Sidste gang, spørgsmålet om fællesskab brændte på i sociologiske kredse, var ved overgangen fra bonde- til industrisamfundet, siger socialpsykolog og professor på RUC, Lars Dencik. De store klassiske sociologer som Emile Durkheim og Georg Simmel forsøgte at forstå, hvad der skete, når folk kom til at bo ved siden af fremmede mennesker og under helt nye levevilkår, i de hurtigt voksende byer.
Undersøgelserne kastede en række nu hævdvundne begreber af sig. Durkheim undersøgte anomien i det nye samfund - det forhold, at mennesker kommer ud af takt med samfundsudviklingen, hvilket ifølge ham blandt andet førte til stigende selvmordsfrekvens.
Georg Simmel stillede spørgsmålet: Wie ist die Gesellschaft überhaupt möglich? Hvordan er samfundet overhovedet muligt? Og endnu en klassisk sociolog, Ferdinand Tönnies, beskrev overgangen som en overgang fra et 'Gemeinschaft' til et 'Gesell-schaft'.
"Nu er vi i en situation, der nok i endnu højere grad indebærer et epokalt skifte," mener Lars Dencik. "I sidste halvdel af forrige århundrede er familiemønstret blevet ændret, og blandt andet internettet har bidraget til en enorm udvikling af vores kundskabshorisont; der er tale om et gigantisk epokeskift."
Ét karakteristikum er, at eliterne bliver internationaliserede og knytter sig tættere sammen, siger Dencik og henviser til israelsk-amerikaneren Amitai Etzionis undersøgelser.
"Eliterne føler i stigende grad et indbyrdes fællesskab og et svækket fællesskab med nationen eller stedet," forklarer Dencik.
"Og det skaber problemer for samfundet. De mange affærer i erhvervslivets og magthaveres top er en virkelig trussel imod det, som med et politisk modeord i dagens Danmark bliver kaldt sammenhængskraften i samfundet."
Lars Dencik nævner som et eksempel den nylige affære med Lærerstandens Brandforsikring.
"Korruption berører altid kun eliterne, for man må sidde på magt og penge for at kunne være korrupt. Når eliterne svigter deres ansvar, går det ud over samfundet. Fisken rådner fra hovedet, som et kinesisk ordsprog siger."
Tilliden anfægtes
"Dette svarer til, hvad der sker i den anden ende af samfundet, når de underprivilegerede laver sort arbejde og begår socialt bedrageri. Man bruger de muligheder, man har," fastslår Dencik, "og det medfører en tendens til, at fællesskabet revner. En fundamental socialpsykologisk mekanisme i fællesskabet anfægtes, nemlig tillid. Det moderne samfund bygger på tillid til hinanden og systemet. Når jeg selv har travlt, styrter jeg over gaden, så snart lyset skifter fra rødt til grønt, for jeg har tillid til, at de gældende trafikregler bliver overholdt, at folk har bremser i deres biler osv. Ligesom jeg stoler på, at piloten har certifikat, og maskinen er tjekket, når jeg sætter mig i en flyver. Vi er henvist til at have tillid til hinanden, også til menne-sker, vi ikke kender. Og hvis den anfægtes, bryder samfundet sammen."
- Hvad med den udbredte politikerlede i den forbindelse?
"Det er derfor, korruption er så alvorlig, såvel i en sag som Brixtofte-sagen som i erhvervslivet. Tillid gør samfundet muligt. At knække tilliden, det er det, terror sigter til. Den går ikke ud på at besætte land, men menneskers sind. Det er meget let at ødelægge menneskers tillid til hinanden og til det sociale system - og derved også at nedbryde en helt afgørende forudsætning for samfundsfunktionerne."
Individualisering
"I den postmoderne epoke spiller individualiseringen en fremtrædende rolle. Tidligere spillede ens baggrund en mere fremtrædende rolle for, hvordan man blev mødt som samfundsborger. Nu er det dig som person, der tæller. Individer opfatter sig ligeledes selv som 'projektleder' for sit eget liv, man sammenstiller selv sin egen mosaik af de mange nye valgmuligheder."
"I den situation udvikles en større eksistentiel ensomhed. Ens egen mosaik er lidt anderledes end alle andres, man får mere partielle solidaritetsflader. Tidligere var man bosat det samme sted, gik i samme skole og kirke, var medlem af samme fagforening og politiske parti som dem, man mødte. I dag kommer man i kontakt med mange flere, men kun med én bestemt egenskab hos de andre. Der er ikke nogen, som i mange forskellige henseender er sat sammen som én selv."
"Den anden side af den situation er en stærk trang til fællesskab og passion, til at give slip, til sammensmeltning med noget. Det kan være andre af samme folkestamme, dem, som har samme religion som en selv, andre i samme masse af tilskuere og så videre. Individualiseringen og den voksende trang til fællesskab hænger i virkeligheden sammen som solskin og skygge."
"Politisk ser vi med globaliseringen, hvordan fjerne forhold får direkte betydning for vores eget liv. På den anden side finder man, ikke mindst i Danmark, hvad man kunne kalde en neo-tribalisme, en dyrkelse af folkestammen."
Det er et tilbageslag, der i dagens Europa er specielt markant og grelt i Danmark, mener Lars Dencik.
"Der er ingen andre steder, hvor man i den grad udbytter denne strømning, ingen steder, hvor det er gået så vidt som i Danmark. Strømningen findes også i andre lande, det unikke for Danmark er, at de øvrige politiske partier har lagt sig i slipstrømmen af Dansk Folkeparti, der kører frem med en blanding af national- og velfærdschauvinisme. Det gælder både Venstre og Socialdemokratiet, Danmark har jo verdens største opportunist til statsminister."
Danske intellektuelle
Intellektuelle af typen Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen findes næsten kun i Danmark, mener Lars Dencik.
"Gamle venstrefløjsaktivister, der tilbyder sig som det slags 'Köpfe', som Goebbels mente var nødvendige for at legitimere den vulgære populismes magtposition. Der findes måske Peter Sichrovsky i Østrig, mens eks-empelvis andre tidligere venstreorienterede intellektuelle som André Glucksmann og Alain Finkielkraut i Frankrig er blevet konservative. Men de er ikke blevet populister, de er lige så elitære som dengang, de i lighed med andre venstreintellektuelle så sig som en avantgarde."
"Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen, som har stor indflydelse i offentligheden, udpeger 'de fremmede', som man siger i Danmark, som dem, der kan true sammenhængskraften. Ifølge dem skulle sammenhængskraften bestå i, at vi er ens."
"Der er ingen sociologi-ske teorier, der understøtter det synspunkt, tværtimod. Der er kun omkring seks procent indvandrere i Danmark, men de er kraftigt marginaliserede."
"Den voldsomme politi-ske retorik, som Søren Krarup og co. fører sig frem med, virker som selvopfyldende profeti. I Danmark er i dag populismen i højsædet, en blanding af nationalchauvinisme, velfærdschauvinisme og anti-elitisme."
- Hvorfor tror du, det er sådan?
"Noget har at gøre med, at de nævnte intellektuelle er gamle arbejderister: Man tager principielt 'folkets' parti! Erik Meier Carlsen er bare et særdeles tydeligt eksempel."
"Men der er også et andet element, nemlig grundtvigianismen. For Grundtvig er folket danskerne, de er jævne, og det smukke ved Danmark er, at det er så lille, det er middelmådigheden - og hyggen - der er ophøjet til norm. Vi skal være sammen, som om vi var ens. Og hvis man ikke spiser røde pølser, fordi man ikke spiser svinekød eller ikke drikker alkohol, fordi man er muslim - ja, så er hyggen jo ødelagt!"
"Den svenske folkeforståelse er en medborgerforståelse, der bygger på det græske 'demos', folket som borgere, mens den grundtvigske bygger på 'ethnos', folket som etnisk stamme."
- Den bygger vel også på sproget?
Sproget spiller en urimeligt stor rolle i den danske debat. Selvfølgelig skal man helst kunne forstå og udtrykke sig på dansk, hvis man lever i Danmark. Men hvorfor sætte normerne for at tale dansk så højt, at det er fonetisk umuligt for udlændinge at tale det? Det er bare en måde at ekskludere på, som må hænge sammen med, at fællesskab her fortolkes som enshed."
Familiens opløsning
Man sporer også opløsningstendenserne inden for familien, siger Lars Dencik: "Alle familiemedlemmer har i dag deres eget individuelle sociale netværk i arbejde, skole, daginstitution osv. Så samles man klokken fem, og så skal der skabes et intimt fællesskab. Det går ikke af sig selv."
"Tidligere var fællesskabet både selvfølgeligt og påtvunget, for mænd var det en skændsel at forlade familien, for kvinder var det umuligt. I dag kan alle forsørge sig selv, ingen behøver den anden. Familien er hverken et produktions- eller et konsumtionsfællesskab længere, så det er andre ting, der skal binde folk sammen. Man må aktivt skabe et oplevelsesfællesskab, og de enkelte familiemedlemmer må kommunikere meget med hinanden. I gamle dage var det ikke så nødvendigt, men i dag, med den adskillelse der er mellem familiemedlemmerne, bliver man nødt at snakke om alting, for det er ved det, man konstituerer fællesskabet. Hvis man ikke kommunikerer, braser det sammen. De nødvendige præmisser for fællesskab i den moderne familie er refleksion og kommunikation."
"Når det så alligevel går i stykker, ser man også en tilsyneladende modsatrettet tendens: man prøver straks at skabe et nyt fællesskab. I de statistiske opgørelser er de fraseparerede noget af det mest ustabile, der er: de tenderer til straks at etablere sig med en ny partner. Men jo flere skilsmisser, man gennemgår, jo vanskeligere bliver det at skabe et nyt forhold. Det næste bliver endnu mere kompliceret og kræver endnu mere refleksion. Der kommer flere og flere filtre i kommunikationen, erindringer om gamle partnere, børn fra tidligere forhold, osv."
"På den anden side er der meget mere jævnbyrdige relationer i de nye familiemønstre. Det er et ønske fra begge sider. Det er tydeligt i de undersøgelser vi laver, at folk forsøger at skabe et fællesskab, hvor familien fungerer som et team. Der er ikke længere tale om millimeterdemokrati som i den nye kvindebevægelses første tid. I dag, hvor parterne er mere ligeværdige, accepterer folk også i højere grad, at de kan være gode til noget forskelligt."
Kulturelt fællesskab
"Et problem for velfærdsstaten er, at fællesskabsfølelser bliver mere og mere knyttet til menneskers biografi, snarere end til geografien. Forestillingen om samfundsfællesskab udgår fra den uudtalte præmis, at den geografiske nærhed mellem mennesker også er lig med social nærhed mellem dem. Men hvis min nabo er fra Tyrkiet og ham til den anden side er arbejdsløs civilingeniør, så har jeg intet automatisk fællesskab med dem, bare fordi vi bor ved siden af hinanden. Uanset hvor man opholder sig, kan man i dag indgå i et kulturelt fællesskab. Man opbygger netværk, der er uafhængige af geografien, stedet mister sin betydning."
"De fællesskaber, der har styrke og overlevelsespotentiale, er emotionelle fællesskaber. Det er det, der kendetegner familieinstitutionen. Som for eksempel at en far skænker sin syge datter sin egen nyre, osv. Der er masser af mennesker, der gør den slags for hinanden inden for familien. Kvinder passer deres syge mænd i årevis, forældre deres handicappede barn, etc. Mennesker gør enestående ting for hinanden ud af kærlighed - som er noget helt andet end passion - uden at det kan forklares med, at det på en eller anden vis kan 'betale sig' for dem at gøre det."
Middelklassens rolle
"Men denne type stærk samhørighed og solidaritet er ikke noget, man samfundsmæssigt kan producere. Med tiltag som skolepligt og værnepligt gik det engang at indpode patriotisme og støbe folk til at opleve ensartet."
"Men nu har vi en hel verden til rådighed, og vi kan ikke skabe en fælles referenceramme. Et eksempel på de kulturelle krampetrækninger, dette giver, er i Danmark hele kanondiskussionen."
- Opfatter du Danmark som en nation i opløsning?
"Tendenserne er ikke særligt stærke i Danmark, men de findes. Det, som kan blive truende, er, hvis man starter en proces, hvor man angriber middelklassens rolle som fællesskabsformidlende. Dette, at alle får en børnecheck, folkepension og gratis lægehjælp, holder faktisk samfundet sammen. Hvis man begynder at fjerne børnechecken fra de bedre bemidlede, vil man få en situation som i USA, hvor al hjælp bygger på velgørenhed. Det vil skabe en alvorlig krise for fællesskabet, for det vil åbne for ræsonnementet: 'Hvorfor skal jeg give mine skattepenge til ham der, der bare drikker dem op, og som må-ske oven i købet laver indbrud hos mig? Jeg skriver i stedet en velgørenhedscheck til nogle, jeg kan lide, og trækker den fra i skat! Alt for megen brugerbetaling vil anfægte fællesskabet. De generelle velfærdsordninger er en helt nødvendig del af det. Uden middelklassen går det ikke!"
