Læsetid: 3 min.

Überkrukkernes aften

Hverken Morrissey eller Rufus Wainwright levede fuldt op til forventningerne fredag aften. Den ene krukkede for meget og den anden for lidt
3. juli 2006

Fredag er krukkernes aften på Roskilde. Aftenen hvor vi allernådigst får lov til at lade os opsluge af de to selvcentrerede galakser, der tilhører Morrissey og Rufus Wainwright. Men hvor det denne aften lykkes for et af de charmerende egoer af få masserne med sig, forlader den anden sit publikum som en såret poet.

Det er Wainwright, der vinder publikums hjerter, selv om det også er ham, der skuffer anmelderen mest. Mens Morrissey et par timer forinden lægger stærkt ud, men gradvist mister pusten og til sidst trækker sig ind i sig selv uden at have fået den publikumshengivelse, han kræver.

Det starter ellers forrygende og lige på med Smiths-klassikeren "Panic", solohittet "First of the Gang to Die" og den kække præsentation af manden og bandet: "Good evening - we are Morrissey."

Den britiske crooner virker afslappet under koncerten - næsten for afslappet - og behøver blot løfte op i sin brune skjorte for at vække jubel over sine sangforedrag, der er spækket med lige dele humor og tragik. Som da han synger "Close your eyes and think of someone you physically admire - and let me kiss you" og følger op med "But then you open your eyes and find someone you physically despise".

Det er Morrissey, som vi kender og elsker ham, evigt selvpinende og underfundig. På skærmene bag ham stråler et billede af hans livs idol Oscar Wilde, der var lige så tvetydig om sin homoseksualitet og engang erklærede, at han aldrig havde elsket andre end sig selv.

Men da Morrissey spørger sit publikum, om de kender Wildes roman The Picture of Dorian Gray, og de brede masser tøver, er det som om der sker noget med manden fra Manchester. Han virker skuffet - også over, at kun de forreste rækker hidtil har givet sig helt hen til ham - og leverer sangene med mindre og mindre gejst; selv "How Soon Is Now?" og "Irish Blood, English Heart". Og pludselig er det ovre efter blot en time - Morrissey forlader scenen uden et ord, kommer ikke tilbage og giver ikke et eneste ekstranummer.

Halvt tilfredsstillede, halvt forløste går publikum derfra og bryder hovederne med, hvad der skete. Morrissey er kompromisløs nok til simpelthen at have opgivet det ikke tilstrækkeligt hengivne publikum: Kaster man sig ikke betingelsesløst for hans fødder, har man jo ikke fortjent hans kærlighed.

En nøgen Messias

En sådan overgivelse behøver Rufus Wainwright ikke; faktisk behøver han slet intet publikum, for han er så selvoptaget, at han ved, han er en sanger af Guds nåde. Hans stemme er som en gave, der ubesværet flyder ud over salen, mens Wainwright sidder bagoverbøjet med lukkede øjne, opslugt af sig selv og sine kompositioner. Kun når en lille vokaldetalje går galt, stopper perfektionisten Rufus op og starter sangen helt forfra.

I dag er han Rufus Modsat, for der er ingen kostumer, korsfæstelse på scenen eller bare farverigt tøj. Det hedonistiske homo-ikon, der for få år siden var ved at gå til i sex og stoffer, sidder nu alene ved sit klaver iført hvid skjorte og jeans og bevæger sig kun, når han en gang imellem skifter til guitar.

Prisværdigt nok vil han lade sin stemme stå i centrum på Roskilde, men det viser sig hurtigt at være synd. Canadierens sange er nemlig så storslåede, at de fortjener blæsere og strygere, og så meget af hans musik lever i alle de små finurligheder og store detaljer, som fuldstændig mangler denne aften.

Alligevel jubler publikum efter hver sang, for selv om især de guitarbårne numre mangler energi og hurtigt bliver ensformige, besidder Wainwright stadig et næsten umenneskeligt organ. Især "Gay Messiah" og "The Art Teacher" rammer perfekt; netop to af de få numre der også på plade er holdt simple. Allersmukkest bliver det, da søster Martha trisser ind på scenen, og de to og hele teltet fremfører Cohens "Hallelujah".

Alligevel kan hverken stemmen eller en fantastisk joke om Axl Rose ("Hans stakkels hår! Hans hoved er som en koncentrationslejr for hår!") redde Rufus fra at spille en fin, men dybest set skuffende koncert. Forhåbentlig er han atter i flamboyant form, næste gang han runder Danmark.

Morrissey, Orange Scene + Rufus Wainwright, Arena, Roskilde Festival, fredag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu