Læsetid: 2 min.

Ubekvem gæst

Cubansk-fødte Luis Posada Carriles har forsøgt at myrde Fidel Castro og stod bag den bombe mod et cubansk fly, der kostede 73 livet. Hvordan tackler USA en CIA-agent, som Cuba vil have udleveret som terrorist
19. maj 2005

Er han international terrorist eller frihedskæmper? Den 77-årige cubansk-fødte Luis Posada Carriles blev sent tirsdag arresteret af de amerikanske immigrationsmyndigheder, efter at hundredtusinder af cubanske demonstranter med selveste Fidel Castro i spidsen i Havana kræver ham udleveret til retsforfølgelse og dom.

Carriles har brugt det meste af sit liv på at bekæmpe Fidel Castro. Men hvordan man skal klassificere den forhenværende CIA-agent, som tidligere er dømt for at have forsøgt at snigmyrde Castro og for at have dræbt 73 civile ved et bombeattentat mod et cubansk passagerfly - det er blevet et svært dilemma for USA's præsident Bush.

Posada har i dag venezuelansk statsborgerskab, men har i mange år levet et liv enten i fængsel, på flugt eller med lyssky aktiviteter. Han blev i august 2003 benådet for sin otte-årige fængselsstraf i Panama for at have planlagt at myrde Cubas leder under et topmøde dér i 2000.

Tilbage i 1985 undslap han fra et fængsel i Venezuela, hvor han afsonede sin dom for at stå bag den bombe, der i 1976 dræbte alle 73 ombordværende på Cubana Airs fly fra Barbados til Havana. Om bord var hele Cubas ungdomsfægtehold, 24 sportsfolk, de fleste var teenagere.

Posada hævdede i et interview med avisen Miami Herald forud for sin arrestation, at han intet havde haft at gøre med bomben mod Cubana-flyet. Tidligere har han dog åbent pralet med sin rolle i en række bombeattentater mod turistmål i Havana, og af at have hjulpet den amerikanske oberst Oliver North med at smugle våben til contraerne i Nicaragua.

I Havana er følelserne i kog over amerikanernes langmodighed over for en mand, som Cuba regner for international terrorist og nationens fjende nr. et.

"Nu må Mr. Bush bevise, at han tager terrorisme alvorligt," siger Cubas parlamentsformand, Ricardo Alarcón, der ikke er imponeret over, at amerikanerne nu har anholdt Posada.

"Skal vi klappe over, at han er blevet arresteret, efter at hans har været i USA gennem to måneder," spørger han.

Sagen har skabt forøget spænding mellem USA og Cuba, hvor Castros styre gerne udnytter affæren til det yderste for at sætte spot på USA's egen rolle i terrorhandlinger begået over for Cuba og andre lande i Latinamerika. Bushs dilemma er, at han nødig vil miste støtten fra de magtfulde eksil-cubanere i Miami, som ser ham som bannerfører for deres kamp imod Castro. Men Bush kan på den anden side dårligt forsvare at beskytte en terrorist. Posadas medskyldige i attentatet i 1976, Orlando Bosch, blev i øvrigt i sin tid benådet af præsident Bush Senior og fik opholdstilladelse i USA. Nu vil Posada søge politisk asyl i USA, siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu