Læsetid: 3 min.

Udbredt vold mod albanske kvinder

Vold mod kvinder har et chokerende omfang i Albanien. En ny rapport fra Amnesty International anslår, at mindst hver tredje kvinde bliver udsat for fysisk vold i familien
4. april 2006

De albanske myndigheder griber ikke ind, selvom kvinder bliver slået, tævet, sparket, truet med våben, voldtaget og i ekstreme tilfælde slået ihjel. Det er oftest kvindernes ægtefæller, der begår de voldelige overgreb, viser en ny rapport fra Amnesty International.

Albanske kvinder bliver opdraget til at tro, at de ikke har de samme rettigheder som mænd, og at hustruvold er en normal del af ægteskabet. Det forhindrer dem i at bede om hjælp fra politiet, og derved udelukkes de fra at søge oprejsning gennem retssystemet.

Vold og overgreb mod kvinder bliver i vidt omfang tolereret og undskyldt med, at det er en del af albansk tradition og mentalitet. Hvis kvinder ringer til politiet for at anmelde vold bliver de ofte afvist og møder ingen hjælp. Det albanske politi og retsvæsen griber ofte først ind mod vold i hjemmet, når volden er livstruende eller er endt med dødsfald. Straffrihed er udbredt.

Voldskulturen i Albanien har dybe historiske rødder, men siden det politiske systemskifte og markedsøkonomiens indtog har volden skiftet karakter. Hvor Enver Hoxha-diktaturet var karakteriseret ved omfattende interneringer, fængslinger og brug af tortur mod systemets modstandere, er udviklingen de seneste femten år gået mod stigende vold mod kvinder i hjemmet.

Tvangsægteskaber

Volden afspejler en stigende diskrimination af kvinder. Den sociale og økonomiske frigørelse, som kvinderne oplevede i 45 år under socialismen, er blevet afløst af stigende kvindeundertrykkelse. Trafficking og en tilværelse som prostitueret i Vesteuropa har afløst billedet af fabriksarbejderskerne, som Hoxha-tidens rollemodeller.

Tvangs- og arrangerede ægteskaber er igen blevet reglen for mange albanske kvinder. Arbejdsløshed, omfattende - især mandlig - arbejdsmigration til Grækenland og Italien og uligeløn har betydet mindre ligestilling mellem kønnene. Tillige har den traditionelle sædvaneret Kanun, der før 2. verdenskrig rådede i især det nordlige Albanien, fået et comeback. Udover en genopblussen af blodfejder og hævndrab har det betydet en undskyldning for den stigende vold mod kvinder.

Kanun-lovkodekset giver manden ret til at slå og offentligt ydmyge hustruen, hvis hun ikke adlyder ham. Med den kraftige migration fra land til by er de kvindeundertrykkende moral- og lovbegreber blevet spredt fra de fjerntliggende landområder i Nordalbanien til de hurtigt voksende boligområder i periferien af hovedstaden Tirana.

Selv om Albanien har ratificeret de vigtigste internationale menneskeretskonventioner, findes der ikke love som udtrykkeligt kriminaliserer vold i familien. Derfor findes der heller ikke statistik, der dokumenterer hustruvoldens omfang.

Det betyder videre, at myndighederne ikke til fulde anerkender problemets omfang.

En koalition af albanske ngo'er fremlagde i januar et lovforslag, for at forhindre vold i familien. Hvis parlamentet vedtager loven vil det betyde en afgørende forbedring for de albanske kvinder fordi de bl.a. vil få mulighed for at søge beskyttelse for voldelige partnere.

Amnesty opfordrer den albanske regering til at leve op til sine internationale forpligtelser og beskytte de tusinder af kvinder, som bliver udsat for voldelige overgreb i deres eget hjem.

Vold mod kvinder er et brud på menneskerettighederne. Albanien bør indføre love, der udtrykkeligt forbyder vold mod kvinder i hjemmet og dermed understreger myndighedernes pligt til at beskytte kvinderne og retsforfølge gerningsmændene, siger kampagneleder i Amnesty International, Camilla Laudrup.

Danmark ydede 1994-2003 overgangsbistand til Albanien. Selvom Danida og danske ngo'er satte ind på menneskerettighedsområdet, var der ingen projekter med særligt fokus på bedring af kvindernes situation.

Tue Magnussen er kommunikationskoordinator på Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre.

Amnesty Internationals rapport 'Albania - Violence against Women in the Family: It's not her shame' blev offenliggjort i Tirana 30. marts.

Hele rapporten kan læses på www.amnesty.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu