Læsetid: 1 min.

Den ubehagelige sandhed er ilde hørt

Må man mene, at Albert Speer var en dygtig arkitekt og Leni Riefenstahl en ditto billedmager? Man gør i hvert fald klogt i ikke at sige det højt
27. april 2007

I et interview til Welt am Sonntag indrømmede rockmusikeren Bryan Ferry for nylig, at han var imponeret af nazisternes evner indenfor selviscenesættelse:

"Jeg taler om Leni Riefenstahls film og Albert Speers bygninger og masseoptogene og flagene. Simpelthen fantastisk - virkelig smukt."

Udtalelsen faldt både ledere af jødiske samfund og britiske parlamentsmedlemmer for brystet, og snart undskyldte Ferry og tilføjede, at han havde talt ud fra et strengt æstetisk synspunkt, samt at han "som ethvert rettænkende individ finder naziregimet ondt og afskyeligt."

Magtens billedsprog

Ferrys kommentar var tankeløs, men desværre ikke grundløs. Det ville være godt for sjælefreden, hvis alt, som overhovedet kunne forbindes med nazismen, var entydigt frastødende. Men at folkene, som bar SS-uniformerne, var en skamplet på menneskeracen, er ikke ensbetydende med, at deres ekvipering var afskyvækkende. Faktisk bør man ikke lukke øjnene for betydningen af, at SS-uniformen fik sin ejermand til at fremstå som en personificering af kontrol, styrke, magt og disciplin.

Nazisternes kompetencer inden for masseforførelse turde være ubestridelige, og det er hverken en urimelig eller uanstændig påstand, at en essentiel komponent heri var deres sikre greb om visuelle virkemidler.

De monumentale masseoptog var imponerende, og i den unge, skruppelløse opportunist Leni Riefenstahl havde Hitler den blændende billedbegavelse, som kunne få deres ikonografi til at tage sig endnu mere spektakulær ud. Det gjorde hun så i den teknisk innovative propagandafilm Viljens triumf (1934), formentlig det værk i filmhistorien, flest mennesker mest modstræbende beundrer (i 1977 plankede George Lucas i øvrigt en billedkomposition fra filmen i Star Wars).

Selvsagt har Viljens triumf - som SS-uniformen og Speers bygninger - et væld af rædselsvækkende associationer, men kategorisk at frakende nazisterne enhver æstetisk fortjeneste er misforstået. Særligt fordi det stiller sig i vejen for forståelsen af, hvordan det kunne komme dertil, at millioner af mennesker var villige til at dræbe og gå i døden for en splittergal ideologi. Et ret så væsentligt kollektivt selvransagelsesprojekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her