Læsetid: 2 min.

Uden magt

15. november 2005

4.194.529 har i dag ret til at stemme til kommunal- og regionsvalget - heraf cirka en kvart million for første gang. Valget er kaldt historisk, fordi det er første gang, vi skal stemme, efter det nye kommunale danmarkskort er tegnet. Kampen står om 2.520 byrådspladser i 98 kommuner, og hele 11.410 håbefulde kandidater stiller op til de to valg. Men er vælgerne så blevet klogere af den valgkamp, der har stået på i de forløbne uger? Klædt på til det historiske valg? Ved vi, hvad vi får med en borgmester og et flertal til højre eller venstre?

Svaret vil for de fleste desværre være et nej. Valgkampen har været diffus, personorienteret og på lange strækninger tømt for politisk indhold. Og hvis flere end normalt vælger at blive hjemme på sofaen, er det svært at fortænke dem i det. Valgkampen 2005 vil først og fremmest blive husket for dens underholdende indslag.

Der var Louise Freverts hjemmeside, der var fremskridtskvinden fra Nakskov, som hævdede at være overfaldet af en indvandrer, men det blev pure afvist af politiet for at lave mediestunt. Der var den radikale Klaus Bondam, som ikke vil klippe buskene i Ørstedsparken i København, og rigmanden Kristian Kjær, som har måttet erkende, at der skal mere til end penge for at blive borgmester i den nye Rudersdal kommune. Og endelig var der Ritt Bjerregaard, som mente, at "den der sår vind, høster storm". Altså at regeringen til dels selv er skyld i terror-tendenser blandt unge. Det fik statsminsiteren til at fare op som trold af en æske i et forsøg på at dementere, hvad hans eget efterretningsvæsen allerede havde fortalt ham.

Når valgkampen har været så tømt for indhold, skyldes det to ting. For det første at økonomien i de nye storkommuner slet ikke er lagt fast endnu. Der venter et gigantisk slagsmål om skolelukninger, hospitalslukninger, sammenlægninger, skattestigninger for nogle og lettelser for andre. Den del af kommunalreformen er aldig blevet en del af valgkampen og slagsmålet mellem kandidaterne.

For det andet er der over de senere år lagt så snærende bånd på kommmunernes handlefrihed, at rummet for at kunne prioritere politisk reelt er blevet meget lille. Skattestop og årlige økonomiaftaler med regeringen lægger stramme bånd på, hvad kommunerne har af indtægter. Og på udgiftssiden er der en voksende tendens til at regulere i detaljer over for kommunerne. Både når det gælder skoler, ældrepleje og daginstitutioner, er der fra regering og Folketing et meget stort behov for at styre og lægge overordnede rammer. Det gør det svært at se forskel på, om det er en socialdemokrat eller en venstremand, der sidder i spidsen for kommunen. Og samtidig med at mere magt er flyttet fra kommunerne til det nationale niveau, så er en række beslutninger blevet decentraliseret ud i skolebestyrelser med videre.

Så det er ikke nemt at være kommunalpolitiker. Hvad kan man få lov til at bestemme?

Men det er bestemt heller ikke nemt at være vælger. Når valgdeltagelsen ikke ryger helt i bund er det fordi, vi er så vant til at gøre vores pligt. Om ikke andet så for demokratiets skyld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her