Læsetid: 7 min.

'Ud vil jeg, ud'

Der har i det forgangne år været megen debat om folkekirken, og Gud ske lov for det. Mange melder sig i disse år ud af kirken af tre hovedårsager - en er selvrealiseringen. Men kirken er de svages garant
6. maj 2006

Det kan synes lidt småt, at jeg bruger Bjørnsons vide perspektiv om individets liv og skæbne i en snæver sammenhæng som medlemskab af folkekirken, men jeg vover det i en overbevisning om, at indre og ydre, indhold og organisation hænger sammen.

Kirken er for de fleste et givet fællesskab ligesom slægt, geografi og samfund. Alt sammen kan føles som en begrænsning - og som en frihed.

Den velsignede begrænsning, som betyder, at der ikke skal tages stilling forfra og hver gang. Indenfor det givne kan vingerne folde sig ud, og der er et sikkerhedsnet, hvis egen bærekraft skulle svigte.

Måske vil man indvende, at dåben og den tilhørende indmeldelse i folkekirken 'blot' sker som en tradition, men en tradition er ikke 'blot og bare', den er en hjælp og en støtte og langt stærkere end den private, personlige tro. Måske er det en af grundene til, at mange føler sig både provokeret og tiltrukket af anderledes faste religiøse fællesskaber.

Bjørnsons talerør ville ud. Ud over begrænsningen, fjeldene og murene, men hvad er der så på den anden side? Måske ikke andet end ham selv, og det kan være en barsk opvågnen, når man har kæmpet sig ud.

Der har i det forgangne år været megen debat om folkekirken, og Gud ske lov for det. Kristendommen er ikke nogen ortodoks bog-religion, men er i stand til at reflektere over sig selv og sin jordiske forvaltning. Folkekirken som institution er en god og demokratisk indretning, men ikke nogen salighedssag.

Mens Folkekirken diskuteres på det principielle plan, indimellem praktisk provokeret og foranlediget af diverse præster og politikere, er der en stille revolution undervejs. Antallet af udmeldelser er steget voldsomt, kulminerende i de første af årets måneder, og vi spørger naturligvis: hvorfor og hvortil?

Tre slags frafaldne

Det spørgsmål kan vi desværre ikke altid komme til at stille ansigt til ansigt, fordi mange printer en blanket ud på nettet og smider den udfyldt i postkassen. Det er svært at forstå, at man ikke føler trang til at forklare sig, måske endda skælde ud og smække gevaldigt med døren, som man ville gøre det, hvis man meldte sig ud af et andet fællesskab, familien, partiet, foreningen, ægteskabet.

Men ud fra de samtaler, jeg trods alt har haft, tegner der sig et billede, som kan deles i tre afdelinger:

- Den første gruppe består af de aktivt søgende, som gerne vil sætte sig ind i kristendommens og andre religioners og livsholdningers grundlag. De er døbt, men har ikke altid og meget sjældent fået den tilhørende dåbsoplæring. De er på ingen måde tiltrukket af islam, således som skrækscenariet ellers rulles op, næh, hvis de skal kalde det noget, er det buddhisme, som de ofte ved lige så lidt om som om kristendommen, og som det i øvrigt er vanskeligt at praktisere i det danske samfund med, mindre man trækker i det orange antræk. Men de vil gerne have en etikette. Jeg har aldrig truffet dem til gudstjeneste, og meget få af dem kender som nævnt evangeliet.

- Den anden gruppe udgøres af dem, som mere eller mindre aggressivt tager afstand fra præsterne i Tårbæk og Thorning eller fra dem, som optræder gruppevis. De vil helst ikke være i familie med nogen af dem eller med nogen som helst. Heller ikke dem har vi truffet i kirken. Det gælder også for denne gruppe, at man har en fiktiv opfattelse af kirken, som kunne være hentet fra Matador eller Fiskerne. En snæversynet, fordomsfuld og fordømmende kirke, som også vi andre ville melde os ud af.

- Den tredje gruppe omfatter dem, som - gået på klingen - tror på sig selv og på flere måder ligner de to andre grupper. De tilhører - selv om de ikke ville kunne være fælles om noget trosgrundlag - den største alternative religion i vores tid: Selvrealiseringen.

Den religion, som handler om 'mig', om det så skulle være på andres bekostning. Desuden - og sammenhængende hermed - vil de gerne spare penge - til sig selv. Mange af dem har vi faktisk truffet i kirken: til barnedåb, vielse, begravelse, som forældre til konfirmander og som benyttere af kirkens lokaler.

Kirkens ydelser gratis

Det siges, at der mod årsskiftet var en udsendelse på tv, som opfordrede disse selvberoende troende til at ofre deres kirkeskat til fordel for andre og anderledes lukrative opsparingsformer, hvis de altså levede så længe, at de kunne drage fordel af dem. Den samme udsendelse fortalte endvidere, at alle folkekirkens ydelser alligevel kunne nydes gratis.

Og det er rigtigt - indtil videre, men måske ikke så længe. Gudstjenester, kirkekoncerter, undervisning af børn, korsang, kirkeklokker, foredrag, navneændringer, samtaler med præsten, barnedåb, konfirmation, hundeluftning og leg på græsplænen - alt er tilsyneladende gratis.

Først ved begravelsen fanger bordet, og så er det de efterladte, som måske endda selv er medlemmer, der ikke kan få et kirkeligt ritual og en økonomisk acceptabel begravelse i den lokale kirkes indviede jord.

Udmelderne argumenterer med, at de ikke selv har valgt dåben, og så reagerer de ved på samme vis at foretage et valg for andre. Tænk, om lige så mange meldte sig ud af hospitals- eller skolevæsenet eller mente at kunne bruge idrætsforeningens faciliteter uden at betale. Vores foreningsliv og skattesystem bygger trods alle sine mangler på en forestilling om solidaritet, men tilsyneladende ikke på kirkeskattens område.

Hvis vi regner ud, hvad man får for sin sparsomme kirkeskat som normalt bemidlet skatteyder, skal der ikke mange kirkebesøg til - med nyskreven prædiken, levende musik, kirkeklokker, varme i lokalet, flaghejsning etc. - for at få beløbet dækket ind. Kirkeskatten giver for de flestes vedkommende overskud.

Hvad angår dem, man ikke vil være i stue eller på kirkebænk sammen med, er det vel lige som i en familie, der altid har en tåbelig 'onkel Åge'. Vi kommer alligevel til familiefesterne sammen med ham og benytter lejligheden til at korrigere hans vrøvl. Det mister man muligheden for, hvis man melder sig ud af familien og bliver borte.

Sidste bølge i 70'erne

Sidste gang vi oplevede en udmeldelsesbølge var i 1960'er og 1970'erne, men da meldte vi os ud til fordel for et varmere ideologisk fællesskab, ligesom vi meldte os ud af kernefamilien.

Sådan er det ikke denne gang, hvor individualismen er blevet religion, og hvor kernefamilien får guddommelig status, samtidig med at den går i opløsning.

En af de gange, folkekirken har været til debat i moderne tid, formulerede en politiker et markant forsvar for den bestående folkekirkeordning. Det lød således: Folkekirken skal være der for den lille mand med den lille tro. Det blev sagt vendt imod dem, som ønskede en adskillelse af stat og kirke blandt andet med den begrundelse, at man så kunne få - måske færre - men mere aktive og engagerede medlemmer af menighederne. Og det blev sagt til dem som på egne og andres vegne hævdede, at de blev tvunget ind i folkekirken og ikke kunne blive fri for at bidrage til den. Politikeren bag udsagnet var en tøvende ateist med rod i den grundtvigske tradition for både frihed og fællesskab.

Men når du dør så...

Det kirkelige og det demokratiske blev således kædet sammen. Folkekirken er de svages garant. Dem med den store tro skal nok klare sig, også under frikirkeforhold, men den kirkeordning, vi har, er en god indretning for den lille mand med den lille tro. I kirken er vi sammen med mennesker, som vi ellers aldrig ville have valgt at være i forening med, mennesker med ganske forskellige politiske og kulturelle interesser, som lugter, agerer og taler anderledes end os.

Her er vi frivilligt tvunget sammen i en vidunderlig indøvelse i demokrati og tolerance.

Så kommer endnu en ung mand listende, med blanket og dåbsattest i hånden. Modvilligt går han på kordegnens opfordring ind til præsten, der vil oplyse ham om hans rettigheder, nemlig at han stadig er velkommen i kirke og præstegård, men at udmeldelsen opfattes som et fravalg af kirkelig medvirken, når han dør. I respekt for hans valg.

Det gibber lidt i ham ved ordet 'når', og han mumler, at han jo altid kan melde sig ind igen. På mit spørgsmål om baggrunden for udmeldelsen svarer han, at han ikke tror på dogmer, men på sig selv. Forsigtigt forsøger jeg at drøfte begrebet dogme og at løfte ordvekslingen til en samtale, og han svarer med De 10 bud. Han gider ikke tale mere med mig og går, hjem til sig selv og sin egen tro.

På vejen passerer han et par midaldrende mænd, som varmer sig ved deres hunde og en formiddagsbajer.

De betaler hver deres kirkeskat med et beløb på størrelse med den unge studerendes. Den unge mand vil måske kalde deres tro for lille, men den er dog langt større end hans.

Karin Friis Plum er sognepræst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her