Læsetid: 4 min.

Uddannelse og mere uddannelse

Paradoksalt nok har det væsentligste problem med opkvalificering og efteruddannelse hidtil ikke været, at der har manglet penge og tilbud. For de lavest kvalificerede grupper har det været spørgsmålet om overhovedet at motivere dem til at gå i gang. For mange ufaglærte er erfaringerne med at sidde på skolebænken og modtage undervisning forbundet med nederlag, og lysten til at kaste sig ind i nye potentielle ydmygelser er til at overse. Derfor er det vigtigt, at den model, der skrues sammen, bliver så valgfri og attraktiv som overhovedet muligt. En årlig kontoopgørelse over ubrugte uddannelsesmidler vil givetvis virke motiverende, ligesom perspektiverne i at bruge en del af midlerne til at dygtiggøre sig uden for ens fag vil være attraktivt for de fleste. Så der er mange gode grunde til at udvikle et fleksibelt og individuelt system, ellers kan det være svært at se, at det for alvor skulle kunne virke som den murbrækker, der skal sikre, at overenskomstresultatet stemmes hjem.
4. januar 2007

"Vores konkurrenceevne baserer sig på, at vi har en veluddannet arbejdsstyrke. Vores ønske går videre - nemlig at den enkelte lønmodtager på sigt skal kunne forme sine uddannelsesmuligheder uafhængigt af behovet på den enkelte virksomhed."

LO's formand Hans Jensen.

I MORGEN INDLEDES de vigtige forhandlinger om fornyelse af overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Både hos arbejdsgiverne, lønmodtagere og i regeringen er der store forventninger til, at mere voksen- og efteruddannelse bliver et væsentligt resultat af dette års forhandlinger. Mere uddannelse er godt for alle - for samfundsøkonomien, lønmodtagernes markedsværdi og virksomhedernes konkurrenceevne. En rigtig global vindersag - endda er der en ekstrapræmie at hente, fordi regeringen har lovet at lægge en milliard kroner oveni til finansiering af uddannelsesindsatsen, hvis parterne på det private arbejdsmarked kan blive enige om en model med øremærkede bidrag til uddannelse.

SÅ EN VIGTIG del af dagsordenen for de kommende to måneders armlægning mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er altså givet på forhånd. Mere uddannelse. Det store spørgsmål er, om de ansatte mener, at det er nok eller interessant nok til, at de stemmer overenskomstresultatet hjem.

Denne gang er forventningerne til forbedringer nemlig skruet ekstra i vejret på grund af den gunstige økonomi, manglen på arbejdskraft, og ikke mindst fordi topcheferne med Dansk Industris formand Henning Dyremose i spidsen allerede har taget hul på en gigantisk lønfest. Faktisk har danske lønmodtagere hidtil været så tilbageholdende med krav om højere løn, at økonomer højlydt har undret sig over, hvor presset blev af i en periode, hvor industrien skriger på arbejdskraft. Stigende efterspørgsel bør ifølge de markedsøkonomiske grundbøger presse prisen i vejret. Men det er endnu ikke sket i større målestok.

DEN UKENDTE faktor - at kunne styre netop forventningerne - er noget af det sværeste for dem, der forhandler overenskomsterne . Og selv om både LO og CO-Industri har advaret deres medlemmer mod at kridte skoene til lønfest, så er der ingen tvivl om, at forventningerne om, at der skal mere i lønningsposen denne gang, er større end normalt. Da Danmark i 1998 sidst blev kastet ud i en storkonflikt, skete det ikke mindst fordi, de faglige forhandlere var gået skævt af de brede lønmodtagergruppers forventninger om længere ferie. Derfor blev overenskomstresultatet stemt ned og landet sat i stå.

DENNE GANG står lønmodtagernes forhandlere i et særligt dilemma mellem løftet til regeringen og det åbenlyst fornuftige i at afsætte en god bid af den samlede ramme til mere voksen- og efteruddannelse på den ene side og på den anden at efterkomme de voksende ønsker om solide lønstigninger. Mere uddannelse er ikke ligefrem en sællert ude på virksomhederne, og som regel skal der mindst et spektakulært resultat til at få et overenskomstresultat til at glide ned - i 2004 var det barselsfonden, tidligere har det været ekstra fridage eller fuld løn under barsel. Så hvis mere voksen- og efteruddannelse skal være det element i overenskomstaftalen, der får urafstemningen til at glide i, ja, så stiller det nogle krav til den model, man finder frem til.

Et af de væsentligste stridspunkter er, hvem der skal kunne råde over de midler, der afsættes til mere uddannelse. Er det arbejdsgiverne, der skal kunne bruge af dem til virksomhedsnær opkvalificering i eksempelvis ny teknologi, eller er det lønmodtageren selv, der skal kunne vælge at forbedre sin fleksibilitet og markedsværdi på det store arbejdsmarked ved mere generel opkvalificering og almene kundskaber. Et andet stridspunkt er, om der skal være tale om individuelle konti, hvor hver enkelt ansat kan tage de opsparede uddannelsesmidler med sig til nye job, eller om der skal være tale om puljer, som er bundet til den enkelte arbejdsplads.

PARADOKSALT NOK har det væsentligste problem med opkvalificering og efteruddannelse hidtil ikke været, at der har manglet penge og tilbud. For de lavest kvalificerede grupper har det været spørgsmålet om overhovedet at motivere dem til at gå i gang. For mange ufaglærte er erfaringerne med at sidde på skolebænken og modtage undervisning forbundet med nederlag, og lysten til at kaste sig ind i nye potentielle ydmygelser er til at overse. Derfor er det vigtigt, at den model, der skrues sammen, bliver så valgfri og attraktiv som overhovedet muligt. En årlig kontoopgørelse over ubrugte uddannelsesmidler vil givetvis virke motiverende, ligesom perspektiverne i at bruge en del af midlerne til at dygtiggøre sig uden for ens fag vil være attraktivt for de fleste. Så der er mange gode grunde til at udvikle et fleksibelt og individuelt system, ellers kan det være svært at se, at det for alvor skulle kunne virke som den murbrækker, der skal sikre, at overenskomstresultatet stemmes hjem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her