Læsetid: 4 min.

En udeblivelse

23. oktober 1997

"Et spørgsmål i spørgetimen skal være kort og bestemt affattet og skal sammen med eventuel begrundelse kunne stilles inden for en taletid på 1 minut. Et medlem kan ikke stille mere end et hovedspørgsmål. Ministerens besvarelse må ikke overstige 2 minutter. Efter ministerens besvarelse kan spørgeren få ordet 1 gang a 1 minut. Andre medlemmer kan få ordet om det rejste emne 1 gang a 1 minuts varighed. Ministeren kan, såfremt det ønskes, få ordet efter hvert indlæg fra et medlem i op til 1 minut. En minister kan erklære, at ministeren ikke ønsker at besvare spørgsmålet. Et hovedspørgsmål med eventuelle tillægspørgsmål og besvarelser bør ikke overstige 15 minutter. Formanden bestemmer, hvornår spørgetimen skal være afsluttet. Den må ikke vare længere end en time."

SÅDAN LYDER opskriften på en fornyelse af folkestyret. Fornyelsen havde premiere i går.
I mange år har der været utilfredshed med de embedsmandsforberedte svar, ministrene giver i Folketingets spørgetid. Netop afglidende og dobbelttydige ministersvar har skabt den dunkelhed, hvori mange af de senere årtiers ministerskandaler kunne trives.
Derfor har det været et led i folketingsformand Erling Olsens bestræbelser på at reformere Christiansborg, at ministrene skulle stå spontant til ansvar for Folketinget. Nemlig ved en spørgetime forud for den manuskriptbundne spørgetid. Denne reform af Folketingets forretningsorden er båret igennem af partierne til højre og venstre for regeringen. Socialdemokraternes tilslutning til ideen var koldere end lunken. Når partiet har sat sig solidt på taburetterne med forhåbning om at blive sittendes i al overskuelig fremtid, har det ikke meget til overs for sprælsk rokken med stolebenene.

PREMIEREN var omgivet af kontrovers. Efter de ny regler skal statsministeren to dage inden spørgetiden give underretning om, hvilke ministre der vil stå til rådighed for spørgetimen. Oppositionen på begge sider af regeringen fandt det naturligt, at statsministeren havde stillet sig selv som den første. Den henviste til, at Folketingets debat om statsministerens åbningsredegørelse var blev afbrudt af netop Nyrups selvdramatiserende udsættelser og afbrydelser af Tingets møder i de højspændte midnatstimer for to uger siden. Derfor ville det være naturligt - og passende i det hele taget - for højtideligheden ved reformpremieren, at Nyrup selv tog tørnen.
Det synspunkt kan have meget for sig. I 'alle parlamenters moder' - det britiske - stiller premierministeren sig jævnligt til rådighed for en spontan gennemhegling fra oppositionen. Selv i imperiets mørkeste stunder i vinteren 1940-41 undslog Winston Churchill sig ikke for sin pligt til at fægte sig igennem stort og småt i Underhusets parader.
Men nej. Nyrup valgte - demonstrativt synes det - at sende sin socialminister. Det kan ikke skyldes uopsættelige gøremål på premieredagen. For allerede timen efter stod statsministeren på talerstolen for at besvare spørgsmål i den traditionelle spørgetid.
Selvoppustet vigtighed er altid uklædelig. I Nyrups tilfælde særligt ubehagvækkende, fordi den svarer så dårligt til, hvad man fornemmer er den bagvedliggende karakter.

I STATSMINISTERENS påfaldende fravær fra spørgetimen må man sige, at socialminister Karen Jespersen stod det flot igennem.
Åbningssalutten mod hende var en rasende kanonade fra Venstres Anders Fogh Rasmussen om flygtninge og indvandrere: "De kan næsten per automatik få højere sociale ydelser end danskere." Ja, Rasmussen havde sågar læst en avisartikel om en somalisk familie, der fik 600.000 kr. "Synes ministeren, det er rimeligt?"
Karen Jespersen forklarede tålmodigt, at de 600.000 ikke drejede sig om én familie, men om tre, at det ikke bare var socialydelser, men også velfærdsydelser, og at loven i øvrigt allerede på det tidspunkt var lavet om, men at dens ikrafttrædelsestidspunkt som følge af enkeltsagen blev fremskyndet. Og at hun i øvrigt lagde vægt på, at de ydelser, der bliver givet til flygtninge og indvandrere, tilskynder dem til integration og jobtagning i det danske samfund.
Pia Kjærsgaard, der må have ment, at Anders Fogh Rasmussen stjal hendes teatertorden, skyndte at koble sig på med et tillægsspørgsmål, om ministeren nu også syntes det er rigtigt, at flygtninge og indvandrere kan få ydelser "næsten per automatik."
Automatik er jo, hvad de fleste love handler om. Allerede Jyske Lov fra 1241 pejler sig i sit forord ind på, at alternativet er selvtægt og vilkårlighed.

MEN INDEN denne principielt vigtige diskussion fik mulighed for at udfolde sig, gik der koks i det. Ikke bare i det, der blev spurgt om, men også, hvem der blev spurgt. Den socialdemokratiske eksminister Stavad begyndte at stille spørgsmål til Venstres formand Uffe Ellemann om, hvad partiet egentlig mente med Foghs spørgsmål. Men det mås man ikke, belærte formand Olsen Stavad om. Man må kun spørge ministeren og ikke andre medlemmer. "Hvor står det?" spurgte Stavad. Olsen kunne kun henvise til "ånden" i forretningsordensændringen, men ikke svare på, hvor ånden stod henne.
Udgangen blev, at de fremmedfjendske udladninger erstattedes af sund latter, da Stavad spurgte ministeren, om ikke hun måtte læse Venstreformandens minespil således, at Venstre i virkeligheden ikke mente det så slemt. Og jo, svarede ministeren, det var hendes indtryk.
Det egentlige formål med spørgetimen må være at drøfte principielle holdninger. Trist, at åbningstonen var had. Trist, at statsministeren ikke tog på sig at slå den rette tone an. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu