Læsetid: 4 min.

Ubrugt ret til initiativ

16. januar 2004

Da EU-kommissionen traf sin beslutning om at rejse sag imod medlemslandenes finansministre, lagde den vægt på, at sagen kun handler om procedurer. Tilbage i slutningen af november vedtog et flertal af ministre fra de 12 euro-lande, at der ikke skulle indføres økonomiske sanktioner imod Tyskland og Frankrig, selv om de igennem tre år har tilsidesat de budgetkrav, der ligger i Vækst- og Stabilitetspagten. Derved tilsidesatte finansministrene en indstilling fra Kommissionen – hvad de har lov til.
Men den rette opfølgning ville have været at anmode Kommissionen om en ny anbefaling. Som den formelle kompetence er fordelt mellem Ministerrådet og Kommissionen, må ministrene ikke selv træffe beslutninger uden indstilling fra Kommissionen.
På den baggrund mener ganske mange EU-jurister, at Kommissionen har en god sag. Det vil blive svært for EF-domstolen i Luxembourg at feje sagen til side eller – hvis den accepterer at behandle den – at give Ministerrådet medhold. Kommissionen har set rigtigt ved at understrege, at det her kun handler om det proceduremæssige – og ikke de politiske og økonomiske aspekter. Derved har den styrket sin sag, rent juridisk. Men den har også lagt op til en magtkamp mellem EUs centrale institutioner. En sådan konflikt vil der altid være baggrund for i kraft af de uklarheder, der er indbygget i den traktatfæstede kompetencefordeling.
Nok er ganske mange sagsområder efterhånden underkastet flertalsafgørelser og den deraf følgende risiko for, at nogle medlemslande bliver underkendt. Men fundamentalt set er EU stadig en sammenslutning af nationale stater, der regulerer deres indbyrdes forhold gennem forhandlinger.

I den model har Kommissionen en ganske særlig placering. På den ene side har den ansvaret for den administration, der skal gennemføre de politiske beslutninger, medlemslandene vedtager. På den anden side er den selv tildelt en p0litisk rolle i kraft af den såkaldte initiativret. Principielt set er det den – og kun den – der kan sætte forslag til handling på Ministerrådets dagsorden. Reelt er den funktion imidlertid blevet udhulet af den stadig større betydning, de mindst halvårlige topmøder har fået.
Ofte er det ved disse møder mellem stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd, de centrale spørgsmål har fundet en afgørelse. Var sagen om gennemførelse af sanktioner imod Tyskland og Frankrig blevet taget op på et sådant topmøde, ville udfaldet med stor sikkerhed være blevet det samme. Men nu blev den klaret blandt de 12 finansministre fra euro-landene igennem en flertalsafgørelse, idet fire af dem – Finland, Holland, Spanien og Østrig – gik imod. Og derfor blev det også muligt for Kommissionen at komme med det juridiske modtræk. Om EF-domstolen vil følge Kommissionens anmodning om at behandle sagsanlægget som en hastesag, står endnu hen i det uvisse. Men hvis det sker, og hvis dommerne i Luxembourg giver den medhold, kan afgørelsen være truffet, inden de nuværende kommissærer går af med udgangen af september. Det kan give dem en behagelig følelse af at efterlade en styrket institution til deres efterfølgere. Men spørgsmålet er, om en sådan kendelse i realiteternes verden vil gøre den store forskel.

For det første kan den ikke ændre noget ved, at både Tyskland og Frankrig også i indeværende år vil arbejde med budgetunderskud, der overstiger tre procent af BNP. For det andet forekommer det helt utænkeligt, at finansministrene skulle ændre substansen i deres beslutning. De to store EU-lande vil fortsat slippe for den sanktion, der består i at deponere store, ikke-forrentede beløb i Den Europæiske Centralbank. Flere kommissærer, bl.a. den danske Poul Nielson, har fremhævet, at sagsanlægget er nødvendigt for at bane vejen for en opblødning af de firkantede og rigide regler, der ligger i Vækst- og Stabilitetspagten. I det argument ligger der, at nogle lande er stærkt forbitrede over, at Tyskland og Frankrig er sluppet godt af sted med deres overtrædelser af pagten.
Det lugter lidt for meget af, at de store kan få deres vilje, når de insisterer tilstrækkeligt ihærdigt. Ved nu at udfordre dem, har Kommissionen sendt et signal til Holland og ligesindede mindre medlemslande om, at også den giver topprioritet til reglernes overholdelse. Dermed kan den så håbe på, at der bliver bred forståelse for fremtidige forslag om en mindre rigid Vækst- og Stabilitetspagt.

Det er imidlertid en tankegang, der møder ringe forståelse blandt kritikerne i finansministrenes kreds. De har kunnet konstatere, at kommissærerne med formand Romano Prodi i spidsen nok har talt meget om behovet for at gøre pagten mere fleksibel. Men når kommissærerne nu er blevet så optaget af deres egen initiativret, hvorfor har de så ikke brugt den noget før til at foreslå en sådan fleksibilitet? Det svar der nu er kommet – at det først var nødvendigt med en retssag – virker i hvert fald ikke overbevisende.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu