænd og kvinder, der dengang kæmpede mod den britiske konges arrogante behandling af amerikanerne i kolonierne. Som besættelsesmagt i Irak vil de kunne lære noget fra deres egen historie som et undertrykt folk, der rejste sig i et legitimt oprør under den amerikanske revolution. Ikke fordi alle paralleler holder. I den første meningsmåling efter krigen udtrykte 65 procent af Bagdads indbyggere håb om, at USA’s styrker ville blive et stykke tid. Kun 17 procent ville have dem ud. Formentlig er følelserne mere positive i det sydlige og nordlige Irak – trods daglige angreb på besættelsesstyrkerne. Da England sendte sine første soldater til Amerika i 1764, blev de mødt med dyb mistænksomhed, grænsende til det fjendtlige. Kolonisterne fæstede ikke lid til den officielle forklaring – at britiske styrker skulle bistå i forsvaret mod indianere, franskmænd og spaniere. Hvorfor tog de opstilling i byer i stedet for at patruljere de 13 koloniers grænser? Den overvejende opfattelse var, at hæren skulle holde styr på de uregerlige kolonister og nedkæmpe forsøg på løsrivelse fra moderlandet.

I tilfældet Irak sendte USA sine styrker afsted for at fjerne en tyran og hans farlige våben. Et flertal af irakerne oplevede militæraktionen som en befrielse. Om denne mening stikker dybere end som så afhænger af, hvordan besættelsesmyndigheden håndterer irakerne og deres aspiration om frihed og uafhængighed. Måske de amerikanske patrioters oprør mod den britiske kolonimagt i sidste instans var uundgåelig. Men der er ingen tvivl om, at kongestyrets arrogante behandling af kolonisterne og deres aspirationer tændte den lunte, som fik oprøret til at eksplodere. Det er denne historie, som den amerikanske administrator ’Jerry’ Bremer i Bagdad kan lære en hel del af.
For at skrue historien 240 år tilbage blev amerikanerne forargede og voldsomt irriterede over, at kongen pålagde dem skatter, hvis primære formål var at finansiere de britiske styrkers forsvar af kolonierne. Før 1764 havde amerikanerne selv påtaget sig denne opgave. Nu skulle de betale i dyre domme for en styrke, hvis bajonetter var rettet mod dem selv. Den ene afgift fulgte den anden i 1760’erne. Hver gang afviste kolonisterne at betale. »Ingen beskatning uden repræsentation i det britiske parlament,« lød det rimelige krav. Den måske største bommert, briterne begik var at udstationere et kontingent soldater i Boston i 1770 – en sydende heksekedel af antibritiske følelser. Soldaterne opførte sig arrogant, stjal og tævede folk, voldtog kvinderne. I marts 1770 tog patriotiske ledere i Boston affære, efter at en 12-årig dreng var blevet skudt ned. Pøblen omringede otte soldater, kastede med sten og æggede dem til at skyde med skarpt vel vidende, at de havde ordre til at holde igen. Fem amerikanske demonstranter lå kort efter døde på gaden.
I de følgende år fortsatte sabotagen mod kolonimagten. Da kongen pålagde importafgift på te i 1773, blev Boston igen centrum for uroligheder. En gruppe patrioter udklædte sig som Mohawk-indianere, bordede et britisk skib i Bostons havn og kastede alle teballerne overbord. I de næste år organiserede patrioterne i New England sig som en guerillastyrke kaldt ’The Minutemen’, fordi de kunne indkaldes til kamp i løbet af et minut. Da en ekspedition af britiske soldater 18. april 1775 forlod deres fæstning i Boston for at ødelægge nogle ulovlige våbendepoter i Concord, blev de mødt af modstand. Der var mange faldne på begge sider i Concord. I juni tabte briterne over 1.000 mand i slaget på Bunker Hill, udenfor Boston. Herefter dannede George Washington en konventionel hær og resten er historie. I uafhængighedserklæringen skrev Thomas Jefferson, at kilden til et styres magt stammer fra de styredes konsensus, og at de regerendes hovedopgave er at garantere alle individers umistelige rettigheder til livet, friheden og opnåelse af lykke. »Når som helst enhver type regering frasiger sig dette ansvar, er det folkets ret at ændre eller fjerne regeringen og indsætte en ny.«

Læren er her, at det irakiske folk vil vende sig mod amerikanerne, hvis de ikke leverer varen. Når Bremer derfor sidste fredag dekreterer, at lokale valg og selvstyre i irakiske byer skal indstilles og nogle dage senere bebuder, at han alene vil udpege et forfatningsråd har USA ikke lært af sin egen historie. Den type beslutninger kan kun give ammunition til de mørke kræfter i Irak, der arbejder på at bringe tyranniet tilbage.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her