Læsetid: 3 min.

Ude af kontrol

11. august 2001

SELVMORDSBOMBEREN, som torsdag tog 15 andre med sig i døden på et pizzaria i Jerusalem handlede på vegne af nogen. Både den yderligt-
gående palæstinensiske Hamas-gruppe og den
radikale Islamisk Jihad (Hellig Krig) påtog sig således i første omgang ansvaret for attentatet, men det var tilsyneladende Hamas, som stod bag.
Uanset hvilken organisation, der nu er tale om, så er det ikke noget, præsidenten for det Palæstinensiske Selvstyre Yasser Arafat og hans Fatah-bevægelse har ansvaret for, siger både Arafat og talsmænd for Fatah. Deres svar er – uden den store dybfølte sorg over de civile døde – at, den israelske ministerpræsident Ariel Sharon er den egentlig ansvarlige for, hvad der skete. Fordi israelsk militær og andre sikkerhedsstyrker har gennemført hard-core angreb på palæstinensiske mål, stenkastende palæstinensere i intifada-stemning og deciderede mord på specifikke personer mistænkt for at planlægge terrorvirksomhed.
Arafats og Fatah’s svar indikerer ikke i sig selv, at der er tale om direkte indflydelse eller en kommandovej, der fører helt til tops i det palæstinensiske selvstyre. Men det er dog kendt, at mange Fatah-folk snakker sammen med nogle af de Hamas- og Jihad-aktivister, som blev løsladt fra palæstinensiske fængsler ved intifadaens start for ti måneder siden. Omvendt er det, som omtalt på side 5 i dagens avis, svært for Arafat at argumentere for tilbageholdenhed, når han ikke har noget at tilbyde det palæstinensiske folk til gengæld.

OVERVEJELSER omkring, hvad Arafat kan eller ikke kan gøre over for selvmordsbombere og andre terrorister, er dog tilsyneladende ikke noget USA’s præsident George W. Bush eller Sharon selv gør meget i. De kræver, at Arafat slår ned på dem og får det stoppet. Samtidig er Sharon – jævnfør sin taktik omtalt i nyhedsanalysen side 2 – begyndt at slå igen med hård hånd på alt.
Indtagelsen fredag morgen af det palæstinensiske hovedkvarter Orient House i Østjerusalem var ikke blodig, men symbolsk og politisk set en meget hård reaktion, som – med de kraftfulde palæstinensiske protester – har genåbnet slaget om Jerusalem.
At forhandle om Østjerusalems status i en fremtidig palæstinensisk stat virker urealistisk i forhold til, at der nu er skabt en ny situation på landjorden. I forhold til, hvordan stemningen var i slutningen af 90’erne, er der sket meget. Det er kommet så vidt, at et relevant spørgsmål til israelere i meningsmålinger er, om Israel bør geninvadere de palæstinensiske selvstyreområder i Gaza og på Vestbredden. Ifølge avisen Maariv er 62 procent af israelerne dog imod dette.
Men under alle omstændigheder taler de færreste om fred, kun om at undgå totalkrig.

DET HANDLER i dag mest om damage control, ikke mindst for omverdenen. Eller dele af den. Mens den forrige amerikanske regering holdt en nødvendig høj profil i Mellemøsten, har den nye Bush-regering været aldeles passiv og uengageret. Det eneste, der er kommet fra Washington, er fordømmelser af vold og opfordring til tilbageholdenhed. Bush holder sig ligesom Israel helt bogstaveligt til den såkaldte Mitchell-plan – efter den tidligere amerikanske senator George Mitchell. Planen anviser en vej til at genoptage fredsforhandlingerne: Først skal volden stoppes. Så skal der være en afkølingsperiode. Dernæst en række tillidsskabende foranstaltninger. Og så kan forhandlingerne genoptages. USA og Israel insisterer på et fuldstændigt stop for palæstinensisk vold i såvel selve Israel og på Vestbredden og i Gaza, før man kan gå videre til afkølningsperioden.

EFTERHÅNDEN som volden eskalerer, står det imidlertid klart, at der nu må forhandles under alle omstændigheder. Derfor har EU’s udenrigspolitiske talsmand Javier Solana gennem intenst telefondiplomati forsøgt at overtale begge lande til at tolke Mitchell-planen mere fleksibelt.
Som en EU-diplomat udtrykte det i sidste uge: »Det er absurd at insistere på nul vold før afkølingsperioden. Det svarer til, at du skal puttes i fryseren, før du kan komme i køleskabet. Man er nødt til at acceptere et eller andet niveau af vold. Ellers giver man nøglen til ekstremister, som kan standse processen når som helst.«
Det er det sidste, der er ved at ske nu.
Situationen er ude af kontrol, ja. Men der findes stadig mange kontrolredskaber, som kan reaktiveres. Arafat kan nok bruge sin pondus til at forsøge at øve mere indflydelse på Hamas og Jihad. Og mon ikke også der er klare kommandoveje og kontrol i det israelske militær?
Og så må det internationale samfund, især USA, presse på for, at der kan sendes internationale observatører til området.

brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu