Briterne er ikke et folk, som værdsætter deres filosoffer. I Frankrig var sidste års 100-årsfestligheder for Jean-Paul Sartre en statsbegivenhed, og ingen avis med respekt for sig selv undlod at bringe store tillæg med hans tudseagtige fjæs på forsiden. Men i Storbritannien ser 200-årsdagen for en af vore største tænkere (20. maj, red.) - John Stuart Mill - ud til at skulle passere hen i ubemærkethed.
Det er så meget desto mere ærgerligt, da Mill har bud til vor samtid i en grad, kun de færreste andre store afdøde filosoffer kan matche. Hvis man kigger lidt i hans Collected Works, er det som at læse en brilliant klummist kommentere i går, i dag og i morgen. For tiden raser højrepopulistiske tabloidaviser imod, at man i skolerne er begyndt at uddele præservativer til teenagere - det fik mig til at genlæse Mills beretning om dengang, han blev fængslet efter at havde uddelt pamfletter om prævention. I over et år har der i vores parlament været ført betændte debatter om, hvordan ytringsfriheden bedst kan stækkes - hver gang er jeg vendt tilbage til Mills On Liberty, et af de klarest formulerede forsvar for ytringsfrihed, vi har.
Nogle af verdens modigste muslimske kvinder som Fadela Amara og Ayaan Hirsi Ali bønfalder deres medsøstre om at læse Mills' bog Om kvindernes underkuelse - et af de første store manifester for kønnenes ligestilling. I det hele taget repræsenterer Mills værker et stort samlet manifest for frisind og frihed.
Lykkeaftapning
Hans filosofi bygger på to kernebegreber: utilitarisme og frihed. I en verden, hvor folk adlød moralregler, de troede foreskrevet af Gud, udviklede Mill utilitarismen som alternativ - en filosofi, der var så radikal, som den var let at forstå: Den eneste måde at udmåle en handlings moralske værdi på er ved at vurdere, om den bidrager til at øge menneskers generelle lykkefølelse og mindske deres lidelse. Dette var en radikal egalitær måde at anskue verden på - at lade alles lykke være lige - og et radikalt anslag imod en verden, der under dække af 'guddommelige love' var indrettet på at servicere nogle få, meget rige mennesker
Men ikke nok med det. Han argumenterede videre, at den bedste måde at maksimere menneskelig lykke på, er ved at maksimere menneskelig frihed. "Vi må give fuld frihed til, at den menneskelige natur kan ekspandere i utallige og modstridende retninger". Der findes ikke nogen fast opskrift for Lykke. Tværtimod er det kun ved at tillade utallige "livseksperimenter", at folk vil kunne finde frem til deres personlige lykkeaftapning. Vi må aldrig forbyde hinanden at handle eller tale, som vi vil - medmindre vi kan påvise, at dette vil påføre andre mennesker åbenlys, umiddelbar og reel skade.
Fulgte vi disse brede retningslinjer fra Mills filosofi, ville verden se meget anderledes ud. I dag er vores samfund indrettet næsten udelukkende med henblik på at maksimere bruttonationalproduktet. For nylig stillede den utilitaristiske økonom Richard Layard - en moderne arvtager til Mill - et provokerende spørgsmål: Hvad hvis vi i stedet stræbte efter at maksimere 'bruttonationallykken'? Layards udgangspunkt var statistisk: Skønt Storbritannien har fordoblet sin velstand siden 1950, viser det sig, at vi ikke er blevet mere lykkelige som folk.
Som aber er mennesker statussøgende primater: Vores lykke kommer af at vide, at vi er respekterede blandt ligemænd. Så der, hvor uligheden vokser - hvor de rige bliver så højt hævede over os andre, at vi uundgåelig føler os tarvelige - føler vi os mindre lykkelige. Vi bliver mindre sikre på vores status og mindre gode til at vise hinanden tillid. Fordoblet velstand gør os ikke lykkeligere, når udjævning af indkomstulighed udebliver.
Mill ikke blot indså dette problem, han forudså også en løsning: Han talte for en omfattende omfordeling af velstand fra rige til fattige og indførelse af en betydelig arvebeskatning for at hindre udviklingen af en højkaste af "ufortjent rige". Dette vil overraske mange af vor tids liberale, som hævder at tale i Mills navn, når de insisterer på, at frihed og lykke kun kan øges ved at reducere staten til tilskuer og på, at hver en skatteslettelse repræsenterer et fremskridt i frihed. Men dette var aldrig Mills synspunkt. Han vidste, at markedets evne til at skabe velstand er uforlignelig. Men han vidste også, at et marked må modsvares af en aktiv stat - i modsat fald vil det stå i vejen for menneskelig lykke på talrige måder.
Vi lever i en tid og i et land, hvor den mest grundlæggende frihed af alle - ytringsfriheden - er under nedbrydning. Sidste år fik en religiøs pøbel lukket et teaterstykke, de anså for krænkende, og regeringens reaktion var minsandten at støtte pøbelen med et lovforslag, der skulle gøre det strafbart at "opildne til had på grundlag af religion".
Et positivt gode
At undertrykke en ytring er at "berøve menneskeracen en indsigt", skrev Mill, "for hvis ytringen er sand, berøves vi muligheden for at ombytte falskhed med sandhed, og er den falsk, går vi glip af den klarere og mere friske opfattelse af sandhed, som opstår i kollisionen med falskhed."
Der har i vor tid efterhånden bredt sig en stemning af, at konfliktskabende spørgsmål altid er af det onde. Mill vidste, at konflikt er selve grundlaget for fremskridt. Det følger heraf, at 'fornærmelse' af religioner ikke er misbrug af ytringsfrihed, men et positivt gode. En af grundene til, at kristendommen har mistet sin magt til at undertrykke er, at den er taget under så grundig satirisk behandling af humorister og komikere. Islam vil først miste sin frygtelige brod (som går værst ud over kvinder og bøsser), hvis også denne religion underkastes samme latterliggørelse - og, ja, også med karikaturer af Muhammed.
Mill havde sine fejl. Hans liberalisme var inficeret med den victorianske periodes racisme. Som embedsmand i East India Company forsvarede han den kolonialistiske udplyndring af Indien, som om den skete "til de indfødtes eget bedste". Men i dag, ville han som det første anbefale os at omfordele større velstand, bekymre os mere for lykke end for rigdom og beskytte vores ytringsfrihed imod anslag: På sit dødsleje skal Mill have mumlet: "Mit arbejde er fuldbragt". Var det bare så vel, John. Var det bare så vel.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
