Læsetid: 4 min.

Ubetrådte spor blandt Palle Jessens blinde veje

Palle Jessens lyrik er holdbar endnu, 42 år efter hans død, men det er stadig begrænset, hvad en dåse lak kan sige om sjæl
15. august 2005

Tiden er kommet Palle Jessen (1920-62) i møde, slutter Torben Brostrøm optimistisk sin efterskrift i det nylig udsendte udvalg af den funktionalistiske opfindernørds trykte og utrykte digte. Heri har Brostrøm naturligvis ret, for så vidt som bogen jo selv rejser Jessen et varigt minde. Men påstanden har også rigtighed i litteraturhistorisk forstand. Oven på opgøret med den såkaldte danske modernismekonstruktion kan der med fordel kastes nye, opmærksomme blikke på outsiderne, afvigerne, dem, der røg ud af kanon, eller dem, der som Jessen måtte give op.

Egentlig skulle manden vist have været officer ligesom sin fader og sin broder, men pga. en hjertefejl røg han ud i sin egen bane - uden rigtig at passe ind i noget rigtigt erhverv. Først sent fandt han ud af, at det måske var digter, han var, og fik en skandaløs, eller i det mindste omdiskuteret debut med Skæv dans på hårde ringe (1961), hvori man bl.a. kunne læse det originale "Krøbling":

Hink

hink

honk

hinke, hænke, hank

hunk

illæ, illæ, hank

lakrimæ

lækrimæ

honk.

Ting får mæle

I hans nu tilgængelige lyriske produktion tegner sig to markante toppe, dels debuten med dens høje, slanke, kolonnelignende digte - der virker, som om de er skrevet på regnemaskinepapir-ruller - dels de 13 efterladte Læsestykker, af hvilke en håndfuld blev trykt i svenske "Ord och Bild" kort efter forfatterens død. Her lader han som vanligt ting og begreber få mæle, eksempelvis "Det hvide papir":

Giv tid - og jeg står fuld af bogstaver. Se ikke så fjendtligt på mig eller så angst. Kærtegn mig med Din pen og jeg skal blomstre for Dine øjne.

Man fornemmer i tekster som denne digterens karakteristiske blik for de uanseligste ting i verden, og han forløser stedvis dén ellers stedløse længsel, som anes overalt i produktionen, og som gerne holdes i ave af barsk ironi.

For det er jo her, problemet ligger. Uanset hvor meget man kan beundre det smalle, lodrette jessenske digt - ifølge Brostrøms beskrivelse "hakket op af linjeknæk, som var det en partering" - kommer man ikke uden om, at hans konsekvente orienterethed mod Tingene og mod Ordet-som-Ting ikke kun er sådan en slags kuldslået lyrisk funktionalisme, det er også udtryk for en slags fundamental-bestræbelse: Digtet som den tekniske totalløsning på eksempelvis eksistentielle konflikter. Det er virkelig stadig al ære værd, at Jessen formår at anlægge en gammel tøjklemmes, et målebånds eller en blækflaskes snurrige synspunkt, men det er nu engang ret begrænset, hvad disse ting og en dåse cykellak kan udtrykke af sjæl.

Poetens 'tagen parti for tingene' (Francis Ponges berømte sloganagtige titel) ligner til forveksling forsvar mod ham selv. En verbal reservation, javel, men også et forbud mod det billede, uden hvilket lyrik automatisk får åndenød. Gang på gang taler Jessen sig via tings- og eksteriørbeskrivelsen ned til et koncentrations- og konfrontationspunkt, men netop fordi hans fantasi holdes så stramt i ave af et overvågende intellekt, må hans følsomhed presses ind i en fortænkt dybsindighed eller optræde pr. vikar som liderlighed og, sjældnere, sentimentalitet.

Meget tidlig-60'er-agtigt virker således et ellers højtilforladeligt digt som "At skrue en skrue i træ", der ret beset bare rummer en lummer seksualfantasi. Og lettere forældet forekommer nu den ovenfor citerede, noget forkrampede tekst om en hinkende invalid.

trap trap trip

Udover debuten og læsestykkerne rummer Tingene fyldige pluk fra de to uudgivne, men kvalitetsmæssigt ujævne manuskripter Communiqueer og Lyrisk march (begge sammenredigeret af PJ i 1961 med henblik på en hurtig andenbog), nogle "Efterfølgende digte", af hvilke flere daterer sig langt tilbage i produktionen, og en stribe charmerende "Sange" til datteren Suzanne, her f.eks. "Pruhest":

Pruhest

går på vejen. Trip trip trap

trap

inde i den store skov

trap trap trip

trap trap.

Pruhest siger

vriiih

når manden

tar den i øret

vriiih vriih.

Udgiveren, entusiast Jan Hjort, oplyser, at sangsuiten var tænkt som illustreret børnebog og fik "en varm og sagkyndig udtalelse med på vejen fra rektoren for Bernadotteskolen". Måske har de fædrene ordlege virket mere nybrydende dengang end nu?

Jeg kan huske, at min mormor, der var en svoren ynder af poesi, engang kom hjem fra et højskoleophold og grinende fortalte om, hvordan de havde gennemgået "Krøbling" og indset, at det digt, takket være Terents-citatet, "hinc illae lacrimae" (derfor disse tårer), var andet og mere end ordleg. 40 år efter virker det, som om perspektivet på Jessen er skiftet. Nu kan vi nemlig se, at han også er god dér, hvor han lader paraderne falde, som i et i ordets ægte forstand aldeles hudløst mindedigt over hustruen Nanna, eller i flg. læsestykke:

ANSIGTET, MORGEN

Jeg vender mig mod Dig, elskede, jeg lyser, Du begærer mig, men jeg er ikke månen som i nat men solen. Begær mig nu og gå varm af drift ud i dagen med mig i Dine tanker.

Hvem ved, om der ikke i sådanne digte, præget som de er af den åbent vedkendte følsomhed, lå begyndelsen til nye veje for Palle Jessen. Vi véd det ikke, men er som læsere henvist til at skifte mellem blindgaderne og de blot antydede, så godt som ubetrådte spor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her